Amerikansk politik

Amerikansk politik adskiller sig på mange måder fra dansk og europæisk politik. Nationalfølelsen og den nationale identitet har forskellig baggrund de to steder. USA er det, man ofte har kaldt en "smeltedigel" af forskellige folk, der kom til landet fra det 16., århundrede og frem. De stødte godt nok på den oprindelige indianske befolkning. Den blev der dog ikke taget meget hensyn til, da landet skulle indtages og koloniseres. USA blev immigranternes land, og det gav en nationalitet, der koncentreret om både den stat, man levede i, og den fælles unions-nation, man byggede op, - og dermed ikke mindst denne nations forfatning. Det var en republik.
Denne udvikling har gjort, at man har samlet sig om forskellige værdier og symboler de to steder, i USA var det forfatning, præsident og den frihed, der blev grundlagt, da de engelske koloniherrer blev smidt på porten. Det førte til en republikansk ("republik" kommer af res publica: offentlige sager) form for nationalisme. I Europa var nationalismen rodfæstet i en lang historisk baggrund med fælles kultur og ofte fælles sprog - og i mange tilfælde et kongehus.
I adskillige europæiske lande havde man altså gamle kongedømmer, f.eks. i Danmark. Da det repræsentative demokrati (der styres ved, at der vælges repræsentanter til et parlament) vandt frem, blev kongemagten indbygget i forfatningen som et konstitutionelt monarki: Monarken (konge eller dronning) var statsoverhoved, men uden magt. I den amerikanske republik fik man en præsident, der var både statsoverhoved og leder af unionens (først 13, efterhånden 50 stater) regering, men som var på valg hvert fjerde år.

I Danmark har fagbevægelsens og arbejderpartiernes rolle igennem det 20. århundrede, f.eks. med opbygning af en velfærdsstat, skabt en tradition for socialistisk/socialdemokratisk politik, som man ikke kender så meget til i USA.
I EU-landene i Vesteuropa har man skabt den europæiske sociale model med relativt veludbygget velfærd/socialforsikring.
Amerikansk politik har i højere grad været præget af noget af den lykkeridderfilosofi, lonesome cowboy-individualisme og troen på, at man selv klarer paragrafferne - uden statslig indblanding, der blev en del af den indre koloniseringsproces. England var smidt ud, og man ville ikke uden videre underlægge sig en ny centralmagt i Washington. Det var med en vis modvilje, man så, at unionsregeringen i Washington kom til at styre mere.

Det kan næsten se ud som om, det politiske højre-venstre spektrum i USA starter med Socialdemokrater/Radikale og ud mod højre. Det er dog ikke hele sandheden, da man kan se nogle af de samme holdninger som i dansk venstrefløjspolitik ligge i begrebet "liberal". Det betyder i amerikansk sammenhæng nærmest progressiv-venstreorienteret. Derimod kan man have svært ved at se en parallel til Det religiøse Højre i Danmark. Det er der nok, men i noget mindre omfang og med delvist andre sager.

Amerikansk politik kan imidlertid være meget uforudsigelig. Det så man f.eks. i 2016, hvor der kom nye skikkelser ind fra både venstre og højre og gjorde sig kraftigt gældende i primærvalgene. Det var socialisten Bernie Sanders, der forsøgte at blive valgt som Demokraternes kandidat, og det var milliardæren Donald Trump, der gik efter præsidentembedet efter at han overraskende vandt nomineringen til Republikanernes præsidentkandidat.
Primærvalg er valg blandt partiernes tilhængere, hvor de vælger blandt de opstillede kandiater, hvem der skal være partiets kandidat til selve præsidentvalget (november). Det afgøres ved et konvent i august-september, hvor delegerede fra hele landet møder op.

Det amerikanske demokrati er gammelt, lige så gammelt som uafhængighedserklæringen i 1776 og forfatningen fra 1787-89. Udviklingen gik fra konføderation (løs sammenslutning) til føderation (forpligtende union med efterhånden 50 stater). Uafhængighedserklæringen var ikke et juridisk forpligtende dokument, men den gav amerikanerne identitet og selvforståelse:

Vi betragter disse sandheder som selvindlysende, nemlig at alle mennesker er skabt lige; at de fra deres skabers side er udstyret med visse umistelige rettigheder, herunder liv, frihed og forfølgelse af lykken. – Og for at sikre disse rettigheder, opstår der regeringer blandt mennesker, som afleder deres retfærdige magtudøvelse fra de regeredes samtykke. – At når som helst en regering ikke længere opfylder disse mål, så er det folkets ret at ændre eller ophæve den, og sætte en ny regering ind i stedet.....

I sin Gettysburg-tale 1863 talte præsident Abraham Lincoln om en "regering af folket, ved folket og for folket".

Det blev til et repræsentativt demokrati og indslag af direkte demokrati i form af folkeafstemninger om mange emner. Hvad der stemmes om lokalt ved folkeafstemninger kan variere meget fra stat til stat.
I præsidentvalgkampen var der stærke røster, som kritiserede den måde, det amerikanske demokrati var kommet til at virke på. Det var "aftalt spil", hvor stærke pengeinteresser via bidrag til politikerne kom til at få for stor indflydelse i forhold til den almindelige amerikaner. Man talte også om, at det var kommet til at fungere dårligt. Beslutninger kunne blive blokeret, når de to store politiske partier ikke kunne enes, herom mere nedenfor. En sådan kritik kan udformes på uafhængighedserklæringens eller Lincolns Gettysburg-tales grundlag.
Selv om USA er blevet et omfattende politisk fællesskab med en national identitet på tværs af staterne, er det på mange måder mindre centraliseret styret end Den europæiske Union. I EU er det til gengæld kun i begrænset omfang lykkedes at skabe en europæisk identitet og et politisk fællesskab.
Det amerikanske demokrati har problemer med deltagelsen fra de lavere klasser og de marginaliserede borgere. Valgdeltagelsen er lav. Man skal registreres som vælger, og det er ikke alle fra underklassen, der formår at tage sig sammen til det.

Politiske spektra, holdninger/værdier

I USA går en væsentlig politisk skillelinje mellem at være "liberal" ("venstreorienteret") og Højre-konservativ. De førstnævnte går ind for en vis velfærd, f.eks. et universelt sundhedssystem, rimelige sociale ydelser og uddannelsernes udbygning, så man får lige muligheder. Man går også ind for fri abort, registreret partnerskab/ægteskab for homoseksuelle. De vil gerne have stor valgfrihed i personlige anliggender, men støtter samtidig central (og føderal) beslutningstagning i økonomiske-og velfærdsmæssige anliggender. De svage skal hjælpes ud fra retfærdighedsbetragtninger. De er også tilhængere af multikulturelt samfund.
   I den anden ende finder vi det religiøse højre (imod fri abort/pro life). Her kan man være imod seksualundervisning i skolerne og evt. i, at de skal undervises efter Darwins teorier. I stedet vil man have undervisning i skabelsesberetningen (Creationism) og i dens nye variant intelligent design. Og vi finder i det nationalistisk-konservative højre ønsker om markant varetagelse af amerikanske interesser rundt omkring i Verden (herunder også varetagelse af amerikanske interesser med militære midler). Den republikanske vicepræsidentkandidat i 2008, Sarah Palin, blev taget til sig af det evangeliske kristne Højre. Da hun talte for en gaspipeline, der skulle bringe gas fra Alaska til det øvrige USA, et projekt til 40 mia $, bad hun folk om at bede til Gud for, at den skulle bygges. Og hun kaldte krigen i Irak, hvor hendes egen søn Track skulle deltage som soldat for "en opgave, der kommer fra Gud" ("a task that is from God". The Independent 7.9.08)
   Disse synspunkter kan sommetider brydes med en anden tradition i amerikansk politik, også hos Højre, nemlig isolationisme.

Den såkaldte exceptionalisme, der betyder en holdnings-/værdimæssig dimension af at være noget særligt i Verden og have en mission i Verden, går på, at det amerikanske folk er "udvalgt" af Gud til at være "byen på bjerget", der med frihedsfaklen kan være et lysende eksempel for andre folk. Den republikanske vicepræsidentkandidat Sarah Palin sagde således ved et valgmøde i Colorado før præsidentvalget i november 2008:

“Vi ser Amerika som den stærkeste kraft for det gode i denne verden. Hvis vi kan, vil vi være det fyrtårn af lys og håb for andre, der søger frihed og demokrati, og som kan leve i et land, der endda vil tillade intolerance i udøvelsen af de lige rettigheder, som vort militær kæmper for og dør for på vore allesammens vegne." (New York Times 4,10.08)

Faklen lyste bl.a. for nye immigrantgrupper ("Give me your tired, your poor, your huddled masses.."). Nogle af de grupper, der kom til USA i 16-1700-tallet flygtede fra religiøs undertrykkelse i Europa. At være blandt "de udvalgte" kunne styrke identitet og gruppefølelse.
    Exceptionalismen har kunnet begrunde the Frontier spirit (Go West...) og følelsen af, at man via manifest destiny (skæbnen) var udpeget og berettiget til at købe land vestpå og herved skubbe nationens grænser længere i denne retning og ultimativt underlægge sig andre lande, f.eks. Mexico, hvoraf store dele blev indlemmet i midten af det 19. århundrede. Det var man moralsk berettiget til, fordi man billedlig talt kom med en skolebog under den ene arm og bibelen under den anden. Man repræsenterede fremskridtet.
   Der er imidlertid også andre tolkninger af amerikansk exceptionalisme. Historikeren George C. Herring har i bogen From Colony to Superpower - U.S. Foreign Relations Since 1776 fremsat og argumenteret for den tese, at den amerikanske exceptionalisme ikke oprindelig var særlig altruistisk i sin udformning. Det kan man bl.a. se i USA's håndtering af relationerne til nære naboer som Haiti, Cuba og Nicaragua i det 19. århundrede, lande med betydelige indslag af sorte befolkningselementer. Exceptionalismen havde altså dengang en racemæssig begrundelse. Det kunne endvidere retfærdiggøre udryddelsen af indianerne og indlemmelsen af store dele af Mexico i unionen. Herring mener også, at det er en myte, at USA nogensinde har været isolationistisk. Han finder rødderne til amerikansk imperialisme allerede hos de grundlovsgivende fædre. Allerede ved det grundlovsgivende konvent i Philadelphia i 1987 talte James Madison om at "lægge grunden til et stort imperium". De neo-konservative i Washington er ikke en ny opfindelse.

Borgerrettighedsbevægelsen (Civil Rights Movement)
Civil rigthts bevægelsen kæmpede for fuld ligestilling af de sorte. De sorte Pantere og Malcolm X repræsenterede en mere radikal form for ligestillingspolitiik end borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King. Der var for dem ikke tale om en forsoningens politik, men mere om et endeligt opgør med det hvide Amerika, som kunne føre til separation (adskillelse) i forhold til det.
I 1964 blev borgerretsloven Civil Rights Act vedtaget af Kongressen. Den gjorde diskrimination på basis af race, religion, national oprindelse eller køn ulovlig. Det gjorde dog ikke en ende på afroamerikanernes kamp.
At man havde vundet formel ligestilling efter borgerrettighederne, var ikke det samme som reel ligestilling. Der kan være problemer med at leve op til FN's konvention om økonomiske og sociale rettigheder for afroamerikanerne. Der er relativt set flere afroamerikanere, der er fattige, har lavere husstandsindkomster, sidder mere i fængsel, har dårligere sundhedsdækning, og har dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet. Der er stadig meget "skjult" diskrimination i samfundet. Afroamerikanere har ikke gennemsnitligt set så meget kulturel og social kapital som hvide amerikanere.

Identitetspolitik
I anden halvdel af det 20. århundrede så man opblomstring af identitetspolitik i USA. Der var både højredrejede og mere venstredrejede afskygninger af denne form for politik.
Identitetspolitik er en form for politik, der ofte starter i udkanten af det organiserede samfund. Det kan være fordi, man har haft svært ved at slå igennem i etablerede partier. Man finder så i stedet et politisk udtryk, der er formuleret omkring ens identitet som f.eks. tilhørende en race, indvandrergruppe eller seksuel minoritet.
Det drejede sig f.eks.om en del af det, man kalder counter culture bevægelsen (modkultur, altså kultur, der vendte sig imod den dominerende hvide kultur).
Det drejede sig om de unges bevægelse og kamp for, hvad man opfattede som en mere autentisk tilværelse end forstads-”ghetto”-livet i de rige, hvide forstæder.
Der var gay and lesbian liberation (frigørelse for bøsser og lesbiske), der var feministernes kamp for reel ligestilling og definition af kvinderollen.
Der var indianernes, de oprindelige beboere på det nordamerikanske kontinent, kamp for anerkendelse af indianernes særlig egenart.
Hvorfor fører de ikke i stedet en kamp som en del af en undertrykt, økonomisk underpriviligeret social klasse? Nogle forklarer det ved, at social klasse ikke længere er en stærk social kategori. Hvordan defineres "arbejderklasse", når industriarbejdspladserne er ved at forsvinde? Definitionen som samfundsmæssigt individ via identiteten kan være vigtigere end den økonomisk klassemæssige placering. Mange blev forbløffede over at se milliardæren Donald Trumps opstigning i den politiske verden i 2016. Men det hang måske netop sammen med, at det lykkedes ham at definere identitet og kamp for en stor hvid arbejderklasse, som ellers var blevet overset og forsømt i det amerikanske samfund, og udvikle en anti-globaliseringsdiskurs for dem. Når han forsøgte at sælge samme diskurs til afroamerikanere, var han ikke helt så sikker i sin vante reality-show stil, men samtidig også mere saglig i argumentationen.
    De sortes identitetspolitik udviklede sig fra civil rights (borgerrettigheder) til netop en kamp for identitet. "Black is beautiful” sagde bevægelsen De sorte Pantere, med navne som Angela Davis og Malcolm X. Man ville ikke længere acceptere det hvide Amerikas defintion af, hvad der er pænt eller ikke-pænt. Væk med bleaching creams (crêmer, der gør sort hud lysere) og hårmidler, der kan gøre krøllet hår mindre krøllet. Den amerikanske drøm var også afroamerikansk.
Nogle konverterede til islam. Det gjaldt f.eks. sværvægtsbokseren Muhammed Ali. Han skiftede sit oprindelige ”slavenavn” Cassius Clay ud med det islamisk klingende navn for at understrege modsatheden i forhold til de hvide værdier. Han ville heller ikke acceptere at blive sendt til Vietnam som en del af værnepligten i den amerikanske hær for at deltage i de hvide amerikaneres imperialistiske krig. Det førte til et fængselsophold i stedet, - hvad der så netop kan have styrket identiteten som forskellighed.

Den amerikanske forfatning byggede et system af magtafbalancering op. Det var under indtryk af politiske filosoffer som John Locke og Montesqieu, der så dette som midlet til at forhindre, at magten korrumperer og bliver diktatorisk, hvis den er koncentreret ét sted.

Figur 1: Det amerikanske magtbalancesystem sammenlignet med dansk parlamentarisme:

Note: Checks and Balances (Tjeks og afbalanceringer): Det er beskrevet i forfatningen, hvordan de forskellige ”magter” holder hinanden i skak, så ikke en enkelt af dem bliver for magtfuld. Præsidenten udnævner højesteretsdommere og ministre, men udnævnelser skal godkendes af Kongressen (Congress). Præsidenten kan nedlægge veto imod lovgivning (legislation) vedtaget (passed by) af Kongressen (Congress). Herefter kan loven kun komme igennem, hvis den vedtages med 2/3 flertal (overrulling veto). Højesteret (the Supreme Court) har mulighed for at prøve loves grundlovsmedholdelighed. Højesteret kan endvidere dømme om, at beslutninger og administrative rutiner er forfatningsstridige og derfor skal ændres. Kongressen har formelt retten til at erklære en krig imod fremmede stater; præsidenten retten til at føre krigen (wage war). Denne arbejdsdeling er kommet noget under pres under indtryk af udviklingen i moderne militærteknologi. Man har ikke tid til at vente på, at Kongressen indkaldes.

