Hvad er det, der gør, at et samfund kommer til at gøre sig fortjent til betegnelsen "det dårlige samfund"? Det kan være flere ting, men hvis man skal opregne dårligdommene, så kan det være:

Menneskelig fremmedgørelse, som slår ud i sociale patologier (samfundssygelighed), selvmord, misbrugsproblemer o.lign.
Dårligt arbejdsmiljø, der gør folk stressede og i værste fald psykisk syge
Langtidsledighed, som udhuler lokalsamfund økonomisk og socialt

I vore dage har man ofte sat etiketten "konkurrencestaten" på et samfund, der sætter mennesker under et pres, der kan føre til sådanne problemer.

Når velfærdsstaten kom under pres fra globaliseringen (”Kineserne kommer og udkonkurrerer os”), reagerede man med at udvikle en konkurrencestat. Ideen er, at borgerne skulle klædes på via uddannelser og øget kvalitet i de offentlige ydelser til at kunne blive velfærdsstatens stormtropper på de globale markeder: Selv om lønnen er høj, kan man konkurrere, fordi man er bedre end de andre og dermed sælger sine varer og tjenester på kvaliteten af dem. Man gør sin konkurrenceevne bedre. Men det kan medføre omkostninger i form af mere stressede mennesker.

Velfærd og marked

Tiltag til forbedring af konkurrenceevne, som gør det lettere for virksomhederne at sælge varer i udlandet og konkurrere med udenlandske firmaer på hjemmemarkedet, går altså under betegnelsen konkurrencestaten. Igennem denne strategi siger man, at man forsøger at "gøre velfærdsstaten langtidsholdbar" ved at skabe et sikkert økonomisk grundlag under den. Der skal være en produktion af en vis størrelse for, at der kan være noget at fordele af i velfærd, lyder argumentet.

Figur    : Fra Velfærdstrekant til konkurrencestat

Hvis ser på velfærdstrekanten ovenover, så kan man sige, at problemer med, at folk har været socialt udsatte, traditionelt er blevet angrebet fra forskellige mulige vinkler. Markedet har leveret forudsætninger for den velfærd, der er til rådighed, igennem udvikling af produktion og fordeling igennem køb og salg og den almindelige markedsøkonomis ekspansion. Markedet styrer ved hjælp af penge og interesse i overskud i virksomhederne. Men virksomheder kan også medvirke til velfærd igennem den såkaldte CSR, Corporate Social Responsibility (virksomhedens sociale ansvar). FN har udviklet en ”Compact” (aftale, ordning), en slags global norm for CSR, som virksomheder kan tilslutte sig.
    Lande med et højt BNP pr indbygger er herved blevet i stand til at yde en relativt grad af velstandsgoder (huse, biler, forbrug, økonomisk sikkerhed) etc. uden, at staten har behøvet at gøre ret meget.
    Markedet kan også skabe usikkerhed og ulige indkomstfordeling, men i den residuale velfærdsmodel er disse problemer løst ved, at man har givet fattigdomsydelser til de trængende, mens middel- og overklasse stort set har måttet passe sig selv og klare sig med forsikringer.
    I andre samfund, f.eks. de nordiske velfærdsstater, har både marked og stat spillet sammen. Den offentlige sektor er blevet set som, ikke en byrde for den private kapital, men som en samarbejdspartner, hvor den udbygningen af statslig uddannelse og sundhed har skabt forudsætninger for de private erhvervs ekspansion.

Civilsamfund og velfærd under pres

For nogle sociologer og velfærdsteoretikere har denne udvikling imidlertid ikke været uproblematisk. Den tyske sociolog og filosof Jürgen Habermas har således beskæftiget sig med, hvad der kan ske, når den tredje vinkel i velfærdstrekanten, civilsamfundet sættes under pres. Det kan føre til samfundsmæssige dårligdomme, f.eks. alkohol- og narkomisbrug, kriminalitet, brudte familier. Og ofte vil disse problemer kunne forstærke hinanden.

Figur     : Kolonisering af livsverdenen

    De aktiviteter, der finder sted i civilsamfundet, især familien (og herunder den udvidede familie), naboskaber, kirkesamfund, organisationer, når folk hjælper hinanden spontant uden at blive sat til det af eksterne kræfter, kalder Habermas for livsverdenen. Den fungerer ud fra helt andre principper end markedet og staten. De to sidste instanser kalder han for systemverdenen.
    Udviklingen er præget af, at livsverdenen trænges tilbage af systemverdenen.
    I konkurrencestaten kan vi f.eks. se, at en hel masse aktiviteter skal til at måles. Man har f.eks. ikke tillid til, at offentlig ansatte sygeplejersker, lærere, etc laver deres arbejde effektivt og samvittighedsfuldt, fordi deres professionsstolthed, samvittighed og den etik, de har bygget op i kommunikationen med kollegaer og klienter/elever. Arbejdet skal måles/evalueres, og lønnen måske udbetales som resultatløn i forhold hertil. Det kan påvirke kommunikationen negativt, idet resultatet af den gode kommunikation ikke kan måles og indgå i evalueringen. Herudover kan konkurrencestatens pres for effektivisering udløse stress og dårligt arbejdsmiljø.
    Man kan så diskutere, om det er markedets pengelogik eller statens politik- og magtlogik, der afstedkommer det, men man kan konstatere, at livsverdenen skrumper.
    Forældre har ikke den samme tid sammen med deres børn mere, når begge går på arbejde. Børnene tilbringer længere tid i daginstitutioner. Velfærdsstaten tager sig af opgaver, der tidligere lå i familien. - Hvad der også kan være en god udvikling, idet det frigør forældrene til at søge udfordringer uden for hjemmet og gør f.eks. kvinder fri for forsørgelse fra mandens side.
    Men det kan blive problematisk, når det område af tilværelsen, der ikke er målrationel (jeg gør noget for at opnå et økonomisk mål) skrumper, f.eks. den del, der består af kærlighedsrelationer og kommunikation i grupper og med venner bliver mindre. Eller det kan være familielandbruget, hvor det har udviklet sig til en moderne fabrik. Forhold til dyr og familie bliver præget af instrumentelle relationer.
    Når det statslige system kommer ind over, sker der en klientgørelse af modtagerne af velfærdsydelser. Det statslige bureaukrati sikrer en dannelse af roller, der giver mulighed for formel kommunikation og indførelse af kontrol. Det, der før var kommunikativ handlen i civilsamfundet bliver formaliseret rolleindtagelse og kommunikation, når sagsbehandleren behandler klientens sag. Det skaber afstand. Og ofte skaber det modsætninger og frustration, så klienten går rundt med en opfattelse af at være "oppe imod et system", som ikke vil ham/hende det godt.

Pointen er, at det kan udvikle sociale patologier (sygdomme i form af frustration og social usikkerhed, der fører til f.eks. misbrugsproblemer og evt stigende selvmordshyppighed), hvis systemverdenen trænger sig for meget på.

Globaliseringsforvredne byer

Man ser det eksempelvis i form af bysamfund, der går til som følge af globaliseringens økonomiske virkninger. Det er markedet, der har gjort produktion urentabel i et område, som man f.eks. så det ske i amerikanske storbyer som Detroit og Baltimore, da traditionelle industrier gik ned, - uden at blive erstattet af andre. - Ikke i første omgang, i hvert fald.

Da eurogældskrisen og arbejdsløshedsproblemerne ramte Grækenland med fuld kraft efter 2010, berettedes det fra flere sider, at der var mange opløsningstendenser og patologier, f.eks. en stigende selvmordshyppighed.