I starten af det 21. århundrede er det næsten blevet mondænt at kalde sig "anarkist". Ordet bruges af, og om, mange af de, der er aktive i antiglobaliseringsbevægelserne. Det, de tænker på, når de kalder sig anarkister, er, at de går ind for at arbejde med flade hierarkier, i netværk og i direkte aktioner. Og at de har en anti-materialistisk indstilling til samfundet og tilværelsen. Dette er naturligvis også en opfattelse, der har en betydelig berøring med det, man forstår ved "klassisk anarkisme". Den klassiske anarkisme går imidlertid videre end det og indeholder også en ideologi, en utopi, om man vil, om det anarkistiske samfunds indretning.
    Man må nok se i øjnene, at det er mere end et modefænomen. Anarkismen giver et svar på mange af tidens udfordringer, ikke mindst den almindelige historie- og ideologiløshed, som præger vor tid og tendensen til at søge de økonomisk "fornuftige" løsninger, der er en del af velfærdsstaternes almindelige udbredte utilitarisme. Anarkisternes løsning på de samfundsmæssige styringsproblemer kan forekomme uansvarlig, men er samtidig noget, der imødekommer overflodssamfundenes slumrende ønsker om livs- og tilværelsesudfordringer ud over det almindelige. 

Anarkisme er i traditionel forstand en politisk ide, der handler om at  nedbryde statens og hierarkiske institutioners magt i samfundet. Ordet "anarki" er af græsk oprindelse og betyder "ikke-autoritet" ("an": ikke/imod, "archos": styre). Man er altså imod ydre styring og vil erstatte det med individernes (individuel anarkisme) og fællesskabernes styring (socialanarkisme) af sig selv. Ideelt set skal staten afskaffes. Staten er traditionelt blevet brugt til at skabe sammenhæng i samfundet via en institutionaliseret form for magtudøvelse. I den liberalistiske teori ses staten som del af en social kontrakt, individerne indgår: De opgiver noget af deres frihed mod til gengæld at blive beskyttet imod hinanden af staten. For anarkisterne er den sociale kontrakt ikke nødvendig:
    Jeg er fanatisk tilhænger af frihed, idet jeg betragter friheden som det eneste medium, hvorigennem vi kan udvikle intelligens, værdighed og lykke. Med "frihed" menes ikke officiel "frihed", uddelt, afmålt og reguleret af Staten. Det er noget falsk, der repræsenterer nogle fås privilegier og manges trældom; - og ikke den individuelle frihed, selvisk, gemen og fiktiv, som den fremføres af Rousseau-skolen og alle andre skoler af borgerlig liberalisme, der betragter individets rettigheder som noget, der begrænses af staten, og som derfor nødvendigvis må resultere i reduktionen af individets rettigheder til nul. Nej, jeg mener den eneste frihed, der i sandhed er det ord værdig, den frihed, der består i den fulde udvikling af alle de fysiske, intellektuelle og moralske/etiske evner, der findes latent i enhver, den frihed, der ikke anerkender andre begrænsninger end de, der kan føres tilbage til vor egen naturs love. Det betyder, at der i egentligste forstand ikke er nogen begrænsninger, eftersom disse love ikke pålægges os af en ydre lovgiver, ved siden af os eller over os. Det er love der ligger i os som en del af os og udgør en del af selve det at være menneske. (Michael Bakunin: Marxism, Freedom and the State).
   Sammenhæng (social kohæsion) skabes altså ikke igennem en social pagt, men skabes igennem samarbejde/gensidig solidaritet, der respekterer de enkeltes frihed. I stedet for at blive styret af ydre autoritet, indgår individerne i stedet i frivillige associationer.
  Anarkister forkaster kapitalistisk konkurrence og enhver form for autoritær myndighedsudøvelse og socialt hierarki. Man går altså i den kollektivistiske anarkismeopfattelse imod kapitalisme og er tilhængere af lighed og det klasseløse samfund.