Præsidenten har den udøvende magt, dvs magten til at føre lovene ud i livet og administrere efter dem. - Og magten til at lede USA's udenrigstjeneste (ambassader) og forsvar.
I modsætning til, hvad der gælder i et parlamentarisk system som det danske, udnævner præsidenten sin regering uafhængigt af Kongressen, og regeringen er ansvarlig over for præsidenten - ikke over for parlamentet. Parlamentet kan ikke afsætte regeringen, som det er tilfældet i et parlamentarisk system. Hvis en mistillidsafstemning får flertal i Folketinget, skal regeringen gå af.
Præsidenten er ikke medlem af Kongressen, - i modsætning til Danmark, hvor statsministeren og mange af regeringens ministre normalt er medlemmer af Folketinget. Dermed er den udøvende magt i USA mere uafhængig af den lovgivende magt.
Da det er Kongresmedlemmerne, der kan fremlægge forslag til nye love, betyder det, at præsidenten skal have nogle Kongresmedlemmer, der tilhører det samme parti som ham selv, til at fremlægge lovforslag. Da det er Kongressen, der vedtager al lovgivning, også den økonomiske (finanslov og skattelove) betyder det, at Kongressen bestemmer igennem vedtagelsen af finansloven for USA, hvor mange penge præsidenten får til Det hvide Hus, inklusive hans egen løn (som ikke er specielt høj, når man sammenligner med, hvad direktører i de store virksomheder tjener).
Skattelove skal starte i Repræsentanternes Hus. Men de kan forhandles og ændres også i Senatet. Og de skal vedtages begge steder.
Det kan delvist forklares med den amerikanske forfatnings tilblivelse. Man var i opposition til den engelske konge, der havde kunnet pålægge kolonisterne skatter og afgifter. Man var forsigtig med at underlægge sig en ny central myndighed, når det gjaldt betaling af penge til de fælles opgaver. Deraf også den korte valgperiode. De, der kunne tage initiativ til nye skatter, skulle man kunne komme af med efter to år.

Højesteret er uafhængig og en vigtig statsmagt.
    I februar 2016 døde højesteretsdommer Antonin Scalia, 79 år gammel. Det satte straks magtkampe i gang om, hvem der skulle følge efter ham. Han var en konservativ dommer, og hvis præsident Barack Obama valgte at erstatte ham med en progressiv dommer, ville magtbalancen imellem dommerne i Højesteret tippe over til fordel for den progressive tendens. Progressivitet/konservatisme viser sig bl.a. i holdninger til same-sex marriage, homoseksuelle rettigheder i det hele taget, og rettigheder for minoriteter, samt den amerikanske våbenlovgivning.
   Lovene er ofte noget, der kan fortolkes. Og sommetider er love lavet på et meget tidligere tidspunkt end i dag. Og måske ser virkeligheden forskellig ud i de to perioder. Domspraksis spiller en betydelig rolle for, hvordan lovene kommer til at gælde i praksis. Når dommerne i den sidste appelinstans (den føderale højesteret) tager stilling bliver det lov/det fastslås, hvordan en lov skal forstås.
En højesteretsdom kan altså være regelsættende for et retsområde. Hertil kommer, at Højesteret kan tage sager op på egen hånd, f.eks. kan man prøve loves grundlovsmedholdelighed.
    Det er et eksempel på systemet med checks and balances, at præsidenten udpeger en dommer, men udnævnelsen skal godkendes af Senatet. I det nævnte tilfælde truede det republikanske flertal i Senatet med ikke at ville anerkende præsidentens udnævnelse, fordi det angiveligt var for tæt på valget af en ny præsident, og man altså skulle afvente en udnævnelse fra denne.

Der er ingen tvivl om, at præsident Obama havde ret til at foretage en udnævnelse. Og heller ingen tvivl om, at Senatet kunne trække godkendelsen så meget i langdrag, at det blev strakt til efter præsidentvalget i november 2016. Det reelle i sagen er, at det var en politisk magtkamp, som drejede sig om at påvirke Højesterets afgørelser flere år frem.

Valg til Repræsentanternes Hus og Senatet holdes hvert andet år. Senatorer (Senators) vælges for 6 år, således at 1/3 udskiftes ved valgene hvert andet år. Hensigten med dette har været at sikre staterne en kontinuitet i unionsstyret i Washington.
Repræsentanterne (Congressmen) vælges som sagt for 2 år. Samtidig med præsidentvalget hvert 4. år er der altså valg til Repræsentanternes Hus og Senatet. Det blev vigtigt i 2016, da GOP-kandidaten Donald Trump - efter uheldige udtalelser fra sin fortid, kunne risikere at trække mange GOP-kandidater til Kongressen med sig efter et fald i opinionsmålingerne.

Ved valg til Repræsentanternes Hus har man flertalsvalg i enkeltkredse, dvs det er den kandidat, der har fået flest stemmer i hver valgkreds, der er valgt. Øvrige stemmer er for så vidt "spildt" for partiet.

Gerrymandering
Der er mulighed for manipulation ved den måde, Kongresdistrikternes (Congressional Districts) grænser fastlægges. Dette kaldes Gerrymandering. Valgkredsene ved valgene til Repræsentanternes Hus kan altså udformes sådan geografisk, at det sikrer valg/genvalg til den siddende kandidat. Det er den enkelte stats lovgivende forsamling (national assembly), der bestemmer, hvordan valgkredsene dimensioneres, og det sker normalt hvert tiende år efter en folketælling (census). Det har medvirket til lav valgdeltagelse ved valg til Repræsentanternes Hus, idet den demografiske sammensætning kan være sådan via gerrymandering, at "slaget" er vundet eller tabt på forhånd, - og hvorfor så have besværet med at gå hen og stemme? .
Gerrymandering er ikke mulig ved valg til Senatet, fordi staternes grænser ligger fast.

Gerrymandering blev oprindelig opfundet af Elbridge Gerry (1744-1814), guvernør i Massachusetts fra 1810 til 1812. I 1812, underskrev Guvernør Gerry en lov, der omdannede valgkredsene i hans stat, så det blev til fordel for hans eget parti. En valgkreds kom til at ligne en salamander, deraf betegnelsen gerrymander. For at det kan ske til det ene partis fordel, vil det normalt kræve, at partiet både har guvernørposten og flertal i både Senat og forsamling i enkeltstatens parlament.

Systemet er blevet kritiseret i en tale, præsident Barack Obama holdt i staten Illinois' parlament. Præsidenten ironiserede over, at i USA "vælger politikerne deres vælgere. Det burde være omvendt, så vælgerne vælger politikerne". Det vil være det mest demokratiske. Men ikke mindst i svingstaterne går kampen om vælgerne lige til stregen. Det gælder ikke alene distrikternes udformning igennem gerrymandering, men også regler om registrering af vælgere, valglister og afgivelse af stemme:

Baggrunden for North Carolina’s (N.C.) konflikter om stemmeafgivning synes oplagt. Republikanere og Demokrater er her i tæt nævekamp i dette valgår… Kampen om præsidentvalget (i større svingstat, som N.C. er) er meget tæt, og den republikanske guvernør er hårdt presset i sit løb for genvalg. To kongresvalg udspiller sig i distrikter, hvis grænser blev beordret genoptegnet i år, efter at en føderal domstol dømte, at de var blevet gerrymandered med det formål af udvande sorte stemmers indflydelse. (The New York Times 31.8.16).

Det er blevet almindeligt at betegne de vælgermæssige tilknytninger til partierne med betegnelserne "røde" og "blå" stater. De første er de republikanske, de blå de demokratiske. Det skifter fra valg til valg, men et gennemgående træk er, at de nordøstlige og vestlige stater (Californien og nord for) og den industrialiserede nordlige del af midtvesten, er demokratisk og de mere landlige områder i midten af landet og sydpå er republikansk. De sydlige dele af landet og Californien påvirkes i stigende grad af de mange latinoer, der er blevet den største minoritet i USA. I flere byer og områder udgør de efterhånden den største gruppe. Det kan medvirke til et godt valg for Demokraterne, der traditionelt står stærkt blandt amerikanere af mexicansk afstamning.

Når man traditionelt har set på, hvad der deler vælgere, er det f.eks.:
Social klasse (hvilken klasse/socioøkonomisk gruppe tilhører vælgeren, og hvad er den økonomiske interesse, der hører til denne gruppe?)
Køn (mand/kvinde/transkønnet?). At køn kan spille en stor rolle, så man i præsidentvalget i 2016, hvor Hillary Clinton stillede op og havde muligheder for at blive USA's første kvindelige præsident. Hun fik en stor del af sine stemmer fra kvinder.
Alder? Alder spillede også en væsentlig rolle i 2016. Paradoksalt nok blev en af de ældste kandidater, man længe har set, Bernie Sanders, lidt af en ungdomsguru, ikke mindst blandt universitetsungdommen. Det, der var afgørende, var den politik, han ville føre, som vakte en stor del af den uddannede ungdoms begejstring. Og det drejede sig ikke kun om, at han ville reformere studiestøttepolitikken i mere "nordisk velfærdsagtig" retning.
Hertil kommer:
Religion: Hvordan stemmes efter religiøst tilhørsforhold? For USA's vedkommende betyder følgende områder meget: "Bibelbæltet" i Midtvesten og dele af det sydøstlige USA?.

I USA er der mange steder på motorvejene særlige kørebaner for biler med mere end én passager.
I 2006 fik en kvinde i Arizona (bibelbæltet) en bøde for at køre alene i bilen i en sådan bane. Hun
klagede over bøden med henvisning til, at hun var gravid, og der altså var to i bilen. En
domstol dønmte, at en "person" i færdselsloven skal defineres som noget "med plads omkring sig".

Hertil kommer:
Etnisk gruppe (hvilken indvandrergruppe tilhører man, eller kommer ens forældre/forfædre fra)?
Race: Hvilken race (sort, hvid) tilhører man? Hvorvidt race er en gyldig kategori i det moderne Amerika, kan diskuteres. Det er efterhånden blandet så meget op, at de fleste har gener fra begge - eller flere i sig? Og hvad er "race" egentlig, når det ikke længere gyldigt aflæses af hudfarven? Historisk set har race været en konstrueret gruppebetegnelse, der har mærket en gruppe og dermed fastholdt den i et undertrykkelses- og udbytningsforhold.

I de fleste tilfælde kommer socioøkonomisk baggrund (indkomst- og formueklasser) ind som en stærk underliggende faktor.
I storbyernes "gettoområder" kommer social klasse til udtryk igennem dårlig og mangelfuld uddannelse og svag placering på arbejdsmarkedet. Kunne det give anledning til "socialistisk" stemmeafgivning?

Kilde: Pew. Note: Fig. dækker præsidentvalg 1992 - 2016
GOP: Republikanerne. Graduate: bachelor/kandidat. Less educated voter: Lavere uddannet vælger. Lean Democrat: Overvejende Dem.

Demokraterne fik arbejderstemmer under den reformorienterede demokratiske præsident Franklin D. Roosevelt, der blev valgt første gang til præsident i 1933. Republikanerne blev de mere velaflagtes parti. Det begyndte at skifte i 1960'erne, hvor hvide arbejdere begyndte at gå over mod Republikanerne. Der begyndte, især fra 1980'erne og frem, at komme en bevægelse den anden vej, altså fra Republikanere til Demokrater, af uddannede middelklassehvide.
Det er kaldt "det store klasseskifte" i amerikansk poltik, et skifte, der kan siges at være blevet cementeret kraftigt til nærmest uforsonlige modsætninger af to meget forskellige kulturer under præsidentvalgkampen i 2016, hvor den hvide (mandlige) arbejderklasse i stort omfang gik til Trump.

Vælgeradfærd er ikke kun bestemt af baggrundsfaktorer som social klasse mv. Eller man kan sige, at det kun er én måde at analysere det på.
Der er imidlertid også en anden måde, hvor man kigger indad i vælgeren: Vælgerne vil noget med deres stemme udover den økonomiske interesse. Ellers kan man lige så godt blive hjemme på sofaen på valgdagen (hvad der i øvrigt er et meget stort antal amerikanere, der gør). At afgive stemme ved valg er også motivstyret.
Man vil noget med at afgive stemme - ud over at være en robot, der styres af socialklasse, etnicitet eller religion.

Politologer er inde på, at der sker en øget opsplitning i amerikansk politisk kultur og vælgeradfærd i disse år. Amerikanernes bosætningsmønster spiller en stor rolle for dette. Man har tendens til at vælge sin bolig der, hvor de, som man opfatter som sine ligesindede, bor. Det drejer sig ikke alene om de berygtede "gated communities" (aflåste boligenklaver), men også i det hele taget om at bo der, hvor de, der ligner en kulturelt, uddannelsesmæssigt og religiøst bor. Det kan føre til øget polarisering i amerikansk politik, fordi grupper, der ligner hinanden og er ideologisk homogene vil være tilbøjelige til at understrege forskellighederne i forhold til andre grupper. Det kan give "stammeloyalitet" over for egen gruppe, hvor man understreger og ønsker at forstærke de fælles samlende symboler.

Mange kan være vrede på det traditionelle "establishment af levebrødspolitikere i Washington". Man kan altså ønske f.eks. at stemme på en kandidat, der repræsenterer alt mulig andet - og evt noget helt nyt. Der er i amerikansk politik en gammel tradition for noget, man kalder populisme, dvs der stemmes ikke efter en ideologisk Højre-venstre skala, men efter populære sager, der er oppe i tiden, og som en eller flere af kandidaterne til et valg repræsenterer.
Det var denne underliggende holdningstendens hos vælgerne, Donald Trump benyttede sig af i 2016. Han fik, som det ofte blev noteret i medierne, støtte fra vrede, hvide (mandlige) ufaglærte, som var sure over som mænd at være kørt ud på et sidespor, hvor man ikke havde andet end sin "truck og sin gun" at falde tilbage på, når kvinder, latinoer og afroamerikanere i større og større tal vandrede ind i uddannelsesinstitutionerne og gjorde sig gældende i samfundet.
Trumps fortid indhentede ham imidlertid i den første nationale præsidentdebat, hvor Clinton-kampagnen havde hentet en gammel historie frem om hans overtagelse af Miss Universe skønhedskonkurrencen, hvor han havde svinet Miss Universe-vinderen, Alicia Machado, til ved at klage over hendes vægt og angiveligt skulle have omtalt hende med betegnelser som Ms Piggy og Ms Housekeeping (hun er latina). Det var medvirkende til et drop i opinionsmålingerne en måned før valget. Ord: Postgrad: Efter kandidatuddannelse (Ph.D). HS: High School. Kilde for valgdata: Pew.

Globaliseringen og det moderne liv har skubbet på denne udvikling. Globaliseringen af økonomien favoriserer specifikke kvalifikationer og kulturer og marginaliserer andre. Det er i stigende grad vanskeligt for ufaglærte, eller i det hele taget folk med kort uddannelse, at finde jobs i den nye, globaliserede økonomi. En større og større del af de ufaglærtes jobs er outsourcet til underafdelinger af amerikanske virksomheder i Kina og andre lande med lavere lønninger.
De øgede individuelle valg, som globalisering og senmodernitet også åbner for, giver på den anden side muligheder for at bygge partikulære identiteter og livshistorier. Man abonnerer på bestemte TV-kanaler. Man holder en bestemt avis - hvis man overhovedet læser avis. Man besøger bestemte internetsider og chatfora. Valg af partner og job kan via Internettet tilpasses det individuelle CV. Der er forskel på, hvilken profil man lægger ind på conservativedates.com og på democraticsingles.net. Det politiske valg forstærker disse veldefinerede gruppeidentiteter.

I 2016 så man klassepolitikken blive forstærket i form af både rigmanden Donald Trump (dog her mere formuleret som "identitetspolitik") og socialisten Bernie Sanders, der forsøgte at blive Demokraternes kandidat til præsidentvalget. Han appellerede til arbejderne, studerende, højtuddannede og i det hele taget vælgere i byerne med et program, der var betydeligt påvirket af den nordiske socialdemokratiske model, dvs mere velfærd og progressiv beskatning.
Donald Trump appellerede populistisk til bl.a. den hvide arbejderklasse med argumenter om, at USA har mistet alt for mange jobs til Kina og Mexico. Eliten i Washington har siddet og set passivt til, mens mio af jobs er tabt, fordi importen fra de to lavtlønslande er vokset stærkt, og amerikanske virksomheder har outsourcet produktion til dem.

