Uddrag af anmeldelse i Samfundsfagsnyt af bogen Ulrich Beck – Risikosamfundet og det andet moderne skrevet af  Mads P. Sørensen og Allan Christiansen 

Det er ikke teorien om risikosamfundet, der er det afgørende i Becks forfatterskab, men snarere teorien om ”det andet moderne”, Becks forsøg på som modernitetsteoretiker at pejle sig ind på, hvad det er for en modernitet, vi lever i i det globaliserede risikosamfund.

    Det ”første moderne” er ifølge Beck præget af den ”nationalstatslige container”, som vi ser alting ud fra.

   Det første moderne er endvidere præget af en ”programmatisk individualisering”, dvs individualismen er institutionaliseret; og det er præget af en tro på et ”erhvervsarbejdssamfund med fuld beskæftigelse”. Herudover bygger det ”første moderne” på en instrumentelt natursyn, et videnskabeligt defineret rationalitetskoncept, og det er præget af princippet om funktionel differentiering.

    Den ”anden modernitet” er præget af fem forandringsprocesser: 

• Multidimensional globalisering
• Radikaliseret/intensiveret individualisering
• Global miljøkrise
• Kønsrollerevolution
• Den tredje industrielle revolution

Den videnskabelige verden har rettet kritik mod Beck. Der har især været kritik af  teorien om ”risikosamfundet”.
   Denne kritik går på, at den påståede tendens til menneskeskabte risici, som også er nationalstatsoverskridende, nok findes, men at det er problematisk at tro, at den omdanner samfundet så fundamentalt, som det synes at ligge i teorien.
    Teorien om ”det andet moderne” indeholder velkendte ting fra mange teoretikeres forestillinger om de samfundsmæssige ændringer siden 1970’erne. Det, der udmærker Beck i forhold til en teoretiker som Zygmunt Bauman er hans optimistiske fremskridtstro. Beck mener, at nationalstaten er en zombiekategori: Det er et begreb, mange af os stadig går rundt med i hovedet, men den har ikke længere megen realitet, mener han.
    Når Beck tager stilling til globalisering, skelnes der mellem realkosmopolitisme og filosofisk kosmopolitisme. Det første er et deskriptivt begreb, der beskriver de reelle økonomiske globaliseringstendenser bag vore rygge, og som er realiteter, hvad enten vi vil det eller ej. Og dem reageres der på, ifølge Beck, på meget forskellige måder. Man kan blot tænke på vore hjemlige politiske partier!

    Den filosofiske kosmopolitisme er normative teorier om, hvordan verden politisk burde se ud.   Når det gælder det sidste, sætter Beck sin lid til EU. Forkastelsen af forfatningstraktaten ved folkeafstemningerne i Frankrig og Holland er kun sten på vejen til opbygning af et mere forenet Europa, mener han.

 Gregers Friisberg