Man er imod repræsentativitetsprincippet i det politiske demokrati, fordi det giver hierarkiske former for interesserepræsentation og myndighedsudøvelse. I stedet sætter man radikalt deltagelsesdemokrati og princippet om "direkte aktion". Det er handling, der iværksættes uden, at der er opnået tilladelse til det fra statsorganer eller anden institutionel magtudøvelse. Et eksempel kan være "vilde strejker", altså overenskomststridige faglige aktioner, der iværksættes uden om det institutionaliserede arbejdsmarked. Direkte aktion er, når man gør noget selv uden at anmode staten eller etablerede organisationer om hjælp.

Der kan være stor forskel imellem forskellige anarkistiske retninger m.h.t., hvor meget individet eller fællesskabet betones.

Kollektivistisk anarkisme

Den tidlige anarkisme blev udtænkt i overgangen fra feudalsamfund til industriel kapitalisme og under indtryk af oplysningstidens forestillinger. Enevoldskongers og -fyrsters undertrykkelse dannede en del af rammen for frigørelsesforestillingerne.
   Ud fra et egalitært socialistisk-anarkistisk perspektiv var spørgsmålet om ejendomsretten væsentligt. Hvad giver kapitalisten ret til at eje kapital, der er akkumuleret i stor mængde?  Ifølge Pierre-Joseph Proudhon (1809-65) var "ejendom tyveri", fordi den "tillader retten til udbytning". Proudhons udtalelse om "ejendom som tyveri" er blevet drejet og latterliggjort. Den citeres ofte noget uretfærdigt. I det pågældende skrift brugte Proudhon formuleringen lidt polemisk, idet han satte to juridiske ejendomsbegreber op over for hinanden. For anarkisten er ejendomsretten som besiddelse af det af individet producerede begrundet i, at arbejdets resultat er tilvejebragt igennem en kollektiv arbejdsproces. På den anden side ses juridisk sanktioneret ejendom som "tyveri fra fællesskabet". Proudhon skelnede altså mellem ejendom som et juridisk begreb, som det kendes fra romerretten, og den enkeltes ret til besiddelse af frugterne af en arbejdsproces. Det første ejendomsretsbegreb kaldte han proprieté (juridisk privatejendom). Det andet ejendomsretsbegreb, som han ikke anfægtede, kaldte han  possession ("besiddelse"). Den mexicanske anarkist Ricardo Flores Magon (1874-1922) argumenterede imod de kapitalistiske ejendomsretsbegreber igennem en konfrontation af disse med den kommunitære (fællesskabs-) ejendom, der eksisterede i f.eks. Mayaindianernes ejidosystem (fællesskabets eje af jorden og fælles dyrkelse af den. Det var udbredt i de indianske kulturer i Mellem- og Sydamerika, før spanierne kom:

Retten til ejendom er en absurd ret, fordi den har sin oprindelse i kriminelle overgreb, bedrageri og magtmisbrug. I begyndelsen eksisterede individets ret til territoriel ejendom ikke. Jorden blev dyrket i fællesskab, skovene gav brænde til ildsteder og kaminer for alle, høsten blev fordelt blandt medlemmerne af lokalsamfundet efter deres behov. Eksempler på dette kan stadig ses i nogle primitive stammer, og selv i Mexico trivedes denne skik i indianersamfundene i den spanske epoke. (Flores Magon: El Derecho de propiedad, 1911).  Spanierne forsøgte at undertrykke fællesskabsejet. Haciendaejere af spansk eller mestizo-herkomst kæmpede med bønderne om eje af jorden omkring de store haciendaer. Det er en kamp, der er fortsat til den dag i dag i områder af det sydlige Mexico, hvor nogle af de anarkistiske arvtagere fra den mexicanske revolution organiserer sig.

