Den verserende valgkamp har været sørgeligt præget af det ene banale udspil efter det andet. Ingen af de to blokke står tilbage for den anden i den henseende.
    Det seneste eksempel er den konservative Lars Barfod, der kommer med et forslag om topskattelettelser i den kommende valgperiode. Timingen af forslaget gør, at man må sige, at det er ren valgkampstaktik: Et forsøg på at score stemmer på en klassisk borgerlig skattepolitik: Lad pengene blive i borgernes lommer, og i dette tilfælde åbenbart helst i en ret lille gruppe borgeres lommer, nemlig den 1/10 af skatteyderne, der betaler topskat. De Konservative er helt åbenbart trængt af Liberal Alliance, der ser ud til at få en vis vælgersucces på sin konsekvente skattepolitik.
    Det er dog betænkeligt, at De Konservative går i dette spor. Det er illoyalt over for VK's fælles politik, og det kan udnyttes af oppositionen. Da man vedtog tilbagetrækningsreformen i foråret, var konklusionen lige for: At nu kom der "reformer", der vil ramme  grupper på arbejdsmarkedet (efterlønsreform) til gengæld for, at man kan lette skatten i toppen. Den konservative Mike Legarth var faktisk fremme i skoene med et forslag om skattelettelser, der gjorde det oplagt at kæde tingene sammen på den måde.
    Det vil gøre det til en tabersag for VK(O) og til gengæld give oppositionen muligheder. Det er formentlig måske netop her, forklaringen ligger på den tilsyneladende konstante føring, Rød blok har opnået i lang tid i meningsmålingerne. Den gammelkendte fordelingspolitik er kommet stærkt tilbage, formentlig under påvirkning af den økonomiske krise.

Man kunne sige, at det bekræfter det traditionelle billede af parlamentarisk og vælgerbaseret politikudvikling, jvf figuren ovenover. De Konservative appellerer til kernevælgergrupper (værdi- og interessesystem øverst i figuren).

Det kan imidlertid også ses som en form for symbolpolitik.

Barfoed pointerer, at målsætningen for de Konservative også i næste valgperiode er at sænke skattetrykket yderligere:»Topskatten er velegnet til at nå det mål. Når man sætter topskatten ned, så påvirker det marginalskatten. Det animerer så til at gøre en ekstra indsats og dygtiggøre sig, fordi det er skatten på den sidst tjente krone, man letter på direkte.« (Berlingske Tid. 9.9.11)

"Skattetrykket"!. Der hejses et signal. Det er det, vælgeren og medierne forventes at reagere på mere end den klassemæssige politik, der ligger i, at det er topskatten, der skal nedsættes. Endvidere drages det klassiske argument fra de mest liberalistiske økonomers idéskuffedarium ind i billedet: Lavere skat animerer til en større arbejdsindsats. -  Selv om enhver burde kunne se, at det er mangel på efterspørgsel, der udmærker det moment i krisecyklusen, vi befinder os i nu, snarere end det er markedsincitamenter.

Med sit udspil bærer Barfoed yderligere ved til VK(O)-blokkens endeligt. Det bliver svært at se, hvordan denne konstellation kan tømres sammen igen - hvis den samlet set skulle gå hen og vinde valget -  efter de udmeldinger, der er kommet i valgkampen - ikke mindst fra desperate konservative, der prøver at genvinde tabt vælgerstøtte..

Den politiske kommunikation er i det hele taget præget af letfattelige signaler, jvf f.eks. reklame for valgvideo herunder:

Det er klassisk fordelingspolitik, stik modsat Barfods. Det laver ikke så meget fourage inden for egen blok, men det er ikke meget mindre præget af tilværelsens ulidelige lethed end Barfods. Den foreslåede millionærskat rammer - af gode grunde - ikke ret mange. Der bliver derfor reelt ikke ret meget at dele ud af til den kæmpestore gruppe, der foreslås delt ud til.