Er underklassen i USA de dårligt uddannede. Nogenlunde sådan beskrives de skjulte klasseskel:

Skiltet, der hænger i Adelgade meddeler: “Crawfords Restaurant, Guns & Ammo”. I vinduet uddyber et oplyst skilt det: “Breakfast, lunch specials; cards, gifts, toys, ammo, guns, groc.”
Indenfor er der en café, der ikke giver sig ud for at være noget fint. Der er hylder med gavekort, dåsemad og forskellige andre ting, herunder også våben og ammunition. Et dådyrhoved hænger på væggen. Familien, der hjælper til i Crawfords, i downtown Boonsboro, Maryland, ejer mere end 100 våben. Allen Crawford, Pam Rutherford og deres fire teenage døtre går på rådyrjagt. Et enkelt dyr giver omkring 80 - 90 pund kød til deres middagsbord, og de forærer skindet og reviret til genbrug. De vil stemme på Donald Trump :
"Du har enten den almindelige mand med Donald Trump eller den priviligerede med Hillary Clinton. Clinton støtter kunne tage bare 80 km eller mindre fra deres fine ejerlejligheder og elegante huse og derude finde nogle, der er nødt til at gå på jagt for at få mad til familien. Jeg tror ikke de er klar over det" (Rutherford til avisen).

Artiklen hævder, at det for englændere ikke er usædvanligt, at socialklasse spiller en stor rolle for vælgeradfærden i et valg. Men sådan er det ikke sædvanligvis i USA. Forestillingen i den amerikanske drøm om, at alle har mulighederne for en god tilværelse, hvis de arbejder nok for det, lægger ikke op til at se klasseskel og social fastlåsthed som afgørende. I meritokratiet (de mest kvalificerede udnævnes til attraktive jobs og styrer samfundet) skulle accent, sans for god påklædning og smag, alt det som sociologen Pierre Bourdieu kalder kulturel kapital, ikke spille en rolle. Men det kommer det måske netop til fremover: "Socioøkonomisk klasse kan afgøre valget i 2016".

Udover social klasse og økonomi var der imidlertid også kulturelle og værdimæssige faktorer, som gjorde sig gældende. Og de kunne måske i nogle tilfælde overskygge økonomi og klasse.
Vælgerundersøgelser op til præsidentvalget viste, at mange hvide vælgere frygtede for de ændringer, der var - og er - i gang i det amerikanske samfund.
At de hvide efter statistiske fremskrivninger vil være i mindretal om få årtier, er ikke i sig selv det mest foruroligende. Det er derimod de ændringer af den hidtil kendte amerikanske kultur og amerikanske værdier, som man frygter, det vil føre med sig.
Ud fra analyser af vælgerdata har forskeren Philip Klinkner fundet frem til, at den sikreste måde at udpege en Trump-tilhænger er at stille spørgsmålet:
Er du enig eller uenig i spørgsmålet: "Er Barack Obama muslim"?
En overbevisning om, at det er han, har 60 pct af Trump-tilhængere, viste det sig.
Det ses som en almindelig såkaldt stedfortræder-holdning (proxy belief). En stedfortræderholdning står som repræsentant for en anden holdning. Og det vil i dette tilfælde sige, at den fjendtlighed over for den første afro-amerikanske præsident, der udtrykkes, er en fjendtlighed, som repræsenterer nogle dybere, underliggende holdninger.
Obama er blevet et symbolsk tegn på de samfundsændringer, mange hvide vælgere frygter.
Det viste sig i undersøgelsen at være et mere sikkert tegn på Trump-støtte, end når der blev spurgt om holdning til: handelstraktater (NAFTA, TPP), holdning til, om "det er blevet sværere at bevæge sig op i indkomsthierarkiet" end det var for den interviewedes forældre. Og det var mere sikkert udtryk for Trump-støtte end at spørge, om de mener, "den amerikanske økonomi er i en værre tilstand nu end sidste år."
Pointen er, at Donald Trump effektivt har spillet på disse frygtens strømninger i de underliggende lag af mange vælgeres bevidsthed. Han har sagt tingene meget direkte og har dermed pirket til de steder, hvor det gjorde "mest ondt" - og måske også lettet mest, når det blev formuleret og kom ud i det fri?

Afro-amerikaneres valgdeltagelse kan være udslagsgivende i svingstater

Hispanics (latinoer) er ofte af politiske analytikere blevet kaldt "the sleeping giant" som følge af deres relativt lave valgdeltagelse. Hvis man kan få dem af hus, kan Demokraterne få et uventet stærkt valg.
Der er normalt, bl.a. som følge af den relativt høje valgdeltagelse, kamp om de afroamerikanske stemmer, ikke mindst i svingstater. Begge partier beskylder det andet parti for at påvirke - eller manipulere/svindle - med stemmedeltagelsen igennem brug af deres "politiske maskiner" (partiorganisationer) og den politiske magt, man har, når man har flertal i en stat.
Udover Florida og North Carolina er der også potentielt udslagsgivende afroamerikanske vælgergrupper i Ohio og Pennsylvania. Enkeltstaternes fastsættelse af regler for registrering af vælgere kan komme på tværs af både grundloven og føderal lovgivning. Flere steder har man set tendenser til udformning af regler, som kan lægge sten i vejen for afroamerikanske eller latino vælgere. Det kan f.eks. være regler om ID i form af foto, restriktioner på tidlig stemmeafgivning, samt et fænomen, der på amerikansk hedder "rensning af valglister ud fra partiinteresser". Da især de lavere sociale lag flytter meget rundt, kan det ramme Demokraterne, når "valglister skal renses". Personer, der faktisk er berettiget til at stemme, kan blive forhindret i det, når de møder op på valgdagen, fordi de er blevet fjernet fra den lokalde valgliste. Og det kan føre til lange køer ved valgstedet, når deres ret til at stemme undersøges.

Partierne i USA er nok løse samlinger omkring nogle ideer, og deres landsorganisation er løs. Men de er stærke m.h.t. at bygge "politiske maskiner" i "the community", dvs finde lokale folk, der støtter, og som er opinionsledere for større blokke af stemmer. Barack Obama byggede sin politiske kampagne op på tværs af disse traditionelle politiske maskiner. "Republikaneren" Donald Trump gik endnu videre. Med ham opløstes forbindelsen til det traditionelle partiapparat på det nærmeste, især i starten af hans valgkampagne i 2016.

“Hvis den vedtages, vil dette være det vigtigste stykke socialpolitik siden loven om Social velfærd (Social Security Act) i 1930'erne og den vigtigste reform af vort sundhedssystem siden Medicare blev vedtaget i 1960'erne.”

Efter Senatet vedtog sin lovpakke om sundhedsreformen den 24.12.09, holdt præsident Obama en pressekonference, hvor han udtalte ovenstående om reformen, der senere blev endeligt vedtaget, men i en noget udvandet form, hvor private interesser i det store amerikanske kapitalistiske sundhedskompleks af forsikringsordninger og privathospitaler kommer til at spille dominerende roller.

De to lovkomplekser fra henholdsvis 1930'erne og 1960'erne var betydningsfulde for samfundsudviklingen i og med, at de blev definerende for amerikansk politik i årene fremover.
Rooseveltreformerne (Social Security) fik betydning for amerikanernes opfattelse af statens rolle i deres liv. Det samme gjorde Lyndon Johnsons "Great Society", hvoraf medicare var en væsentlig del, idet den forsynede alle over 65 med et offentligt tilbud om lægehjælp og hospitalsbehandling.

Hvis Obamas udtalelse skal vurderes i dette historiske perspektiv, betyder det, at Demokraterne under hans ledelse kom i gang med at rulle den liberalistiske Reaganrevolution tilbage.
Den yngre George Bush' forsøg på at få dereguleret og privatiseret Social Security var formentlig denne revolutions sidste markering. Det mislykkedes som bekendt. Og siden har virkningerne af den deregulerede finanssektor i form af finanskrisen sat yderligere mærker i lakken.

Sådan fortolkede det amerikanske web-magasin Politico det:

In this light, health care reform would become a latter-day equivalent of Social Security—a program that quickly evolves into a politically untouchable federal commitment and which fundamentally alters voters’ relationship to Washington in ways that benefit the party of activist government. (I dette lys ville sundhedsreformen bliver det nuværende modstykke til loven om social velfærd - et lovprogram, der hurtigt udvikler sig til et politisk urørligt unionsforpligtelse og som grundlæggende ændrer vælgernes forhold til Washington på måder, som tilgodeser "Partiet for regeringsindblanding" (Demokraterne). Obama Care har fået flere amerikanere med i forsikringsordninger, så det ikke længere er så mange, der står uden sundhedsforsikring. Men i 2016 primærvalgkampene kunne demokraten Bernie Sanders føre kampagne for, at det amerikanske sundhedssystem i højere grad skulle indrettes, så det vil komme til at ligne den nordiske model mere.

Demokraterne er traditionelt partiet for en vis statslig indblanding, mens Republikanerne traditionelt er partiet for størst mulig individualisme og markedsmæssig indretning.

Obama formulerede som et af målene med sin økonomiske politik at "spread the wealth around" ("sprede velstanden"). Af sin modpart blev han beskyldt for at være socialist p.g.a. denne formulering. Der er imidlertid tale om valgkamp, og det er nok grunden til, at den anden præsidentkandidat McCain brugte betegnelsen "socialist". Det siger lidt om den status, dette ord har i amerikansk sammenhæng, mere end, at det siger noget om Barack Obamas politik. Det kan godt være et socialistisk mål at ville have større lighed, og altså "spread the wealth around", men det er der mange andre end socialister, der har arbejdet for. Det kan lige så godt betegnes som "socialliberalt" eller "socialkonservativt" at sprede velstanden.
     En del af Barack Obamas retorik (måde at tale på) kan betegnes som konservativ. Det gælder den måde, hvorpå han fremhæver et personligt ansvar og kernefamiliens værdier.
    I andre dele af sin anvendelse af amerikanske symboler kan han være både socialliberal og konservativ. Det gælder f.eks. hans opfattelse af den amerikanske drøm, som han ser både som noget, der kan opnås i fællesskab med andre og noget, der kan opnås via privat iværksætteraktivitet.
    Mange libertarianere, der var utilfredse med Bush' big government konservatisme (oprustning, terrorbekæmpelse, angreb på frihedsrettigheder) støttede Barack Obama.
     På de to partiers yderfløje eller uden for partierne finder man også andre ideologiske synspunkter.
     Libertær er en politisk bevægelse (minimal stat og maksimal frihed) og et parti i USA. Men det har også været en betegnelse, der blev knyttet til en af de republikanske kandidater i den tidlige fase af primærvalgkampene 2008, Ron Paul. Der er her nærmest tale om en anarkistisk libertær indstilling, imod stat og statslig indblanding og for størst mulig frihed for den enkelte i både økonomiske og personlige anliggender.
    Libertarianere kan adskilles i to lejre: Der er både højrefløjslibertarianere og venstrefløjslibertarianere.
Venstrelibertarianere (f.eks. Noam Chomsky) er imod den økonomiske frihed og friheden til privatejendom i kombination med frie markeder, fordi det ses som noget der fører til koncentration af kapitalmagt og økonomisk ulighed.

Den socialdemokratiske Big Government-tradition går i USA tilbage til Franklin D. Roosevelt (præsident fra 1933 og ind i II. Verdenskrigs-perioden). Han lancerede New Deal politikken, der brød med den foregående republikanske administrations liberalistiske linje. Velfærdspolitikken fortsattes med Lyndon B. Johnson i midten af tredserne (The Great Society).

Med Bernie Sanders som kandidat til primærvalgkampen i 2016 kom skandinavisk velfærdspolitik ind i amerikansk politik.

What Can We Learn from Denmark?
Bernie Sanders skrev en artikel i Huffington Post, hvor han stærkt anbefalede amerikanerne at tage ved lære af dansk velfærd. Det var ikke så lidt, amerikanerne kunne lære, skrev han i artiklen "What can We Learn from Denmark?". Det, han fremhævede, var:

- Først og fremmest sikkerhed og social tryghed for den enkelte borger via et veludbygget socialt velfærdssystem (velfærd fra vugge til grav)
- Børnepasning, man har ret til, og som unge familier har råd til
- Sikrede vilkår for de ældre, der ikke er på arbejdsmarkedet mere
- Indsats igennem skatte- og velfærdspolitikken imod et voksende gab mellem rige og fattige
- Adskillige ugers betalt ferie om året, der er med til sikre imod total nedslidning på arbejdet
- En udbygget solidarisk velfærdspolitik, der fremmer lighedsmålsætninger inden for sundheds- og uddannelsessektorerne
- En mindsteløn, der er dobbelt så høj som den amerikanske
- En arbejdsløshedsunderstøttelse på over 100$ (6-700 kr) om dagen

Sanders lægger vægt på sundhedssystemet i Danmark. Der er frit lægevalg. Gratisk receptmedicin for folk under 18. Selv om sundhedssystemet er universelt (omfattende alle og betalt over skatterne), udgør udgifterne til det blot 10 - 11 pct af det danske BNP, hvor det amerikanske sundhedssystem, i privat regi og uden at være universelt dækkende, koster "næsten 18 pct af det amerikanske BNP".

Når det gælder børnefamilier, skriver Sanders, forstår danskerne, at de første år i livet er afgørende for et menneskes følelsesmæssige og intellektuelle udvikling. Derfor er der lang forældreorlov. Og det offentlige dækker 3/4 af udgifterne til børnepasning; og det er endnu mere for lavindkomstfamilier.

Sanders fremhæver den lettere adgang til højere uddannelse i Danmark. Hvor amerikanske unge kan se frem til at være over 25.000$ i gæld, fordi de ofte skal betale for selve undervisningen og låne sig frem, kan danske unge nyde godt af gratisk undervisning og SU.

Det nævnes endvidere, at Danmark ruster sig imod globaliseringens udfordringer ved at satse på vidtgående efteruddannelse til lønmodtagerne, så de kan blive opkvalificeret til at udvikle den danske konkurrenceevne. Det skulle give muigheder for at langtidssikre velfærden i en globaliseret verden, hvor konkurrencen udefra kan blive hård.

Populisme

Præsidentvalgkampen i 2016 fik mange til at stille spørgsmålet, om to-partisystemets rolle er ved at være udspillet i USA? Var partier og ideologier ved at blive afløst af populisme, hvor enkeltsager sættes i fokus, og man udelader partier og ideologier.
Populismen er en gammel tradition i USA, der går helt tilbage til det 19. århundrede.
Ordet er afledt af det latinske ord populus, som betyder "folket". Det er "folket" imod eliten - "os" mod "dem".
"Dem" kan typisk være eliten i Washington.
Eliten kan i det hele taget være, ikke blot politikerne i Washington, men også den forretningsmæssige elite i New York og Wall Street.
En populistisk politiker udnytter modsætningen ved at appellere direkte til folket, på tværs af traditionelle politiske partiers organisationer. Man kan sige, at Donald Trump i 2016 gav populismen nyt liv i amerikansk politik. Han kom netop til ved at tilsidesætte den traditionelle republikanske organisation igennem appeller direkte til folket via sine massemøder (mass rallies) og sin kommunikation til vælgerne over de sociale medier (jvf mere herom nedenunder).