Det er den kapitalistiske ejendomsret i juridisk forstand med sit udspring i en udbytnings- og akkumulationsproces, som anarkismen vender sig imod. Efter marxistiske teori kræver det organisation, klassekamp, at gå op imod dette. Marx var  kritisk over for Proudhon, som han mente var en "småborger", der troede at fællesskabet opstod af sig selv. Det gjorde den ikke. Det var nødvendigt at gøre arbejderklassen til "subjekt" for samfundsforandringen. Privatejendommen var ifølge Marx ikke tyveri, men en del af kapitalismens juridiske grundlag. Kun ved at ophæve kapitalismen kunne man ophæve privatejendommen. Derfor kunne den ikke blot besværges bort ved at kalde den for "tyveri". Proudhon havde ifølge Marx ikke den rette videnskabelige analyse af den kapitalistiske ejendomsrets betydning, den økonomiske udvikling under kapitalismen og klassekampens nødvendighed under ledelse af det revolutionære parti for at få samfundsforandringer. Marx var også tilhænger af statens bortdøen, men det er kun muligt i det klasseløse samfund. Staten ses som et led i klassekampen. Den er nødvendig for bourgeoisiets klasseherredømme og for reproduktionen af kapitalismen som økonomisk system.

Ud af I. Internationale

I de anarkistiske ideer om lighed og fællesskab kan der være mange berøringspunkter med marxismen. Anarkister, socialister/marxister var da også sammen i fælles kamp i starten af I. Internationale. Proletariatet bruger efter marx' opfattelse staten i det "socialistiske overgangssamfund", dvs det samfund, der kommer efter en proletarisk revolution, og som skal gøre samfundet klart til kommunisme. Deraf begrebet "proletariatets diktatur". I I. Internationale, som han tilsluttede sig i slutningen af 1860'erne, vendte  Michael Bakunin (1814-76)  sig imod denne opfattelse. Han brød sig ikke om Marx' forsøg på via centraliseret ledelse at bruge Internationale som et organisatorisk redskab i klassekampen. I starten underkastede Bakunin sig Internationales Generalråds beslutninger, men efter et nederlag ved en afstemning om afskaffelse af arveretten begyndte han at kritisere den "autoritære socialisme". Han advarede imod "det røde bureaukrati". Den revolutionære bevægelse skulle ikke have en "regering", der mere og mere kunne komme til at optræde i lighed med staten i det kapitalistiske samfund. Bevægelsen skulle indrettes sådan, at den tjente som eksempel på, hvad der kunne bære frem imod et andet samfund. I 1872 udelukkedes Bakunin fra videre deltagelse i Internationale. Internationales iværksættelse af partiagitation byggende på organisatorisk styre blev anledningen til anarkismens start som bevægelse:

Da Generalrådet i et hemmeligt møde i 1871, understøttet af nogle få delegerede, besluttede at benytte foreningens kræfter til fordel for en valgagitation, kom mange af medlemmerne til den erkendelse, at al styrelse, selv den oprindelig demokratiske, er af det onde. Det var begyndelsen til anarkismen. Jura-føderationen med Bakunin og hans ven Guillaume i spidsen blev den opponerende gruppe over for Generalrådet. Denne afdeling, stadig med Marx og Engels i spidsen, antog nu navn af socialdemokrater, og deres feltråb blev: "Magterhvervelsen inden for de bestående stater." (Pjotr Kropotkin: En anarkists erindringer).

Man kan formulere det på den måde, at anarkister ikke er interesserede i at "tage magten". De vil afskaffe magten. Det er der, en af de afgørende skillelinjer til marxismen ligger. Marxisterne vil tage magten og bruge den til omdannelse af samfundet.

Utopiens "overvindelse" i en praksis

Mange opfatter anarkismen som utopisk, og det er da også givet, at forestillingerne om det anarkistiske samfund ligger langt fra det samfund, vi kender i dag. Der er naturligvis anarkister, der ikke opfatter samfundsvisionen som en utopi. Det kan da også ses som en slags downgrading af idéen. Rudolf Rocker, den anarkistiske historiker, skriver i sin bog Anarkosyndikalisme fra 1938:
   I stedet for den nuværende statsorganisation med den livløse maskineri af politisk-bureaukratiske institutioner ønsker anarkister en føderation af frie samfund, der skal bindes sammen ved deres fælles økonomiske og sociale interesser og skal ordne deres affærer ved gensidig overenskomst og fri kontrakt. Enhver, der studerer den økonomiske og samfundsmæssige udvikling i det nuværende samfundssystem, vil let anerkende, at disse mål ikke udspringer af nogle få fantasifulde innovatorers utopiske ideer, men at de er det logiske resultat af en grundig undersøgelse af nutidens samfundsmæssige dårligdomme (...), så som moderne monopoler, kapitalismen og den totalitære stat.
   Mange vil indvende imod anarkiet som idé for social organisation, at mennesket ikke kan forvalte al den frihed. Der mangler netop det, der indgår i den liberale ideologi, samfundskontrakten, der gør, at den enkeltes frihed bliver beskyttet imod næstens udøvelse af sin frihed, når man ved fælles kontrakt har lavet en stat med visse tvangsmekanismer. For en anarkist som Bakunin blev den enes frihed ikke begrænset af den andens. Den enes udøvelse af frihed sker ikke på bekostning af den andens frihed. Frihederne eksisterer side og side og beriger hinanden. Og Kropotkin beskriver i sine erindringer, hvordan de "primitive" samfund, han mødte under sine mange rejser i Sibirien og Kina, ikke var præget af en "alles kamp imod alle", som naturretstænkerne beskriver det, og det derfor skulle være nødvendigt med en samfundskontrakt og en Leviathan, der begrænser friheden til fordel for det fælles bedste.
   Det er dog klart, at disse anarkistiske tænkere er præget af oplysningstiden og en måske noget naiv tro på naturvidenskaben, det rationelle menneske, rationelle socialisationsprocesser, menneskets plasticitet under disse og fremskridtet i al almindelighed.
  Noam Chomsky har formuleret det på den måde, at man som anarkist forestiller sig idealtilstande, der måske kan muliggøres under andre mulighedsbetingelser end dem, man kender pt, som det altid har været tilfældet i den menneskelige historie. Hvem forestillede sig for 100 år siden, at det ville blive muligt at lave et virtuelt møde med Noam Chomsky i internettets epoke, - for nu at komme med et dårligt eksempel. Eller, som Proudhon sagde: "Idealet er jo ikke andet end en blomst, der har slået rod i de materielle eksistensvilkår".
   Det drejer altså således betragtet om "utopiske" samfundstilstande, individerne har med sig som "bagage i baghovedet", der kan tages frem, når mulighederne byder sig til, men som også kan bruges til revolutionering af dagliglivet, lokale fællesskaber og de nære sammenhænge.

Proudhon mente, at staten kunne blive overflødiggjort ved, at producenterne (værksteder) slog sig sammen i "frie associationer", som igen samledes i føderationer på nationalt og internationalt plan. Men hvordan fik man egentlig en produktion til at fungere? Proudhons forslag til en anden samfundsorden end kapitalismen bestod i den såkaldte mutualisme (gensidighed). Fællesskaberne af uafhængige bønder, håndværkere og andre virksomheder skulle opbygge et system af gensidig retfærdig og lighedsbaseret udveksling. Det skulle fungere ved, at en slags "banker" noterede, hvor store kvanta af varer målt i arbejdsværdi, en virksomhed indleverede til udveksling. Efter dette "regnskab" kunne virksomheden så trække andre varer ud fra andre virksomheder, der også havde et "regnskab" i banken. Herved ville man komme profit og udbytning til livs, som jo bygger på, at prismekanismen på det kapitalistiske marked fungerer sådan, at der kan tjenes overnormal profit på varer, der er knaphed på. Kapital er bragt til veje igennem kollektive arbejdsprocesser. Kapitalen bør ikke have en "aflønning". Derfor skulle det ikke være tilladt at tage rente i det anarkistiske samfund. 