David Eastons systemmodel af det politiske system (jvf diagrammet i tekstboksen ovenover) kan give indtryk af det politiske system som en velfungerende maskine, der forarbejder krav til politiske beslutninger, og som fungerer ved, at støtten fra vælgerne er en slags brændstof, der holder maskinen i gang.
De senere års udvikling i amerikansk politik er ved at gøre denne beskrivelse til lidt af en karikatur. Under Barack Obamas 8-årige præsidentperiode var lovmaskineriet flere gange ved at gå i stå, når det republikanske flertal blokerede for nødvendig lovgivning, f.eks. vedtagelsen af finansloven, som Republikanerne gjorde betinget af, at gældsloftet (fastsættelsen af en grænse for statens gæld) ikke blev overskredet, og alle unionsregeringens ansatte måtte sendes på tidlig ferie, føderale programmer indstilles, etc. The Affordable Care Act (Obamacare) har udviklet sig til "The Unaffordable Care Act", bl.a. fordi de mange kompromiser om den i Kongressen har gjort den til et misfoster af en blanding af private forsikringsordninger og offentlige tilskud til de dårligere stilledes forsikringer, så den er blevet et let offer for republikanske politikeres populistiske og enkeltsagsbaserede angreb.
Donald Trumps valgkamp med brug af slogans baseret på enkeltsager ("build that wall", "lock her up", "the system is rigged") og anvendelsen af "whitishness"-identitetspolitik har afsløret - og bygget videre på - sådanne delinger i det amerikanske polity (politiske fællesskab), at venstresiden af Eastonmodellen igen fremtræder som en karikatur. Det er ikke vælgerne som et folk, der stiller krav. Det er "folket" (læs: et 25% udsnit af det), som promoverer en politiker frem til landets højeste embede i den tro, at han kan redde dem fra en udvikling, de ellers ser som truende og uafvendelig.
Man har allerede set selvsamme politiker som President-Elect springe det repræsentative demokratis procedurer over, når han i sine tweets går til angreb på enkeltvirksomheder og personer.
Det amerikanske demokrati bygger i princippet på magtens tredeling. Præsidenten er det ene ben i denne tredeling. Det er ikke i overensstemmelse med spillereglerne, at et sådant magtcenter kaster sig ud i personfnidder, angriber et nationalt medies nyhedskriterier, eller antyder, at nationens efterretningstjenester giver ham mindelser om Nazi-Tyskland. Det er populisme i en form, hvor den politiske leder optræder som den dømmende og straffende patriark, hvorved han trækker præsidentembedet ned på et niveau, der gør ham selv til let offer for angreb.

Nye politiske delinger
Amerikanere har traditionelt været stolte af deres to-partisystem, der gav et demokratisk valg imellem to alternativer og dermed gode muligheder for regeringsdannelse.
Præsidentvalgkampene i det 21. århundrede har imidlertid vist nye opdelinger af den traditionelle VH-skala, jvf figuren herunder, hvor man ser den traditionelle Venstre-Højreskala suppleret af en skal omkring globalisering/frihandel ctr økonomisk nationalisme. Hertil kommer så også en grøn dimension, der f.eks. blev udtrykt ved kravet om en grøn New Deal.

Selve det præsidentielle system og valgmåden med flertalsvalg i enkeltmandskredse vil fortsat favorisere et to-partisystem. Nogle så da også udviklingen med Trumps patriotisme (America First) mere som en krise for Republikanerne, der var blevet smadret af en ny populistisk højre-strongman, end som en varig ændring af to-partisystemet.
Efter Donald Trumps sejr ved præsidentvalget i november 2016 stod det klart, hvor store de ideologiske modsætninger hos Republikanerne er. Trump bryder grundlæggende med mange af de traditionelle republikanske læresætninger. En stor del af republikanerne er frihandelstilhængere. Trump vil bryde med USA's handelsaftaler og indføre told på varer fra udlandet. Republikanerne har stået for en konservativ skatte- og finanspolitik med krav om nedskæringer på de offentlige budgetter og balance på det føderale budget. Trump vil øge udgifterne og sænke skatterne. Trump vil byggen mur til Mexico og deportere indvandrere, der opholder sig illegalt i USA. Den mere moderate del af Republianerne vil ikke gå til sådanne yderligheder. Mange virksomheder er afhængige af tilførslen af billig arbejdskraft.

Kampagnefinansiering
De politiske partiers arbejdsformer op til valg er i vidt omfang lokalt bestemte.
Der er store forskelle i måderne, hvorpå der arbejdes på græsrodsniveau. Kandidater støttes økonomisk via bidrag. Lovgivningen har fastlagt grænser for, hvor mange penge der må gives, men der er ingen, der kan forhindre nogen i at samle en større gruppe af bidragsgivere (bundling), der hver især giver det legalt angivne beløb. Herved kan der samles store pengebeløb ind. Det er almindeligt at samle penge ind ved store middage, hvor der betales en høj kuvertpris, og kandidaten møder op og holder en tale.Der er også mulighed for at sponsorere konferencer og events. Systemet er demokratisk betænkeligt, fordi store bidragsgivere eventuelt favoriseres bagefter ved udnævnelser til politiske poster. I USA har man det såkaldte spoilssystem ("et system til fordeling af "byttet""), der giver en nyvalgt præsident mulighed for at besætte nogle tusinde poster. F.eks. er USA's ambassadører i fremmede lande og ved internationale organisationer politisk udnævnt.
Præsidentkandidater kan få et offentligt beløb i støtte til at føre valgkamp for. Denne mulighed blev indført i et forsøg på at dæmme op for penge-i-politik problemet. Barack Obama sagde i 2008 nej til at få disse penge. Herved var han ikke nødt til at underlægge sig de offentlige regler for at få støtten. Og han kunne i øvrigt samle langt flere penge ind udenom dette offentlige støttebeløb (over 150 mio $ i løbet af september 2008). Donald Trump kampagnen har også samlet mange penge ind i små bidrag. Donald Trump har også kommenteret debatten om money and politics ved at sige, at i hans tilfælde er det ikke et problem, fordi han har angiveligt så mange penge, at han bare kan bruge af sine egne. Dermed risikerer han ikke, ifølge ham selv, at komme under nogen anden pengemagts indflydelse.
Pengene bruges bl.a. på dyre TV-reklamespots.
Mange af de velmente forsøg på at adskille penge og politik led desværre skibbrud i 2010 i en Højesteretsafgørelse. I den berømte (eller berygtede) Citizens United Højesteretsafgørelse (5 mod 4 dommerstemmer) afgjorde Højesteret, at støtte til politiske kampagner har noget med ytringsfrihed at gøre. Sådan kan forfatningen selvfølgelig tolkes, og det har igen givet frit slag for, at pengeinteresser kan komme i spil i forhold til kandidater og politiske kampagner. Derfor forlanger mange nu, at der skal vedtages en ny Amendment (tilføjelse til forfatningen), der effektivt kan adskillige den stærke pengemagt i det amerikanske samfund fra den demokratiske politiske proces. Det var et af de centrale krav i f.eks. Bernie Sanders' kampagne, og det nyder bred støtte blandt mange vælgere. Men det er en lang og sej proces at få en ny Amendment igennem det politiske system.

Organiserede interesser, f.eks. erhvervsorganisationer, er repræsenteret i hovedstaden Washington i dyre kontorpaladser, og de forsøger med alle tilgængelige virkemidler at få indflydelse, herunder også ved at give penge til kandidater.
Før et valg er der masser af aktivitet på gadeplan. Især Demokraterne forsøger at få folk til at registrere sig som vælgere. Republikanerne har omvendt forsøgt at gøre det sværere at stemme, idet der angiveligt er tilfælde af folk, der har stemt uretmæssigt. Det ønsker man at stoppe. Derfor kræver de, at der indføres regler omkring legitimering via foto o.lign.

Primærvalg er en metode til valg af partiets kandidat til et valg. Når det gælder præsidentvalget, starter primærvalgene næsten et år før selve præsidentvalget i november. I 2008 fandt det første primærvalg sted i januar.
Der er også på dette punkt lokale forskelle på procedurer. Som nævnt kan der vælges ved primærvalg eller caucus. Ét princip er winner-takes-all. I så fald er det den kandidat, der får flest stemmer, der tager alle de delegerede, der vælger præsidentkandidaten ved det store nationalkonvent i løbet af sommeren, hvor partiet endelig vælger præsidentkandidat.

Caucussystemet (lokale partimøder) kan føre til, at en kandidat får flere stemmer, men færre delegerede end den anden kandidat. Det skete f.eks. i Nevada i 2008. Her fik demokraten Hillary Clinton 51 pct af stemmerne, Barack Obama, en anden demokratisk kandidat, kun 45 pct. Men Obama fik en delegeret mere end Clinton til det demokratiske nationalkonvent. Det skyldtes, at Clinton vandt store caucuses, mens Obama vandt mange mindre caucuses. I denne stat var det ikke winner-takes-all for hele staten, men resultatet i hver caucus, der var afgørende.
Nevada er præget af en stor servicesektor og oplevelsesøkonomi (Las Vegas med spillecasinoer m.v.). Det er samtidig præget af en stor organiseringsgrad på arbejdsmarkedet. Hele 15 pct af statens arbejdsstyrke står i fagforening, hvad der er usædvanligt for privat-sektor ansatte i USA. Mange af disse mennesker arbejder på skiftehold, og deres fagforeninger havde indleveret en klage over, at de derfor ikke kunne deltage i caucuses. Det blev derfor bestemt, at der kunne arrangeres caucuses på arbejdspladserne.

Det blev imidlertid indbragt for de lokale domstole af Clintonlejren med krav om, at man skulle gå over til ”almindelig” caucusafholdelse, som det kendes fra andre steder i USA. Hillary Clintons advokater tabte sagen, og dette nye interessante indslag i amerikansk politik kunne nu holde sit indtog.

Det kræver godt et par tusinde delegerede ved konventet i sensommeren at afgøre nomineringen (2025 for Demokraternes vedkommende).
Hvis billedet er uklart, kommer de såkaldte superdelegerede (superdelegates) til at spille en større rolle i valget. De vil i tilfælde af en mudret delegeretsammensætning kunne afgøre det til den ene eller anden kandidats fordel. Hos Demokraterne består de superdelegerede af de demokratiske guvernører og medlemmer af Kongressen, samt tillidsfolk fra partiet. Systemet med superdelegerede blev skabt i 1982, hvor det var ment som et system, der skulle give noget af magten over nomineringsprocessen tilbage til partiets organisation, så det ikke kun var aktivister, der havde været aktive i primærvalgkampene, der kom til at gøre udslaget. Risikoen ved dette var, at man kunne komme til at genoplive tidligere skandaleombruste partikonventer, f.eks. partikonventet i Chicago i 1968, hvor partiaktivister demonstrerede og anklagede parti-insiderne for korruption og udemokratiske procedurer.
Der er ikke klare regler for, hvilke retningslinjer de superdelegerede skal stemme efter. New York Times skriver 10.2.08: "Skal de ratificere de almindelige delegeredes beslutning og stemme for den kandidat, der er foran i juni, lige meget hvor lille føring, denne har? Er de forpligtet til at følge den stemme, der er afgivet af vælgerne i deres valgkredse i primærvalg eller caucuses? Eller skal de simpelthen følge deres samvittighed og stemme for hvemsomhelst, de synes er den bedste at nominere? (.....) I det tætte løb om den demokratiske præsidentielle nominering i 1984 støttede de superdelegerede i overvældende grad Walter F. Mondale, hvorved de hjalp ham med at vinde over Gary Hart. I år er konkurrencen mere intens, og de superdelegeredes støtte er mere ligeligt fordelt" (mellem Clinton og Obama).

USA har, som det er fremgået, et præsidentialsystem. Præsidenten er både regeringsleder for regeringen i Washington og statsoverhoved. Præsidenten vælges hvert fjerde år af de amerikanske vælgere.

Præsidenten kan kun vælges igen én gang. Formelt set er det et indirekte valg, der foretages, idet der vælges valgmandsstemmer til et valgmandskollegium, som så vælger præsidenten. Valgmandskollegiet har et antal medlemmer, der svarer til antallet af medlemmer af Repræsentanternes Hus og Senatet, samt tre fra District of Columbia (DC), hvor hovedstaden Washington ligger. I alt 540. Der skal altså over 270 stemmer i valgmandskollegiet til for at blive valgt.

Den kandidat, der får flertal i valgmandskollegiet, er ikke nødvendigvis den, der har fået flertal i vælgerbefolkningen. I 2000 vandt George W. Bush således over Al Gore, selv om den sidste fik flest stemmer blandt samtlige vælgere.
Bush vandt derimod et flertal af valgmænd. Det var endda sådan, at der til det sidste opstod tvivl om resultatet i den udslaggivende stat Florida. Det bevirkede, at Højesteret skulle udtale sig om, hvordan valget i Florida var gået. Højesteret resolverede, at George Bush havde vundet i Florida, hvorved han havde flertal i valgmandskollegiet og dermed altså blev præsident. Det har fået kritikere til at sige, at det var Højesteret, der valgte USA's præsident det år.
    Valgmandskollegiet blev oprindelig lavet p.g.a. de lange afstande og transporttider til Washington.
Som visse andre dele af forfatningen kunne valgmandskollegieinstitutionen nok trænge til nogle reformer. Det er imidlertid ikke let at ændre forfatningen.
   Filosofien bag valgmandskollegiet var også, at man lokalt skulle vælge mænd, der kunne tage ind og vælge en præsident, hvor de skulle have mulighed for at stemme efter deres samvittighed. Konventionen, som den har udviklet sig, har gjort, at det opfattes som en pligt at stemme på den, der har fået flest stemmer i staten. Det almindelige er altså blevet winner-takes-all princippet. Når en præsidentkandidat har fået bare én stemme mere end den anden, får vedkommende alle valgmandsstemmerne.
    Det gælder altså om at vinde i de afgørende stater, når stemmerne står nogenlunde lige, hvad de ofte gør. Det er almindeligt, at de to kandidater lægger sig ind imod midten og kæmper om midterstemmer. Dermed kommer kampen også til at stå om stater, hvor de står nogenlunde lige, dvs swingstater.

Med milliardæren Donald Trumps opstilling i 2016 blev Republikanerne udfordret i alvorlig grad. Da Trump meddelte sin kandidatur til præsidentvalget, skete det med stort bravour. Han steg ned fra højderne i Trump Tower i New York og forkyndte med raseri for pressen, at "The American Dream is Dead". Det var en populistisk erklæring, der skulle mere end antyde, at kampen mellem elite og folk nu måtte ind i en ny fase. Forestillingen om, at de underste i samfundet kan være tilfredse med drømmen om at blive rig i det markedsøkonomiske samfund måtte lægges til side, - i hvert fald indtil der var blevet ryddet op i "sumpen i Washington".
Det var dog ikke kun i relation til den hvide underklasse, at "drømmen" var død, men også i relation til indvandringen, som foruroligede mange amerikanere. Temaet om "drømmens" helbredstilstand var et tema, Trump kunne vende tilbage til igen og igen efter, han var blevet præsident.

Det repbulikanske establishment, partiets inderkreds, blev taget på sengen af rigmanden, der med hurtige populistiske slogans fra både højre og venstre blev en vælgerdamptromle, der fejede de andre kandidater til den republikanske nomering til side. Det var med let overskuelige punkter, som det fremgår af en BBC-opgørelse, hvor programmet - og dets grad af gennemførelse - sammenfattes i nogle enkle temaer:
Skattenedsættelser, Paris-klimaaftale, påvirkning af Højesteret via udnævnelser, Bombning af IS, bringe tropperne hjem, etc.
Hertil kom krav til handelsaftaler og international økonomi, bl.a. at Kina skal erklæres for en valutamanipulator, der skal rette ind efter amerikanske ønsker om en mere ligelig samhandel! Det er senere blevet til indførelse af importtold på kinesiske varer
Der skal bygges en mur mod Mexico, og mexicanerne skal selv betale for den. Illegale immigranter skal deporteres, etc.

Trump spillede på temaet omkring den amerikanske økonomis grad af åbenhed contra lukkethed over for omverdenen. Globaliseringen var med andre ord sat på dagsordenen.

"Amerikanisme, ikke globalisme, skal være vort credo", sagde Trump i sin nomineringsacceptance tale ved Republikanernes konvent i Cleveland. Globaliseringen, der ellers som helhed havde givet amerikansk økonomi meget medvind (jvf gennemgangen nedenunder), var blevet omdrejningspunkt for en ny amerikansk populisme, der også påvirkede de andre kandidater. Hillary Clinton begyndte at udtrykke skepsis over TPP (Transpacific Partnership Agreement), handelsaftalen med en række stillehavslande, som Obama-administrationen havde forhandlet for USA, og som ventede på ratificering i Kongressen. Hos Trump var det parret med xenofobiske (fremmedfjendtlige) holdninger til minoritetsgrupper, f.eks. muslimer ("Stop for indvandring") og latinoer ("mur mod Mexico").
Men det kan også ses som en måde at tage traditionelle venstrefløjssager og servere dem i en anden garnering, og det kan være det, der appellerer til arbejderklassevælgere. Der er ikke mange i den amerikanske elite, der har talt om handelsaftaler og frihandel som job-dræbere. Men sådan kan arbejdere, der mister deres jobs se det.

Hvorfra får Trump sine vælgere? Det interessante er, at han bygger en ny vælgerkoalition, som ikke er prøvet før.