Bakunin definerer i The Capitalist System samfundstilstanden sådan: Hvad er ejendom, og hvad er kapital i deres nuværende form? For kapitalisten og ejendomsbesidderen betyder det magten og retten, garanteret af staten, til at leve uden at arbejde. Og eftersom hverken ejendom eller kapital producerer noget som helst, når den ikke frugtbargøres af arbejde - så betyder det magten og retten til at leve ved at udbytte en andens arbejde. Han vil fjerne staten, der er garant for juraen, der tillader dette og i stedet sætte "de frie associationer af arbejdere". Det skal ske igennem en revolution. Der skelnes mellem en social revolution og en politisk revolution, og det er den første, der skal gennemføres. Revolutionen skulle gennemføres af de undertrykte, de fattige, og så var det lige meget om, det var fattige bønder eller arbejdere og arbejdsløse. I modsætning til marxismen satte man altså ikke sin lid ensidigt til industriarbejderklassen, men også til f.eks. en forarmet bondestand, ligesom man mente (i modsætning til marxisterne), at en revolution kunne komme i et tilbagestående bondesamfund. Overvindelsen af utopien sker ved opsummering af "vort program" i nogle få ord:
Fred, emancipation og de undertryktes lykke
Krig imod alle undertrykkere
Fuld restitution til arbejderne: Al kapitalen, fabrikkerne, alle arbejdsredskaber og rå- og hjælpematerialer skal tilfalde associationerne, og jorden skal gives til de, der dyrker den
Frihed, retfærdighed og broderskab for alle mennesker på jorden
Lighed for alle (...)
Organisering af et samfund v.h.a. fri føderation nedefra og op, af arbejdernes frie associationer, industrielle såvel som agrare, vidensbaserede så vel som kunstneriske associationer - først til en kommune, så en føderation af kommuner i regioner, dernæst af regioner i nationer og endelig i den internationale broderskabsassociation.

Peter Kropotkin (1842-1921) var fortaler for en "kommunistisk anarkisme", der sommetider går  under betegnelsen anarkokommunisme. På grund af teknikkens og produktionens udvikling er det muligt at skabe så stor velstand, at der kan indføres en samfundsorden med fri fordeling til alle. Man tager af overfloden. Dette princip kaldes også "yde efter evne og nyde efter behov". Anarkokommunismen går ind for det klasseløse, statsløse samfund. Kropotkin beskriver det kort i sit essay  Anarchism.
    Princippet er lidt det samme, Marx beskrev i Det kommunistiske Manifest med ordene "den enkeltes frie udvikling er betingelsen for alles frie udvikling".

Nyere anarkismeudvikling

Anarkisme er blevet en moderne og salonfähig ideologi i det 21. århundrede. I dag præker managementteoretikere anarki, markedets og netværkenes anarki, når de laver peptalks for erhvervsledere. Det er imidlertid en noget anden form for anarki end de former, der ellers er beskrevet her. Man kalder også denne variant for anarkokapitalisme. Som ultraliberal tilhænger af markedsøkonomi forestiller man sig markedet som netværksrelationer, der kan fungere med minimal brug af formaliseret organisation og bureaukrati. Hvorfor skal erhvervslivet overhovedet have et "bureaukrati"problem: Hvis de store virksomheder spaltes op i en masse små, der fungerer i netværk, kan bureaukratiet svinde bort.

Det er en ofte fremført påstand er, at anarkister er imod organisation. Det kan der være noget om, når man f.eks. jævnfører med beskrivelsen af, hvordan de kom ud af I. Internationale. Det er imidlertid ikke korrekt i den forstand, at de går ind for organisation i forbindelse med politisk aktivisme og med et fuldt udfoldet direkte deltagelsesdemokrati. Det er hierarkisk organisation, man er imod.
   Anarkister skelner netop mellem anarki og kaos. Det første er en tilstand af frie, selvforvaltende individer og fællesskaber, i det sidste mangler det selvstyrende element. Organisation er som sådan udtryk for solidaritet inden for et fællesskab. Anarkister er imidlertid imod hierarkisk organisation, organisation, der styrer mennesker, fordi denne organisation ligner staten i det kapitalistiske samfund.