USA er en forbundsstat med en deling af magt til at lovgive mellem unionsregeringen i Washington og enkeltstaterne. Alt, hvad der ikke direkte er tillagt forbundsregeringen i Washington, er enkeltstaternes domæne. Hvis enkeltstaternes lovgivning kommer i karambolage med det, Kongressen i Washington vedtager, er det dog unionsregeringens lov, der gælder.
Men derudover er USA ret decentraliseret med meget magt lagt ud til enkeltstaterne.
Hvem tager sig så af hvad?:

Decentraliseringen viser sig f.eks. i dag i uddannelsessystemet. Det er enkeltstatsdomæne, men selv inden for enkeltstaten er det på det nærmeste brudt helt ned på skoledistriktsniveau. Staten vil normalt lave de overordnede rammer for inddeling i skoleformer, overgang mellem niveauer o.lign. Det enkelte skoledistrikt fastsætter imidlertid selv mange ting. Der er ikke en national standard på føderalt niveau i Washington, som alle skal følge, og det ser mange som et problem i den globaliserede tidsalder, hvor man kan risikere at sakke agterud i forhold til Asien og Europa.
Det føderale niveau kan forsøge at blande sig, som det f.eks. skete med præsident George W. Bush' ”No Child Left Behind” ("Intet barn skal sakke bagud") politik, og den kan føre til føderale mandates, men de er mest vejledende. Forfatningen bestemmer, at alt, hvad der ikke direkte er unionens domæne, det er enkeltstaternes område, og det vogter staterne som regel over. Da der ofte heller ikke følger ret mange penge med, kan selve udførelsen blive af tvivlsom værdi.

Det er de økonomiske realiteter, der kommer til at bestemme, om man virkelig skal have ressourcer nok til at give kineserne kamp til stregen i PISA-undersøgelserne (internationale sammenligninger af, hvad eleverne kan). Da skolerne mange steder i USA får en væsentlig del af finansieringen fra ejendomsskatter, afhænger bevillingerne delvist af disses højde. Det kunne derved blive ejendomsvurderingerne, der kom til at bidrage til lokale forskelle i niveauet. Ejendomsskatterne er meget lavere i skoledistrikter, hvor der bor mange fra minoriteterne. Der mangler finansielle udligningsordninger, der effektivt kan udligne disse forskelle. I Californien kommer over en femtedel af skolebevillingerne (fra børnehave til 12. skoleår) fra ejendomsskatter. Samtidig har ejendomsskatterne været en af de sager, der har været stemt om igennem vælgerinitiativ (et vist antal vælgere skriver under på, at en lov skal til folkeafstemning), hvad der har ramt skolefinansieringen, så der har måttet laves drastiske besparelser på skolerne. Samtidig med præsidentvalget og valget til Kongressen 8. november skal vælgerne i Californien stemme om Forslag 51, ifølge hvilket Californien skal udstede obligationer til en værdi af 9 mia $ til reparation af skolerne i staten. Man har ikke kunnet blive enige om at hæve skatterne. I stedet øger staten sin gæld.
”No Child Left Behind” politikken blev kritiseret for at føre til faldende kvalitet af eksaminer og uddannelser, fordi enkeltstaterne kontrollerede den nærmere udformning af regler og tests, og mange steder ønskede man at få flere unge igennem til college. På universiteterne klagede man over et faldende niveau, ikke faldende karaktergennemsnit, men devaluering af niveauet igennem udhuling af kravene, så en karakter A i dag måske er det samme som et C nogle år tidligere.
Det er karakteristisk for kampen mellem centralt niveau og statsligt/lokalt niveau, at problemerne ikke blev løst igennem lovgivning i Washington, men igennem initiativer på statsligt niveau (uddannelse er jo enkeltstatsanliggende). Det var især f.eks. staten New Yorks uddannelsesmyndigheder og lærerstabe, der blev igangsættere af Common Core (Fælles kerne) initiativet, som udviklede sig fra slutningen af 00'erne og frem.
44-46 stater og District of Columbia tilsluttede sig initiativet, som bestod i udvikling af fælles standarder og normer for, hvad elever og studenter skal kunne, og hertil hørende fælles tests. På denne måde forsøgte USA at løfte sig selv op ved hårene rent uddannelsesmæssigt, hvad der kom til at føre til mange problemer, når det skulle gennemføres lokalt. Common Core blev en af de centrale sager i republikaneren Donald Trumps kampagne til præsidentvalget i 2016. Det var et uvæsen, der kort og godt skulle nedlægges, hvis det stod til ham. Common Core blev anset for en i starten liberal sag, men efterhånden kom der også kritik fra venstre side imod det fælles initiativ til højnelse af det faglige niveau i uddannelserne.

USA kan i mange tilfælde vise sig at være mere decentraliseret end EU, når det gælder, hvad enkeltstater har kompetence til, og hvad centralmyndigheden bestemmer. Man har ikke været underlagt EU-kommissionens harmoniseringsbestræbelser, som har skullet gøre markedsbetingelser ensartede i hele den europæiske unions indre marked.
En sikkerhedsvagt med en licens, der giver ret til at udøve hvervet, skal have 3 års uddannelse i Michigan, men kun omkring 2 uger i de fleste andre stater. I USA er over 1000 erhverv/stillingsbetegnelser reguleret af en eller anden enkeltstat, men kun 60 er reguleret i alle stater. Det er medvirkende til at give forskelle i lønniveau, idet regulerede erhverv/stillinger kan blive knappe på arbejdsmarkedet og derigennem få løn og personalegoder presset op i forhold til, hvad der er muligt i andre erhverv.
Decentraliseringen viser sig ved, at der er fleret tusinde politimyndigheder, lige fra New York Police Department med 42.000 ansatte ned til f.eks. et universitets eller andre lokale enheders egne politienheder. Det er kun igennem eventuelle centrale krav til uddannelse og våbenhåndtering m.v., at der kan ske central styring.

Pork Barrel betyder egentlig en "tønde svinekød". Udtrykket går tilbage til slavetiden, hvor slaver kunne blive belønnet med en tønde saltet kød. Udtrykket bruges i dag om politik, hvor de lokale interesser favoriseres, f.eks. når det lykkes for en senator eller repræsentant at få bevillinger igennem til lokale interesser hjemme i valgkredsen, evt. folk, der har støttet ham eller hende i valgkampsarbejde.

Lokale interesser kan generelt blive tilgodeset via de såkaldte earmarks, som er en slags tillæg til føderale bevillingslove (finanslove). Det kan f.eks. være et community sports center, et universitet, et infrastrukturprojekt el.lign., man får puttet ind i en føderal bevillingslov som en "earmark".
Lokalt vil man opfatte sådanne politikere som dygtige. De er gode til at gøre noget for folks at home. Det kan imidlertid blive et problem for en sådan politiker, hvis man vil gøre karriere i national, føderal politik. Så vil medierne begynde at bore i, om man har været alt for ihærdig i jagten på earmarks, så man derved mister troværdighed som en politiker, der kan arbejde for amerikansk nationale interesser.

Magtens tredeling er ret præcist beskrevet i den amerikanske forfatning. Alligevel kan der opstå gnidninger mellem præsident og Kongres.
Det kan gøre det lettere for præsidenten at få sine forslag igennem, når hans parti har flertal i det ene, eller helst begge kamre. Men det er ikke altid en tilstrækkelig betingelse for et gnidningsfrit samarbejde, at det præsidentielle parti har flertal. Medlemmerne kan ofte være under kraftig indflydelse fra grupper i det område, hvor de er valgt. Og de kan undertiden være mere enige med "ideologisk ensartede" medlemmer af det andet parti, end de er med partikammeraterne.

Endelig er der den såkaldte filibuster, der kan bringe Senatet i en tilstand, hvor det ikke er i stand til at vedtage noget, fordi det sandes til i gammeldags politiske procedurer. Det ender i frugtesløs hesteprangerpolitik, som man har set det i sagen om sundhedsreformen. Under præsident Bill Clinton forsøgte man at gennemføre en stor sundhedsreform. Det lykkedes ikke.
    Eller det ender i ingenting, som man har set det i sagen om Kyoto-protokollen og Københavnstopmødet om klima, hvor man kunne se, at det var Senatet, der var bagstopper for en præsident, der godt ville gå videre. Senatet skal godkende traktater, USA indgår med andre lande.

Det politiske systems tilsanding i procedure viser sig som sagt i den stadig hyppigere brug af Filibustere. En filibuster består i, at forhandlinger trækker i langdrag, idet modstander efter modstander stiller sig op på talerstolen og taler i det uendelige, indtil Senatet opløses, fordi man går på ferie. En filibuster kan kun stoppes af et flertal på 60 senatorer (ud af 100), og det kan selvsagt være svært at mobilisere så mange. Muligheden for filibuster er ikke nævnt nogle steder i den amerikanske forfatning. Det er noget, Senatet selv har fundet på. På samme måde som reglen med de 60 for via en procedureafstemning at stoppe filibusteren.

Det kunne være et underholdende indslag i en forsamling af gamle mænd, hvoraf en stor del er mangemillionærer i $ og har modtaget donationer fra pengeinteresser til deres valgkampe. Hvis det altså ikke lige var fordi, USA er en global magt, hvor det politiske system gerne skulle kunne træffe effektive beslutninger.

Problemet er jo, at vælgerne snydes. Det er ganske enkelt udemokratisk. I 2008 vandt Demokraterne stort i både præsidentvalget og valget til Kongressen. Demokraternes måske største valgkamptema var en sundhedsreform, der kunne give stort set alle amerikanere en sundhedsforsikring. Det var der over 40 mio., der ikke havde. I ethvert andet demokratisk politisk system ville de med den andel af stemmerne have fået et mandat til at få deres politik igennem. Republikanerne kunne bruge filibusteren, muligheden for at maratonsnakke på talerstolen - sammenholdt med den besynderlige regel, som siger, at der skal 60 ud af Senatets medlemmer til for at stoppe en sådan debat, der kører i evighed (filibuster). Disse ting står der ikke noget om i forfatningen. Når man skulle "overtale" tvivlende senatorer (fra begge partier) til at stemme for, fik disse senatorer en umådeholden stor indflydelse på lovgivningen.

Det er ikke bare et spørgsmål om sundhedsreform. Demokraterne havde også ønsker om at vedtage et sæt af regler om bedre regulering af den finansielle sektor, så USA kunne få i et et fungerende finansielt-økonomisk system, hvor der var behov for at regulere Wall Street bankerne. Denne lovgivning kom først igennem i 2010 under navnet Dodd-Frank reformerne, Der stilledes herunder krav til bankerne om ikke at spekulere med egne penge (proprietory trading), så banksektoren kunne blive sikrere. Hertil kom andre reguleringer og tilsyn, som skulle sikre imod en gentagelse af finanskrisen i 2008. President Elect Donald Trumps overgangsteam erklærede i 2016 at ville afskaffe en del af disse reguleringer.

Den amerikanske politolog fra University of California Barbara Sinclair har undersøgt anvendelsen af filibusteren. Det viser sig, at den anvendes i stærkt stigende omfang. I 1960'erne var det kun 8 pct af vigtigere lovgivning i USA, der blev berørt af det, der med en eufemisme kaldes "extended debate related problems". Borgerrettighedslovgivningen i 1960'erne var berørt af det. Ellers var det ikke så udbredt. Men det er det blevet. I dag er det sådan, at minoritetspartiet i Senatet bruger truslen om filibuster til at blokere snart enhver lov, den ikke bryder sig om. I 1980'erne var det steget til 27 pct af al lovgivning. Og efter at Demokraterne fik kontrollen over Kongressen ved midtvejsvalget i 2006, er det steget til 70 pct.

Det har under præsident Obama især været republikanerne, der har været aktive i denne parlamentariske sabotagepolitik. Rent statistisk var de ikke nær så meget anvendt under George W. Bush (2001 - 2008). Og Bush fik vedtaget vidtrækkende ting, har konservative senatorer argumenteret som svar på kritikken af deres brug af filibusteren.
    Men det kan også hænge sammen med, at Bush var en "buy-now-pay-later president". Hans voldsomme udvidelser af forsvarsbudgettet og øgede bevillinger til Medicare var underfinansierede. Og argumentet er altså her, at det er let nok at være populist, når man ikke forsøger at få den populistiske politik finansieret.

Men er det da bare et spørgsmål om forskellig politisk kultur i de to lejre? Det er det måske nok. Men det er også et resultat af stadig mere polariseret politik i landet under præsident Obama. Det er ironisk, idet Obama gjorde sig til talsmand for en "forsoningens politik", hvor de modstående politiske fløj skulle komme hinanden i møde.
    Der er åbenlyst behov for reformer af Senatets forhandlingsprocedurer. Problemet er bare, at sådanne reformer mødes af, ja... gæt engang!!

Sundhedsreformen blev vedtaget af Senatet i december 2009 med 60 stemmer (alle Demokrater) mod 39 (alle republikanere. Det er ret enestående i amerikansk politik, at der sker en så klar afstemning efter partilinje. Forinden var den vedtaget i Repræsentanternes Hus i november 2009 med 220 stemmer imod 215. Da de to versioner af loven fra de to kamre ikke er identiske, skal der forhandles en samlet lov, der kan vedtages i begge kamre, inden loven går videre til Præsidentens underskrift. Ifølge loven skal næsten alle amerikanere, bortset fra de fattigste, have en sundhedsforsikring, der leveres af private forsikringsselskaber. Staten vil yde støtte til dem med lavere indkomster og middelindkomster med et beløb på knap 900 mia $ over ti år ifølge Kongressens Budgetkontor (the Congressional Budget Office). En stor del af de fattigste amerikanere bliver indrulleret i Medicaid-programmet, hvor de får en grundlæggende sundhedsdækning.

Den således vedtagne reform svarede ikke helt til præsident Obamas egne ønsker til, hvordan en reform skulle se ud. Mange undrede sig over, hvorfor han ikke var trådt mere i karakter og forsøgt at påvirke politikerne til at gennemføre en mere offentlig præget ordning. Der var kritikere, der mente, at det ville komme de private forsikringsselkaber for meget til gode med et helt privat forankret system. Men præsidenten har formentlig ikke ønsket at polarisere amerikansk partipolitik mere end det var i forvejen. Derfor holdt han en relativt lav profil og lod Kongressen komme igennem med det, der var muligt.

Overruling af et præsidentielt veto
Som vi har været inde på, kan præsidenten nedlægge veto imod en lov vedtaget i Kongressen. Der er imidlertid mulighed for at overrule (nedstemme) et præsidentielt veto, men det kan kun ske med 2/3 flertal i begge Kongressens kamre.
Den 28. september 2016 overrulede Kongressen et præsidentielt veto imod en lov, der var vedtaget i Kongressen, og som gav familiemedlemmer til ofre for 9/11 terroraktionen imod World Trade Center i 2001 mulighed for via retssager at kræve erstatning fra eventuelle sponsorer af terroristerne. 15 af terroristerne var angiveligt fra Saudi Arabien. Der havde længe verseret historier om, at Saudi Arabien var vidende om terroraktionen og måske endda støttede den. Det kunne der nu med loven blive mulighed for at få afprøvet i en amerikansk ret. Saudi Arabien protesterede imod lovens vedtagelse og afviste enhver involvering fra saudiske myndigheder i aktionen.
Vedtagelsen af loven var en bet for den amerikanske præsidentmagt, der kunne henvise til mulige kommende belastninger af forholdet til ikke alene saudierne, men mange mulige allierede rundt omkring i Verden, når loven evt ville blive brugt til andre formål, f.eks. retsforfølgelse af amerikanske statsborgere. Princippet om nationalstatens og dens repræsentanters immunitet ("urørlighed" retsligt) igennem folkerettens respekt for den nationale suverænitet blev sat overstyr, hvad der ville kunne vanskeliggøre interessevaretagelsen for en supermagt som USA rundt omkring i Verden. Derfor burde loven, ifølge præsident Barack Obama, aldrig være blevet gennemført, og han forklarede, at den alligevel var blevet det, med, at den var drevet af parlamentarikernes frygt før et valg for at gøre noget, der ville gå imod 9/11 familier (valg til Repræsentanternes Hus og 1/3 af Senatet samtidig med præsidentvalget 8.11.16).