Er anarki som systematiseret fællesskabsforestilling en beskrivelse af en samfundstilstand, - et samfund af selvforvaltende mennesker og fællesskaber? Er det en livsstil under kapitalismen/postmoderne kapitalisme? Eller er det en ideologi om det "gode samfund", og hvordan man når hen til det igennem revolutionær anarkistisk inspireret handling? Det kan der være stor uenighed om mellem anarkister. Sandheden er nok, at anarkisme er alle tre af de nævnte ting, men i forskellig grad for forskellige mennesker. Anarkismen har fået ny opbakning i de senere år som følge af manges træthed ved den traditionelle politik i det repræsentative demokrati og de politiske partier. Her falder anarkisternes opfordring til direkte aktion og involvering i samfundsmæssig forandring med udgangspunkt i den enkeltes solidaritetsforestillinger i god jord.

Situationisme
Situationismen opnåede en opblomstring omkring Maj 68 i Frankrig. Det havde ellers indtil da  hovedsagelig været en kunstnerbevægelse (f.eks. Cobragruppen, dannet i 1948, med bl.a. danskeren Asger Jorn). Kunstnerne var inspireret af de kunstneriske idéstrømninger dadaisme (dada = gyngehest) og surrealisme, der gik ned under overfladen og genopdagede absurditet og fremmedgørelsens oprindelse i det ubevidste. De franske sociologer Jean Baudrillard og Guy Debord reformulerede den marxistiske kapitalismekritik, så den gav et  grundlag for situationisternes aktioner i Paris 1968.
   Marx forstod fremmedgørelse som et fænomen, der hovedsagelig havde sit udspring i produktionssfæren. Varens dobbeltkarakter af bytterelation og brugsværdi (behovstilfredsstiller) gør, at mennesket bliver underlagt markedet på måder, det ikke selv kan kontrollere: Økonomien står over og ved siden af os som en naturkraft, vi ikke kan kontrollere, f.eks. når der opstår økonomiske kriser og arbejdsløshed. Arbejdet fremmedgøres desuden igennem specialisering og arbejdsdeling i den kapitalistiske økonomi. Herved får mennesket ikke mulighed for at realisere sig igennem arbejdet.
    I det 20. århundrede udviklede kapitalismen sig videre, så det mest interessante m.h.t. fremmedgørelse ifølge de situationistiske sociologer var det, der fandt sted i kapitalismens forbrugssfære. Arbejderen var nu ikke længere primært offer for udbytning og fremmedgørelse i produktionen. De sociale hierarkier af herrer og slaver består imidlertid. Det er nu bare forbrugssfæren, der er kommet i centrum. Herved fortsættes den fremmedskabende ulighed. Mennesker behandles som passive objekter for kræfter uden for dem selv. De er ikke herrer over deres egne liv.  For at opretholde afsætningen på markederne og dermed kapitalakkumulationen er det nødvendigt at stimulere behovene igennem stadig mere yderliggående salgsindsats og reklame. Reklamen og hele mediesfæren går efterhånden hen og får et omfang, så der skabes en virtuel verden (Baudrillard), hvor forbrugerne er tilskuere til en iscenesættelse, de ikke selv er herrer over.
   I bogen La Societé de Spectacle ("Skuespilssamfundet" på dansk) redegør Guy Debord for samfundet som prætension, et skuespil. Mennesket er i forbrugersamfundet ikke et subjekt, der er, men en genstand for passiv besiddelse og konsum og spejling i mediernes og reklamernes billeder.  Reklame og medier erobrer flere og flere sider af hverdagslivet, fritid og forbrug. Forbrug af varer, vi ikke  reelt har brug for, og deltagelse i et politisk spil, der er iscenesat af politikerne. Via det iscenesatte forbrug og det politiske spil underholdes vi som om, vi sidder og er tilskuere i et teater eller ved en biografforestilling. I stedet for at vente på revolutionen skal hverdagslivet erobres tilbage her og nu. Hvordan erobres virkeligheden tilbage, så vi selv igen er deltagere? Det kan ske ved at konstruere situationer, der bryder med de almindelig kendte mønstre, så mennesker rives ud af deres vante forestillinger og adfærdsmønstre. Man kan f.eks. hugge hovedet af den Lille Havfrue, reclaim the streets (genvinde gaderne), eller f.eks. lade  situationer opstå, som dem, de parisiske studenter konstruerede, når de omdannede  Boulevard Saint Michel til et forelæsningsauditorium eller inviterede arbejdere ind i Sorbonne og dannede Arbejderråd på det ærværdige gamle universitet. Igennem de direkte aktioner i gaderne opstår situationer, som alle umiddelbart er deltagere i. Man er ikke bare tilskuere til et karneval, alle deltager, eller kommer til det, også de, der troede, de stod og kiggede på. Bilisterne bliver ufrivilligt deltagere, når man standser trafikken på en motorringvej og omdanner trafiksituationen til en gadefest.