George W. Bush' præsidentperiode (2001-2008) blev ofte af kommentatorer kaldt for "det kejserlige præsidentembede" (the imperial presidency). Der er tendens til, at præsidentens magt øges i krisetider - og måske især under krig? For i sådanne tider må man stå sammen som nation! De føderale organers magt er i det hele taget øget. Det kan dog ske på vidt forskellige måder.
F.eks. skete det i 30'erne, hvor USA under præsident Franklin D. Roosevelt udviklede en del velfærdspolitikker. Og det kan også på en noget anden måde ske i militære krisetider som f.eks. under George W. Bush, der benyttede terrortruslen efter angrebet på World Trade Center i 2001 og sin rolle som øverstkommanderende for de militære styrker til at øge den præsidentielle magt.
Samme George W. Bush mistede dog en del af sin folkelige opbakning i den sidste del af sin præsidentperiode. Det gik ikke så godt med krigene i Irak og Afghanistan; og det virkede selvsagt svækkende på den præsidentielle magt. I september 2008 var hans approval rating (respondenter i en spørgeskemaundersøgelse, der svarer bifaldende på et spørgsmål om holdning til præsidenten), faldet til 27 pct., noget af det laveste for en siddende amerikansk præsident nogensinde. Under finanskrisen i 2008 overlod han det til sin finansminister Henry Paulson at tage initiativerne til en løsning.

I 2015-16 forsøgte præsident Barack Obama at få dele af sin politik igennem via Executive Order of the President (præsidentielt dekret). Det var bl.a. et ønske om at få lukket Guantanamofangelejren på Cuba, som Obama havde erklæret skulle lukkes, lige siden han først startede som præsident. Han stod i 2015-16 over for en republikansk domineret Kongres, hvor Republikanerne havde flertal i begge kamre, både Senatet og Repræsentanternes Hus. Men han skulle ikke genvælges som præsident (kun to valgperioder) og kunne da gå efter at få realiseret dele af sin politik, f.eks. våbenlovgivningen, hvor der kunne være betydelig vælgermodstand - eller en sådan kunne let mobiliseres af stærke lobbyister.

Note: Diskurs: Italesættelse af en sag, som viser en holdningsmæssig, ideologisk forholden sig til den igennem ordvalget. Jvf f.eks. omtalen af immigranter 1: som "nogle, der kommer for at tage vores jobs", eller 2: som "nogle, der er en del af os, fordi vi alle kommer fra forfædre, der var immigranter". "Den amerikanske drøm" er en diskurs om USA, der italesætter USA som et mulighedernes samfund. Den skjulte ideologi er liberalisme (enhver er sin "egen lykkes smed").
Diskursiv strategi: Hvordan kampen skal føres via ordvalget, f.eks. "Make America Great again". Her antages jo, at det ikke er "great", og evt. at nogle har gjort det "lille". Det er en nationalkonservativ diskurs, der skal tjene til at gøre vælgerne begribelig, at nu er det tiden at sætte kinesere og meixicanere på plads, - ikke at de skal sættes amerikanerne på plads. Men sloganet implicerer naturligvis en række ting, USA skal gøre, f.eks. både på det økonomiske og militære område for igen at indtage sin retmæssige plads blandt nationerne.

Man kan ikke i tilstrækkeligt omfang understrege betydningen af de samfundsmæssige faktorer, når man f.eks. ser, hvordan den politiske kommunikation har ændret karakter i det amerikanske samfund de senere år.
Hvor man tidligere kunne analysere kommunikation med anvendelse af Lasswells gammelkendte model med de 5-6 H'er (jvf figuren ovenover), står man nu i en situation, hvor man må sige, at der i det såkaldte postfaktuelle samfund er sket ting og sager.
Det er udviklingen i samfundet og de sociale medier, der gør det relevant at udvide modellen til at tage mange ting i betragtning. Rigmanden Donald Trump, som lykkedes med at vinde nomineringen til præsidentkandidat på Republikanernes nationalkonvent i sommeren 2016, gennembrød hidtil kendte normer for, hvad der er blevet betragtet som anerkendt politisk kommunikation i en amerikansk præsidentvalgkamp.

Den klassiske forestilling om mediernes rolle i den liberale demokratimodel er forestillingen om medierne som "demokratiets valgthund". Man så medierne i den rolle i den såkaldte Watergate-skandale i 1960'erne, hvor den republikaneren Richard Nixon søgte genvalg som præsident. Det viste sig senere, at han var vidende om, at en "blikkenslagerbande" havde brudt ind i Demokraternes hovedkvarter i Watergate-bygningen i Washington for at finde materiale om Demokraternes valgkamp. Sagen blev opklaret, da to journalister fra Washington Post afslørede det og skrev om det i avisen. Nixon blev nu stillet en rigsretssag (Repræsentanternes Hus indklager præsidenten for Senatet), der kunne føre til hans afgang. Nixon valgte at få selv. Medierne havde på forbilledlig facon opfyldt deres rolle.
Deres rolle er endvidere at fremlægge information om den politiske proces og de alternativer som valgkandidater fremlægger, så vælgerne kan tage stilling til disse på et oplyst grundlag, hvorved de kan foretage et kvalificeret valg mellem de opstillede kandidater.
Hvad har det udviklet sig til? Rollen som "demokratiets vagthund" har måske snarere udviklet sig til en rolle, der kan beskrives som enten "demokratiets skødehund", når medierne passivt efterplaprer pengemagten og den politiske magt, eller "demokratiets køter", en konstant bjæffen i baggrunden, hvor man prøver at gøre opmærksom på sine budskaber, og hvor det gælder om at glamme højt for at blive hørt.
Man har talt om, at medierne har en dagsordenssættende rolle, dvs medierne er med til at bestemme, hvad det er vigtigt for samfundet at tale om. Er det arbejdsløsheden? Er det de "korrupte politikere" i "Washington", etc. Eller er det Donald Trumps rigdom? - eller den ulige indkomstfordeling? Det kan selvfølgelig være mange ting, men pointen er snarere, at medierne normalt ikke er "dagsordenssætende" i et tomrum. Ofte spiller en underliggende samfundsudvikling eller trenden (dominerende "tendenser" i tiden) en stor rolle. Men man kan roligt sige, at de amerikanske valg i 2016 tog stort set alle på sengen m.h.t., hvad det nu var, en stor del af befolkningen pludselig syntes, at det var vigtigt at tale om. Vælgernes dagsorden var kommet indover. Men medierne var ikke sene til at udnytte det.
Og politikerne kommer hurtigt med, bl.a. via den proces, man kalder medialisering. Medialisering er tendensen til, at politik udspilles via medierne, dvs i sprog og igennem kommunikationskanaler, som er under kraftig påvirkning af medierne, fordi de ofte udlægger verdensbilledet på en måde, der er kommunikerbar, og så må politikerne følge efter, hvis de vil have held til at nå befolkningen i massedemokratiet. Medierne vinkler (framer) historierne, og politikerne følger med, hvis de vil kommunikere effektivt. Samtidig må de tilpasse sig mediets formkrav. Twitter-meddelelser er 140 karakterer lange. Et TV-indslag skal være kort og indeholde en effektfuld one-liner. Medierne bliver i stigende grad interaktive. Man kæmper for at få likes og for, at eventuelle shitstorms spiller med én og ikke imod én.
I 2016 så man medialiseringen fungere som en slags ekko-medialisering. Givne billeder af begivenheder og Verdens tilstand blev ikke alene afspejlet i medialiseringen. Den blev spillet frem og tilbage i et slags ekkorum, hvor de giftige nye medier (såkaldte toxic media) vendte de virkelighedsbilleder, der var skabt af andre. Det var ikke mindst Donald Trump, der med sine årelange erfaringer som Reality TV vært var dygtig til at udnytte denne tendens i tiden. Det var anden gang i USA's historie, at en fremtrædende person fra underholdningsindustrien nåede helt frem til målstregen i et præsidentvalg. Første gang var Ronald Reagan, præsident 1981-89 (skuespiller og en overgang formand for skuespillerforbundet). Forskellen er, at Donald Trump kommer til i de interaktive mediers og Reality TV's tidsalder, hvor der er mulighed for at repetere dele af Reality TVs righoldige kommunikationsarsenal i valgkampen. Men underholdningsværdien må have været ret høj. Folk mødte op i massevis og kunne fylde fodboldstadioner.

Det postfaktuelle samfund defineres som et samfund, hvor det ikke længere er nødvendigt at bringe verificerede (sandsynliggjorte) fakta ind i kommunikationen. Det kan tværtimod være hensigtsmæssigt at benytte sig af halvløgne - og indimellem helløgne - fordi de sociale medier fungerer efter andre kommunikative spilleregler end de traditionelle papir- og æterbårne medier (TV/radio).

En ofte gentaget historie fra Trumps side var "birther"-historien om, at den etnisk "afroamerikanske" præsident Barack Husein Obama ikke var født i USA. - Hvad der er en relativt alvorlig sag, idet man skal være født i USA for at kunne blive præsident. Det var først langt hen i præsidentvalgkampen, da en fortsættelse af løgnen kunne begynde at skade Trump, fordi han nu gik efter bredere vælgersegmenter for at få en chance for at vinde, at han indrømmede, at han - og efter at Obamalejren havde dokumenteret fødselsattesten - havde taget fejl. Trump har formodentlig vidst det hele tiden, men har connected til dele af sit segment via den i nogle af de sociale medier populære historie.

Politisk retorik og diskurser i præsidentvalgkamp
Mesterstykkek i politisk kommunikation består i konstruktionen af en ny politisk diskurs, dvs en ny italesættelse af virkeligheden. Det var måske det, der lykkedes for den amerikanske præsident Richard M. Nixon i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne, hvor USA var præget af store sociale og kulturelle kampe mellem forskellige dele af befolkningen. Det var kampe, der efterhånden drejede sig mere om kultur, etnicitet, race og værdier omkring lov og orden end om økonomi. Sådan kan det ses, i hvert falde ifølge en New York Times kommentator:

For 40 år siden gjorde Richard Nixon en bemærkelsesværdig markedsføringsopdagelse. Ved at udnytte USA' sociale delinger - delinger over Vietnam, delinger over kulturelle ændringer, og - fremfor alt - racemæssige delinger, var han i stand til at genopfinde det republikanske brand ("varemærke"). Plutokraternes ("de riges") parti (Republikanerne) blev pakket om til det "tavse flertals" parti, de almindelige fyre - hvide fyre, siger det sig selv - som ikke brød sig om de sociale ændringer, der var i gang.

Politisk kommunikation er bl.a. markedsføring af geniale nye måder at bruge sproget på. Men pointen er naturligvis også, at det, Nixon var i stand til at gøre, var mere end blot opfindelse og udbredelse af et nyt brand. Han var i stand til at dreje en hel diskurs i en anden retning, nemlig diskursen om, hvordan man varetager den almindelige vælgers interesser? Er det ved en Demokratisk inspireret velfærdspolitik, eller er det ved en mere hard core agtig kultur- og værdipolitik, der sætter velfærdspolitikken i skyggen interessemæssigt. Det er naturligvis også et konjunkturspørgsmål, hvad der optager vælgerne. Man var i midten af en konjunkturopgang.
   Hvorom alting er: Det lykkedes Nixon ved hælp af sin diskurs omkring det "tavse flertal", og hvordan det var trådt ned af de uddannede liberals fra Øst- og Vestkystens storbyer, at udfolde en ny konservativ diskurs i amerikansk politik.
    Herved lykkedes det ham at vinde traditionelle demokratiske vælgere, blue collar workers (manuelle arbejdere i kedeldragt) over på sin side.
    Man hørte kun de venstreorienterede - the liberals - i debatten om krigen - ikke det "tavse flertal". Det "tavse flertal" havde også en mening om krigen i Vietnam og hippierne i Haight-Ashbury kvarteret i San Francisco. Det havde en mening om den stigende voldskriminalitet. Det tavse flertal skulle gives en stemme, og den var Nixon i stand til at give dem.

Præsident Donald Trump (2016 - ) kan siges at være en sand arvtager til Nixon m.h.t. at connecte til det tavse flertal. Med hensyn til demagogi ("folkeforførelse) og populisme gik han dog et skridt videre, idet han både risikerede at genere fremmede magter (f.eks. Mexico og Kina) med en negativ diskurs, og samtidig bragte det "tilladelige" område for "acceptabel diskurs" op på et plan, der fik folk til at lave sammenligninger med demagoger i ikke-demokratiske nationer på banen. Det gjaldt f.eks. nogle af de ting, han sagde om illegale mexicanske immigranter og indvandrere fra muslimske lande. På et tidspunkt foreslog han et forbud imod al indvandring af muslimer fra lande i Mellemøsten.
Problemet for Trump selv var, at han appellerede til et stort vælgersegment (især hvid arbejderklasse), som dog ikke er stort nok til, at man kan vinde præsidentvalg på det alene. Derfor kunne man forvente en opblødning af diskursen, jo tættere, man kom på valget.

Diskursen er præget af mange spørgsmål, som han selv besvarer, og udbrud, som uddybes og gentages. Det kan altså næsten lyde som om, han taler med arbejdskammeraterne på en byggeplads. Korte svar og hurtige replikker, - og udbrud, som de, der er inde i sammenhængene, forstår:

Today, on a very complicated and very difficult subject, you will get the truth. The fundamental problem with the immigration system in our country is that it serves the needs of wealthy donors, political activists and powerful, powerful politicians. It's all you can do. Thank you. Thank you.

Let me tell you who it does not serve. It does not serve you the American people. Doesn't serve you. When politicians talk about immigration reform, they usually mean the following, amnesty, open borders,

lower

wages

. Immigration reform should mean something else entirely. It should mean improvements to our laws and policies to make life better for American citizens. (LA Times: Transcript af Trumps immigration speech in Arizona. 1.8.16).

Han lover at fortælle sandheden om et vanskeligt emne. Sandheden er en anderledes sandhed, end den, folk ellers er blevet præsenteret for, og som ikke tjener folket: Doesn't serve you (som gentages). De traditionelle politikeres brug af ordene immigration reform er en helt forkert brug af begreberne. Og Trump giver nu sin version, sin diskursive formulering af, hvad immigration reform bør indebære: To make life better for American citizens; - og det er underforstået, at det liv bliver bedre, hvis immigranterne helt holdes ude.
Præsident Barack Obama forsøgte at dreje nogle af Trumps formuleringer, så de blev set i et et andet lys, i en anden diskurs, når han i en tale forklarede: "Ja, vi er jo en nation af immigranter" Bortset fra den oprindelige indianske befolkning er alle jo på et eller andet tidspunkt indvandret, eller deres familie/forfædre er det. Hermed forsøges luften tage ud af Trumps påpegning af urimeligheder ved at henvise til en fælles identitet, alle amerikanere har, og som er noget af det, der har gjort landet succesrigt m.h.t. størrelsen af BNP og realiseringen af den amerikanske drøm om muligheder for de fleste.
Trumps nationalisme udformes i sloganet: "Make America great again". I dette udsagn ligger en implicit påstand: At det er USA altså ikke nu!
Men det er i virkeligheden en lemfældig omgang med sandheden, for USA var faktisk stadig en (næsten hegemon) supermagt, som endda havde nydt større vækst i BNP end EU igennem flere år på det tidspunkt.
Men igen er "sandheden" et spørgsmål om, hvem den defineres for. Det kan nok være, at den amerikanske økonomi faktisk gik pænt frem under Obamas præsidentperiode, men en af Trumps pointer var, at denne fremgang ikke kom alle til gode, så udsagnet kan udlægges til: "great again for all Americans" - også de, der bor i udpinte postindustrielle byer i Midtvesten.

Kilde: Trumps Twitterkonto "realDonaldTrump".

Trump havde relativt tidligt i valgkampen mange mio followers på sin Twitterkonto, og det gav ham mulighed for dagligt og hurtigt at sende beskeder til sin målgruppe - og mange andre.
Som nævnt ovenfor er Trumps måde at kommunikere på over Twitter og andre sociale medier et eksempel på det, man kalder postfaktuel kommunikation (kommunikation hinsides det faktuelle) Det er ikke nødvendigt at sige noget, der er sandt eller korrekt.Det, der er "sandt" er det, målgruppen godt kan lide, og som den føler knytter dem alle sammen.
Det vigtige på de sociale medier er, at der sendes en let påstand eller evt. en såkaldt "meme" afsted, et enkeltstående viralt symbol eller ide, i billedlig eller tekstlig form, der spreder sig hurtigt fra person til person.
Det afgørende er ikke, at den er korrekt i forhold til virkeligheden, men at mange slutter op om den.
På den måde har Trump spredt mange påstande, der bevæger sig på kanten af, eller går langt ud over sandheden. Det gælder f.eks. påstanden, at terrororganisationen IS (Islamisk Stat) blev grundlagt af USA's præsident Obama. Når og hvis Trump så konfronteres med spørgsmål og modpåstande om, at det ikke kan være sandt, drejer han udsagnet eller bruger antydningens kunst, f.eks. ved at antyde, at den amerikanske præsident kunne have givet et bidrag til grundlæggelsen af den ondartede organisation ved at trække USA ud af Irak alt for hurtigt. Eller han lægger dette svar via antydningens kunst over på spørgeren. Han kan påstå, det er en sandfærdig hyperbol.
I selvbiografien The Art of the Deal har Trump beskrevet et af sine mest brugte retoriske virkemidler som den sandfærdige hyperbol (overdrivelse). Det er i sig selv et modsætningsfyldt udsagn, fordi en hyperbol er mere end en overdrivelse. Hvis man beskriver Islamisk Stats henrettelse af 40 civile i Mosul og ophængning af dem i lygtepæle som monstrøst ondt, beskriver man noget, der er sandt, og det er ikke en hyperbol. Trump har beskrevet sig selv om "meget rig, og jeg vil være USA's næste præsident". Det var en hyperbol, indtil han faktisk kan til at opfylde anden del af sætningen. Mange gange i valgkampen beskrev han Hillary Clinton som "Crooked Hillary". Det var helt klart en negativ hyperbol. Var det også en "sandfærdig hyperbol" i Trumps egen forståelse af dette retoriske virkemiddel? - Det har det vel været i den forstand, at Trump har set en vis sandhed i udsagnet, f.eks. brugen af den private emailserver og omgangen med pengene fra Goldman Sachs talerne.
Det gælder ikke om at fortælle sandheden, men om at lave et performende narrativ (fortælling). Man vil ikke beskylde en fiktionsforfatter for at lyve. Det opdigtede er nødvendigt for den gode fortælling.
Som yderligere virkemiddel er beskrevet, hvordan han, paradoksalt nok, er blevet set som den mest "feminint kommunikerende" af kandidaterne i primærvalgene, hvad der kan være medvirkende til at forklare det overraskende store antal hvide kvindestemmer, han fik. Billedet af "pussy-grabberen" blev nedtonet af billedet af den lidt pudsige, ubehjælpsomme klovn. Det "feminine" i form af hårpragten og selve stemmeføringen, som, på trods af at han ser sig selv som den mest magtfulde og rigeste, ikke har noget tough-guy over sig. Det er hverken Clint Eastwood eller Humphrey Bogart. Det har givet en intensitet og autenticitet, som establishmentpolitikerne ikke har kunnet hamle op med.

Et af de anvendte midler i kommunikationen er den såkaldte dog whistle (hundefløjt). Et hundefløjt kan have så høj en frekvens, at kun en hund kan høre det. Kommunikationsmæssigt er det en betegnelse for afsendelsen af et budskab, som den almindelige befolkning vil forstå på en bestemt måde, men som en særlig gruppe af "indviede" vil forstå som en hemmelig kodet besked, bestemt for dem. Og ofte indeholder beskeden "kodede ord", ord, der skal forstås på en bestemt måde. Trump har brugt strategien, når han har talt om sin modstander Hillary Clinton. En del af den amerikanske forfatning består af amendments (tilføjelser/ændringer). 2nd amendment handler om retten til at bære våben, en meget følelsesladet sag for mange amerikanere.

USA er stadig Verdens største økonomi, når man måler i markedspriser, jvf figur 3 herunder, hvor USA's BNP i absolutte tal på knap 20.000 mia $ i 2017 var Verdens største.
Måler man det imidlertid i købekraftsparitet, altså hvor meget man kan få for sit $-BNP, når prisniveauet tages i betragtning, er det kinesiske BNP nu ved at overstige det amerikanske, jvf figur 8 herunder. I PPP (Purchasing Power Parity, købekraftsparitet) er den kinesiske økonomi gået forbi den amerikanske i størrelse (ca 25 trillion (1000 mia) $ i forhold til 20 trillion).
En sådan opgørelse kan være forbundet med en del usikkerheder, idet målingerne bygger på statistiske begreber, der kan være svært sammenlignelige i så forskellige forbrugskulturer som gælder for de to lande.
Det amerikanske BNP pr indbygger er naturligvis stadig betydelig højere end det kinesiske (3 - 4 gange højere), idet BNP jo deles med befolkningstal, når man skal have dette tal frem.

Det 20. århundrede omtales ofte som "USA's århundrede". Og det er ikke så mærkeligt. USA var allerede ved starten af 1900-tallet vokset frem til at være Verdens største økonomi, men man var på det tidspunkt ikke endnu trådt i karakter på den internationale scene. Det var stadig England, der med sin valuta, pund sterling, sine mange kolonier og herredømmet på havene, var globalt førende. Men USA's økonomi voksede hastigt igennem det 20. århundrede, jvf figuren herunder.

Kilde: Tal fra BEA.gov. Subprimelån: lån med utilstrækkelig sikkerhed, og som blev pakket i nye obligationslån, som dermed lå som usikre aktiver i finansinstitutioners balancer.

Økonomien har udviklet sig i bølger af op- og nedgange (såkaldte konjunkturer). Under den verdensomspændende Store økonomiske Depression i 30'erne nåede arbejdsløshedstallet i USA op på mange millioner. Præsident Franklin D. Roosevelt, der kom til magten som demokratisk præsident i 1933, forsøgte at tackle krisen med regeringsindgreb af forskellig art. Det lagde grunden til amerikansk velfærd, f.eks. social security for alle amerikanere over pensionsalder.
Under demokraten Lyndon B. Johnson i 1960'erne og hans program The Great Society, fik man indført medicare, et omfattende sundhedsprogram for de ældre.
1960'ernes økonomiske vækst blev i forbindelse med oliekriserne afløst af faldende vækst og stagflation (kombination af relativt høje priser og lav vækst) i 1970'erne. Den såkaldte keynesianske økonomiske politik, der anbefaler økonomiske stimulanser, når der er nedgangskonjunktur, kom i miskredit. I stedet fik man under republikaneren Ronald Reagan en nyliberal politik, hvor det frie marked og deregulering kom i fokus.

Under demokraten Bill Clinton (1993 - 2001) var der fornyet pæn fremgang i den amerikanske økonomi.
Han reformerede velfærdslovgivningen fra passiv forsørgelse til en "aktiv socialpolitik" (fra "welfare to workfare"). Bistandsmodtagere skulle arbejde for de penge, de fik, også selv om det viste sig vanskeligt at beskæftige mange af dem. Clintons politik var udtryk for, at ideerne om en konkurrencestat var ved at vinde indpas.

Under præsident Barack Obama (2009-2017) kom ideerne om keynesianske indgreb i økonomien igen frem i amerikansk økonomisk politik. Obamaregeringen satte ind imod finanskrisen igennem vedtagelsen af en stor økonomisk stimulanspakke i 2009.

Figur 5 : Udvikling i den gennemsnitlige løn for ufaglærte og faglærte arbejdere i produktionssektoren. (Deflateret med forbrugerprisindekse CPI til april 2016-niveau).

Kilde: DShort.com. De grå søjler er perioder med recession (økonomisk nedgangskonjunktur).

Vi skal senere se på udviklingen i mindstelønnen i USA. Ovenover viser figuren udviklingen i den gennemsnitlige løn for produktionsarbejdere i USA.

Udviklingen i løn kom til at spille en stor rolle op til præsidentvalget i november 2016, idet et par fremstormende "populistiske" kandidater på henholdsvis Demokraternes venstrefløj og Republikanernes højrefløj, Bernie Sanders og Donald Trump, fra hver sin side kunne udnytte fænomenet i deres appel til den almindelige vælger ("The Middle Class", som denne er blevet kaldt af f.eks. Barack Obama, - selv om det mere drejer sig om traditionel arbejderklasse). Den viser, at "The Middle Class", den almindelige hårdt arbejdende amerikaner i industri og landbrug, igennem mange år er blevet klemt af en økonomisk udvikling, som mange forbinder med globaliseringen.
Fra 1970'erne og 80'erne blev det amerikanske arbejdsmarked så at sige åbnet op til et kæmpemæssigt asiatisk arbejdsmarked, idet amerikanske virksomheder begyndte at oursource "løntung" produktion til Kina og andre asiatiske lande, og man samtidig importerede masseforbrugsvarer i stor stil fra dette område.

Figur 6 : Apples supply chain (forsynings-/værdikæde)

Kilde: Industry Week. Ordforklaring: Sourcing: Indkøb og erhvervelse af dele. Manufacturing: Fremstilling/forarbejdning. Warehousing: Lagring.

Apple, som er Verdens mest værdifulde virksomhed (målt på værdien af aktiekapitalen) er ofte brugt som eksempel på de store amerikanske virksomheders globaliseringsstrategier. Virksomheden bygger en forsynings- og værdikæde, jvf figuren ovenover, op sådan, at ting bliver lavet - og opgaver udført - de steder, hvor det kan gøres bedst og billigst, og hvor den fornødne bedste/billigste arbejdskraft er til rådighed. Samtidig spiller markeders placering også en vis rolle, især for de større forbrugsgenstande, f.eks. stationære computere. Forsynings- og værdikæden kan også ses fra high-end (dyr og kompliceret) til low-end (billig og enkel). High-end, hvor lønnen er høj, er i Californien, hvor der er design og udviklingsopgaver. Low-end er i Kina og andre asiatiske lande, hvor produkterne fremstilles. Alt i alt giver det Apple mulighed for f.eks. at producere og sælge en I-phone med en fortjeneste på omkring 2/3 af den endelige slutpris.

Men lønudhulingen hang nok også sammen med en faldende faglig organisationsprocent på det amerikanske arbejdsmarked, jvf nedenfor.
Lønnen voksede som følge af 1960'ernes højkonjunktur frem til Richard Nixons præsidentperiode. I 1971 løsnede Nixon dollarens binding til guldet (1 ounce guld = 35$, hvorefter den dalede til 42$). Det var reelt ensbetydende med en devaluering af dollaren. Når USA købte varer i udlandet, blev prisen for disse nu omvekslet til flere dollar, og det førte, når priserne bredte sig ud i økonomien, naturligt nok til en stigning i prisniveauet generelt og dermed reallønsnedgang for almindelige amerikanere. De kunne nu ikke længere købe så mange varer for deres løn, som de kunne før devalueringen.
Ronald Reagan førte med sin liberalistiske politik, jvf ovenfor, en del dereguleringstiltag igennem i forhold til arbejdsmarkedet. Deregulering vil sige, at man gør arbejdsmarkedet friere til køb og salg af arbejdskraft. Der er altså ikke så mange regler omkring f.eks. arbejdsmiljø, ferie, arbejdstidens længde m.v, som der var før.
Der var som en del af denne politik en hård linje over for fagforeningerne, bl.a. blev en flyvelederstrejke nedkæmpet på en måde, der nærmest fjernede fagforeningernes eksistensgrundlag.

Demokraterne Bill Clinton og Barack Obama, især den sidste, havde større respekt for amerikanske fagforeningstraditioner. Men selv under disse præsidenter lykkedes det ikke at få den gennemsnitlige realløn op over niveauet omkring 1970.

Note: Finanspolitik: Staten påvirkning af økonomien igennem indtægter og udgifter. Når staten bygger flere skoler og broer, kommer flere mennesker i job, og produktionen kan stige, når virksomhederne skal imødekomme en større efterspørgsel. Eller skátterne sættes ned, og så bliver der mere købekraft blandt forbrugerne. Hvis staten i stedet vil dæmpe aktiviteten, kan skatterne f.eks. øges, eller der kan spares på offentlige udgifter. Pengepolitik: Når renten ændres af Federal Reserve. Hvis der er for meget gang i økonomien, hæver The Fed renten. Hvis der er for lidt gang i den, gøres det billigere at låne penge (renten sættes ned), og så kan investeringer og køb på kredit øges. Valutasvingninger: $ stiger eller falder i værdi i forhold til andre valutaer, f.eks. euro, yen eller £.

Pengekredsløbet i den amerikanske økonomi er vist ovenover. De svage lønstigninger i de almindelige husholdninger de senere år har påvirket efterspørgselen negativt. De fattige og mellemindkomsterne bruger en større del af indkomsten på forbrug. Derfor betyder deres indkomst meget for at holde forbruget oppe. De mennesker, der har højere indkomster, forbruger en mindre del af indkomsten. De har til gengæld en større opsparing.
Det giver tilsammen en påvirkning af indkomstfordelingen i mere ulige retning. Det har været en del af amerikansk økonomis problemer de senere år, at der er sket en stor opsparing, som det har været svært at finde investeringsmuligheder for igennem jobskabelse i virksomhederne. Mange penge er blevet anbragt passivt i køb af obligationer, f.eks. obligationer, der finansierer den amerikanske statsgæld:

Amerikansk statsobligation (T-bond, dvs en Treasury Bond. TheTreasury er navnet på Finansministeriet i Washington)
Med salget af en sådan obligation låner den amerikanske stat 1 mio $ og betaler 7 5/8 % i rente til ejeren. Obligationen
er underskrevet af finansministeren, som garanterer for, at pengene betales tilbage. Obligationerne handles frit på Borsen.
Når kursen falder på dem, er det det samme som at renten (obligationsrenten) stiger. Renten var ret høj i forhold til i dag.
Derfor vil den stige i kurs ved faldende inflation, og når andre renter i samfundet falder.

Statsgældens størrelse har givet politisk genlyd i Kongressen de senere år, idet Republikanerne under præsident Obama menter, den er alt for stor, og at det har været Obama-regeringens "løse politik" med hensyn til de offentlige udgifters størrelse, der er skyld i det. Demokraterne skød tilbage og siger, det er fordi, Republikanerne ikke vil være med til at betale de fornødne skatter til at afholde den amerikanske forbundsstats udgifter for.

Efter at præsident Trump kom igennem med sine skattelettelser, er denne problematik vendt om, så det nu er Demokraterne, der kritiserer den republikanske præsident for finanspolitisk uansvarlighed, idet der tegner sig et underskud på de offentlige finanser på 1000 mia $ i 2020.

Statsgældens størrelse har været et tegn på alt, hvad der går galt i "Washington": Tænk hvis et privatmenneske skyldte over 100 pct af sin årlige indtægt væk - uden udsigt til at kunne betale tilbage?! Sådan vil en såkaldt fiskalkonservativ økonom tænke. Der går på dette punkt "ideologi i økonomien", idet en såkaldt keynesiansk økonom siger, at man ikke kan sammenligne en husholdnings eller virksomheds økonomi med statens økonomi. Den sidste kan gå i underskud i lange perioder uden, at staten behøver at gå fallit.

USA har også haft et stort betalingsbalanceunderskud. Det vil sige, at importen igennem en del år har været betydelig større end eksporten. Det gælder samlet set, og specielt over for bestemte lande, f.eks. over for Kina, jvf nedenfor. Det er bl.a. blevet finansieret ved, at kineserne har købt amerikanske statsobligationer, altså de gældsbeviser, som det amerikanske finansministerium udsteder for at dække statens underskud med (se billede ovenover).
Der er altså to underskud, vi skal holde styr på her:

Der er et underskud på statens budget, som vil sige, at udgifterne til f.eks. forsvaret, FBI, Medicare og MedicAid mv. er højere end de skatteindtægter, man får ind.