Postmoderne anarkisme
Her drejer det sig om mennesket som selviscenesætter af sit liv. I den postmoderne kapitalisme indeholder anarkismen revolutionære opfordringer til livsstilen: Man skal befri sit liv. Man skal ikke finde sig i mediernes og reklamens manipulation og skabelse af kunstige behov. Man skal ikke finde sig i undertrykkelse og autoritær styring af nogen art. Kønsidentitet og udfoldelse i frihed er en del af det revolutionære anarkistiske selv.
  Med hensyn til demokratiopfattelse ligger man på linje med radikalt demokrati og participativt demokrati. Man er imod parlamentarisk demokrati, men for græsrodsdemokrati og -deltagelse.
  Der er ikke mange, der tilhører den egentlige anarkistiske bevægelse og går ud over demonstrerer 1. maj under sort-røde faner, men mange føler en idemæssig affinitet til anarkismen. Den anarkistiske historiker Rudolph Rocker har afgrænset anarkismen som idesystem i forhold til mere "lukkede sociale systemer" og beskrevet den som:

En bestemt tendens i menneskehedens historiske udvikling, i modstrid med den intellektuelle ståen på vagt omkring kirkelige og statslige institutioner, stræber efter den uhindrede udfoldelse af alle livets individuelle og sociale kræfter. Selv friheden er kun et relativt, ikke et absolut begreb, eftersom den konstant har tendens til at blive bredere og påvirke større kredse på flere og mangfoldige måder. For anarkisten er friheden ikke et abstrakt filosofisk begreb, men den livsvigtige konkrete mulighed for, at hvert menneske kan bringe alle kræfter, evner og talenter, som naturen har givet ham eller hende, til udfoldelse i social sammenhæng. Jo mindre denne menneskets naturlige udvikling er påvirket af kirkelig eller politisk overvågning og ledelse, jo mere effektivt og harmonisk vil den menneskelige personlighed blive. (Rocker: Anarkosyndikalisme)

Noam Chomsky,  citerer ovenstående udtalelse af Rocker i et interview, fortsætter med at uddybe opfattelsen på en måde, der gør anarkismen til en idé om samfundsmæssig progressivitet af ikke-undertrykkende, emancipatorisk art:

I enhver fase af historien må vi være optaget af at afmontere de autoritets- og undertrykkelsesformer, der overlever fra en æra, hvor de kan have været retfærdiggjorte af behov for sikkerhed, overlevelse eller økonomisk udvikling, men som  nu - snarere end at afhjælpe dette -  bidrager til et materielt og kulturelt underskud. Hvis de gør det, vil der ikke være nogen doktrin for samfundsmæssig forandring fastsat for nutiden eller fremtiden, og ej heller vil der nødvendigvis være en specifik og uændret opfattelse af de mål, som den sociale forandring burde rette sig imod. Vores forståelse af menneskenaturen eller af rækkevidden af levedygtige samfundsmæssige former er så rudimentær, at en hvilken som helst gennemgribende doktrin bør behandles med den største skepsis, lige som skepsis er på sin plads, når vi hører, at "menneskets natur" eller "effektivitetens krav" eller "kompleksiteten i det moderne liv" kræver denne eller hin form for undertrykkelse og autokratisk styre.

Globaliseringsbevægelse

Da Noam Chomsky mødte op i Porto Alegre til 2002 mødet erklærede han: "Vi kaldes anti-globalister. Det er løgn og en fordrejning. Vi er ikke imod globaliseringen, men den måde hvorpå den neoliberale ideologi foreskriver, at der skal globaliseres." Man er efter denne opfattelse ikke imod "globalisering med en anden udformning.
  Den neoliberale globalisering hviler ideologisk bl.a. på den såkaldte Washington koncensus, der bl.a. siger, at uhindrede kapitalbevægelser, frie markeder og juridisk funderet ejendomsret i en retsstat er forudsætninger for den økonomiske globalisering og udvikling i de fattige lande. Seattlebevægelsen og nogle af dens anarkistiske aflæggere ser anderledes på dette spørgsmål. Herved genoptages den gamle diskussion om ejendomsretsbegrebet, som den er udformet af  Kropotkin: "Vi forstod, at de bestående meninger om nødvendigheden af privat ejendomsret i jord, fabrikker, miner, bygninger og lign. som et middel til sikre at industriens udvikling, og et lønningssystem som middel til at tvinge folk til at arbejde ikke så let ville vige pladsen for en højere opfattelse af ejendomsret og produktion." (En anarkists erindringer).

I april 2000 demonstrerede over 30.000 imod Verdensbankens og Den internationale Valutafonds møde i Washington. Mange fra amerikanske anarkistiske bevægelser deltog (de forsamlede anarkistiske organisationers udtalelse kan læses her).

Ved det første Porto Alegre møde i 2001 holdt Bernard Cassen, præsident for ATTAC en tale, hvor han indledte med de ord, der kom til at danne hovedslogan for Verdens sociale topmøder – og globaliseringsbevægelsen i øvrigt: ”En anden verden er en mulighed”.  Mange anarkister vil vende sig imod Porto Alegre og Verdens Sociale Forum, fordi den bygger hierarkisk organisation op, og fordi den lader sig påvirke og drive rundt  politisk-ideologisk af medier/offentlighed og deltagernes brede sammensætning. Men i det centrale budskab om, at "en anden verden er mulig", er der betydelig enighed.  

Juli 2001 samledes demonstranterne imod den liberale globalisering igen i Genova. Denne gang udgjorde de over 150.000. Det, der skulle have været et fredeligt møde, endte i 200 sårede demonstranter, politifolk og journalister, samt i en ung italiensk studerendes død. Den 23 årige Carlo Giuliani blev skudt af italienske carabinieri, der jagtede tilhængere af ”Den sorte Blok”. Anarkisterne fra Den sorte Blok var kun en lille del af de demonstrerende i Genova. De er også kun en retning inden for den brede anarkistiske bevægelse. I lighed med, hvad der gælder andre anarkist"organisationer", kan man ikke være "medlem" af den Sorte Blok. Den beskriver sig selv som en "strategi", der opstår omkring muligheder. I begyndelsen af november 2002 lykkedes det European Social Forum at organisere en fredelig demonstration i Firenze med deltagelse af over 1/2 mio. mennesker.

© Gregers Friisberg 2002 (kan kopieres til lokal undervisningsbrug)

Flag blackened

Spunk

Anarchist Archives

Spansk anarkisme (eng)

Situationists text library