Og så er der underskuddet i samhandelen med udlandet (betalingsbalanceunderskuddet). Det første underskud finansieres igennem udstedelse af de omtalte statsobligationer. Betalingsbalanceunderskuddet kan finansieres på mange forskellige måder. Én metode er nævnt (kinesiske køb af amerikanske obligationer. I de senere år også køb af f.eks. ejendomme og virksomheder i USA).
Andre metoder kan være, at de amerikanske virksomheder låner penge i udlandet. Det kan ske helt automatisk i de store amerikanske multinationale virksomheder, der har filialer i mange lande og blot kan overføre penge internt imellem afdelingerne, eller lade det ske igennem filialernes handel med hinanden og med "modervirksomheden" i USA.
Det har ikke været et virkelig alvorligt problem for USA at finansiere underskud. Man skal også tænke på, at den amerikanske valuta, dollaren, hidtil har været Verdens dominerende valuta. Det er altså en slags "verdenspenge". Populært sagt kan USA altså også trykke dollars til dækning af sine underskud, men det kan påføre omgivelserne - og USA selv - problemer i form af stigende priser og altså også evt en forringelse af dollarens værdi på længere sigt.
Der er altså både en statsgæld og en udlandsgæld. De årlige underskud hober sig sammen. Der er sammenhæng imellem statsgælden og udlandsgælden. Når en kineser eller tysker køber en amerikansk statsobligation, er han eller hun med til at finansiere statsgælden direkte, men også udlandsgælden. For USA er det en fordel, at gælden er i amerikanske $, en valuta, man selv udsteder. Det betyder, at ved en eventuel devaluering af dollar bliver gælden ikke større (som det vil være tilfældet for de fleste andre lande med statsgæld, der devaluerer).

Betalingsbalance og valutapolitik
Valutapolitik består i at påvirke konkurrenceevne og prisniveauer i en økonomi via valutakursændringer.
Konkurrenceevne er evnen til at kunne eksportere og til at kunne konkurrere med importvarer. Der skelnes normalt mellem priskonkurrenceevne, hvor man forsøger at konkurrere ved hjælp af lave priser, og strukturel konkurrenceevne, hvor man konkurrerer via kvalitet, teknologi i produkterne og infrastruktur og institutioner i samfundet.

1 Omfatter især renter og udbytter. 2 Omfatter bl.a. overførsler og ulandshjælp.

Betalingsbalancen viser USA's økonomiske transaktioner med udlandet, dvs indtægter fra salg af varer og tjenester igennem eksporten og tilsvarende udgifter fra køb af varer og tjenester igennem importen. I de senere år er USA's eksport af tjenester steget pænt, fordi landet her har en god strukturel konkurrenceevne (f.eks. IT software og -service, transportfirmaer, hotel- og resaurationskæder, fiansiel virksomhed (banker) m.m). Strukturel konkurrenceevne er den konkurrenceevne, der hænger sammen med, at man har god infrastruktur, højtudviklet teknologi og kvalitet (i modsætning til pris- eller omkostningskonkurrenceevne, hvor det gælder om at være prisbillig, fordi man primært konkurrerer på priserne på varerne). .
Hertil kommer formueindkomst, som viser indtægter af f.eks. filialer af amerikanske virksomheder i udlandet og amerikanske investeringer i udenlandske værdipapirer (aktier og obligationer). Betalingsbalancen består både af de løbende poster, som er vist ovenover, og af kapitalposterne. De sidste udligner overskud/underskud på de løbende poster ved at der enten bygges et kapitaloverskud over for udlandet (man har mere til gode i forhold til udlandet), eller en gæld (hvis de løbende poster har givet underskud igennem en periode).
I en del år har der været tendens til betydelige underskud på de løbende poster. De årlige underskud ophobes som en større og større gæld. Det har gjort USA til en skyldnernation i forhold til udlandet (større gæld end tilgodehavender i forhold til udlandet).

Hvis man devaluerer valutaen, bliver det billigere målt i udlandets penge at sælge i udlandet. Hvis valutaen stiger i værdi (revalueres) bliver det dyrere at sælge i udlandet. USA's valuta svinger i forhold til andre store valutaer p.g.a. markedskræfterne på de globale valutamarkeder, hvor $ og andre valutaer handles, og når der skal veksles i forbindelse med turisme og virksomheders handel over landegrænser.

Den amerikanske $ blev revalueret over for euro fra 2013-14 og frem. Det skyldtes styrkelse af amerikansk økonomi i forhold til den europæiske, hvad der bl.a. hang sammen med større vækst i USA og en højere rente i USA, som gjorde det attraktivt at investere i USA. Dermed blev der efterspørgsel efter $, og dollaren steg i værdi.

Note: Der ses bort fra skatter, evt told og transportudgifter m.m. Egentlig bruges udtrykkene appreciering/
depreciering om markedsbestemt, glidende opskrivning/nedskrivning af valutaens værdi, og revaluering(
devaluering om en bevidst ført valutapolitisk ændring af kurserne. (Trump om revaluering af $).

En revaluering af dollar betyder, at f.eks. en Tesla el-bil bliver dyrere i Danmark. Det kan så blive sværere for amerikanerne at sælge på dette marked. Omvendt bliver det for danskerne billigere at sælge på det amerikanske marked.
Hvis man f.eks. har solgt insulin for 1000 kr i USA fra en situation, hvor en $ = 5 kr og til en situation, hvor en $ = 6 kr, så har denne insulin altså før revalueringen af dollar/devaluering af danske kr kunnet sælges for 200$ på det amerikanske marked. Efter valutakursændringen til 6 kr for en dollar, kan de 200$ omveksles til 1200 kr i Danmark. Insulinproducenten kan altså få en større fortjeneste, eller producenten kan vælge at sætte prisen ned for at få en større markedsandel.

Det kan eventuelt føles generende for USA, at (pris)konkurrenceevnen falder ved en revaluering af $. Men amerikanerne kan også vælge at se det som en styrke (hvis man kan bære det, dvs hvis den strukturelle konkurrenceevne er stærk nok). Det betyder jo, at man kan købe billigere importvarer fra udlandet. Og det kan være med til at befæste amerikansk magt i Verden, at man bidrager til økonomisk konjunkturopgang (stigende produktion) i andre lande, ved at man efterspørger mere fra dem, ikke mindst kan det give good-will blandt allierede lande, og det kan hjælpe med til at finde nye venner i Verden. Det kan på den måde være et svaghedstegn, at man, som kandidat Trump gjorde, begynder at tordne imod kineserne for at være valutamanipulatorer (- og specielt, hvis det ikke er korrekt).

Federal Reserve (Nationalbanken) har ført ekspansiv pengepolitik ved at sætte renten ned og ved at pumpe penge ud i økonomien igennem opkøb af obligationer. Igennem en længere periode købte banken for 40 mia$ obligationer hver måned..
Det stoppede man med nogenlunde samtidig med, at Trumsps skattelettelser blev vedtaget, og den amerikanske centralbank gik nu ind og modvirkede Trumps ekspansive finanspolitik igennem pengepolitisk stramning, dvs forhøjelse af renten.
Det førte til voldsom kritik fra præsidentens side. Han havde præsidentvalget 2020 i kikkerten og var bange for, at de pengepolitiske stramninger ville kvaæle den amerikanske konjunkturopgang. I 2019 begyndte The Federal Reserve at sætte renten ned igen, delvist som modsvar over for ECB's pengepolitiske lempelser, der svækkede euroen over for dollar og dermed svækkede amerikansk erhvervslivs konkurrenceevne i forhold til Europa.
Præsident Trump var meget opmærksom på interessekonflikten i de valutamæssige forskydninger mellem euro og dollar.

USA's stilling som Verdens største og mest dominerende økonomi bliver mere og mere "truet" af de "nye økonomier", især Kina. Kina har en langt større befolkning (ca 1400 mio over for 320 mio).

Figur 8: BNP i trillion US$ målt i købekraftsparitet 1990 - 2018 i USA og Kina

Befolkningsstørrelse er vigtig, men ikke alt. USA's økonomi er stadig på enkelte felter teknologisk mere avanceret og med en højere produktivitet (produktion pr arbejder pr tidsenhed). Derfor er BNP pr indbygger væsentlig højere i USA end i Kina.
Men der er godt gang i væksten i Kina - også selv om der i de seneste år har været tendenser til at tidligere tiders vækstrater på 8-10 pct årligt er ved at blive historie. Men det er kun naturligt, idet en stor del af Kinas vækst hang sammen med, at man kunne efterligne teknologi og produktionsmetoder i de højtudviklede økonomier. Efterhånden som Kina selv er ved at blive en højtudviklet økonomi, svinder hastigheden i disse "efterligningsmuligheder", og Kina må i stigende grad bruge egen teknologi i sin videre udvikling.
Forholdet til Kina spiller en enorm rolle i amerikansk politik. USA føler undertiden sin status som supermagt truet. I 2016 kunne Donald Trump føre effektiv valgkamp på sloganet "Make America Great again". Trump påstod som sagt ovenfor, at Kina manipulerede med valutakursen $/yuan for på den måde at skaffe sig fordele over for USA.
Trump påstod også, at millionvis af amerikanske arbejderes jobs var forsvundet til Kina igennem outsourcing (overførsel af produktion til udlandet). Det sidste var en påstand, der ikke var helt uden hold i virkeligheden. Men der anføres ofte det modargument, at hvis landet, der outsourcer, udbygger med jobs på andre mere højteknologiske områder, kan outsourcingen være til fordel.

Som det fremgår af figuren ovenover voksede USA's handelsunderskud over for især Kina dramatisk efter årtusindeskiftet. Kina blev medlem af Verdenshandelsorganisationen WTO (World Trade Organisation) i 2001. Det førte til nedsættelse af toldsatserne for kinesiske varer til de rige landes (USA, Vesteuropa og Japan) markeder. Og kinesiske virksomheder var hurtige til at udnytte mulighederne. Fra 1991 til 2013 udviklede Kinas andel af den samlede verdenseksport af industrivarer sig fra 2 pct til omkring 20 pct. Fra 1999 til 2011 mistede USA netto 6 mio jobs i industrien (ifølge samme kilde som figur 7).
Ifølge nyliberale økonomer skulle det ikke være et problem, fordi der bare opstår jobs andre steder, når markederne er frie. Man skal blot sikre sig, at arbejdsmarkedet er fleksibelt og uden hæmmende reguleringer for virksomhederne. Det viste sig imidlertid, at jobskiftene ikke skete i fornødent omfang.
Nogle af de gamle industriområder i USA i Midtvesten genvandt ikke i fuldt omfang jobbene. Og de, der kom i arbejde igen, kom det ofte i lavtbetalte "Mcjobs" og WalMartjobs. Samtidig var fagforeningsorganiseringen drønet ned i pct. Så der var ikke faglige organisationer, der kunne beskytte de udsatte arbejdstagere.

Figur 9: Arbejdsmarkedsdeltagelse for amerikanske mænd med forskellige uddannelsesbaggrunde

Her efter samme kilde som foregående figur.

Mange mænd kom ikke tilbage på arbejdsmarkedet igen, eller de kom slet ikke ud i job efter endt skolegang. Økonomien havde fået svært ved at skaffe jobs til de uuddannede, og konsekvensen blev, at de ofte gik tabt for arbejdsmarkedet. Samtidig førte den lavere efterspørgsel efter arbejdere til stagnerende lønninger igennem en lang periode.

Trump glemte dog at påpege, at mange amerikanske virksomheder var involveret i globale værdikæder, hvor flødeskummet har tendens til at ende i USA. USA har blot ikke i tilstrækkelig grad evnet at udbrede fordelene ved globaliseringen til den brede befolkning i tilstrækkelig grad. Indkomst- og formuefordelingen er blevet mere ulige.

Den nyvalgte præsident Trump (2016 - ) lagde an til en mere nationalistisk økonomisk politik. Ved FN's generalforsamling i september 2019 holdt Trump en tale, hvor han understregede, at for ham at se var den ideologiske deling globalt præget af patriotisme over for globalisme. Han står for det patriotiske, America First. Og det fængede hos en betydelig del af de amerikanske vælgere, som så USA presset fra immigration fra Latinamerika og fra samhandelen med asiatiske lande, hvor man fra amerikansk side følte, at der blev "snydt på vægten" . Kina havde fået økonomiske fordele igennem statsunderstøttelse af statsejede virksomheder og via manipulation med valutakursen. Derfor skal USA svare igen med forhøjelse af toldsatser og modsvar på valutakursen.
Trumps politik indebar samtidig angreb på de multilaterale samarbejdsorganisationer, der på amerikansk foranledning var bygget op efter II. Verdenskrig. Dvs WTO (Verdenshandelsorganisationen), IMF (den internationale valutafond), G7, G20, etc. De skulle bruges, når det kunne gøres som led i USA's nu mere nationalistiske (og protektionistiske) økonomiske politik. Og hvis det ikke kunne gøres, skulle de erstattes af mere bilaterale (tosidede) aftaler mellem USA og 1 af de andre lande enkeltvis. Det ville give større muligheder for USA til at udnytte sit hegemoni (førerskab).

I de første år efter finanskrisen har den amerikanske økonomi klaret sig bedre end den europæiske. Den har større vækst. Arbejdsløsheden er da også lavere end i EU. I EU har man ført besparelsespolitik og forsøgt at klare krisen på den måde. I modsætning hertil førte USA en stimulerende finanspolitik med vedtagelsen af en stimulanspakke på op imod 800 mia$ i starten af præsident Obamas første valgperiode (2009), jvf tekstboksen ovenfor.
Den har formentlig været medvirkende til at stimulere økonomien, så væksten i USA er blevet højere end i Europa. På den anden side er det et erkendt problem, at lønningerne for middelklassen og arbejderklassen har været stagnerende siden midten af 1980'erne.

Trumps politik kan ses som en reaktion på USA's gradvise tab af sin hegemone dominans i Verden. Det er især Kina, USA er kommet til at stå i skyggen af på nogle teknologiske nøgleområder.

Kina er omkring 2020 i færd med at hale hastigt ind på USA og opnå teknologisk ligestilling - eller i visse tilfælde ligefrem dominans - inden for en række teknologiske nøgle områder, eks. Femte Generations mobilnet, El-biler, Solenergi og Kunstig intelligens.

Ganske vist har USA kunnet opnå en vis position på el-bilmarkedet med mærket Tesla. Men det er et relativt lille bilmærke, og Tesla har især gjort sig gældende i det mindre luksusbilsegment. Når det gælder udvikling af el-biler til et massebilmarked, har Kina - og måske også Japan og Vesteuropa - fat i en lang ende.
Kina formulerede i 2015 en strategi for teknologiudvikling under navnet Made in China 2025. I dette udviklingsprogram vil man - med teknologi- og forskningsstøtte - udvikle kinesisk teknologi inden for en række nøglesektorer.

Fra amerikansk side har man under Trump set dette som et aggressivt tiltag, der har medvirket til at udløse Trumps handelskrig imod Kina, hvor man forsøger at genoprette amerikansk produktion igennem indførelse af toldsatser på kinesiske varer.

USA er et stort land, både geografisk og befolkningsmæssigt (ca 325 mio). Derfor kan den økonomiske udvikling være meget forskellig rundt om i landet.
I de senere år har man set, at de økonomisk fremgangsrige områder af landet er i dele af Syden (North Carolina, Texas, Florida, Arizona m.fl.) og Vestkysten (Californien med Silicon Valleys IT-industri og Seattle området i Nordvest).
Omvendt kan de såkaldte Rust Belt (Rustbælte) stater i Midtvesten og det østlige USA være i tilbagegang. "Rustbæltet" er de gamle industristater, der tidligere var den industrielle grundstamme i landets økonomi. Her var en stærkere fagforeningsmobilisering, og det var en af årsagerne til tilbagegangen, der startede i 1980'erne, idet den amerikanske kapital flygtede fra området med højere lønninger og faglige traditioner, til Syden, hvor man kunne producere billigere, fordi arbejdskraften var aflønnet lavere, og reguleringer og lovregler ikke føltes så strammende. Eller man flygtede til udlandet, f.eks. de nye industrizoner, der blev etableret i Kinas kystregioner efter, at Deng Hsiao Ping- reformerne satte gang i Kinas industrialisering fra starten af 1980'erne.
Det er efterhånden kun omkring 10 pct af de amerikanske lønmodtagere, der er organiseret i fagforeninger. Det er karakteristisk, at kampen for 15$ i timen i minimumsløn, "en løn til at leve af", foregår via medieoffensiver, demonstrationer foran virksomhedernes hovedkvarterer og den politiske proces i Washington og byråd og delstatsparlamenter, snarere end ved indgåelse af overenskomst med arbejdsgiverne.

Der var dog mange forsøg på at udvikle rustbæltet. Ofte var opskriften "nyliberal" (nedsæt skatterne, gør den offentlige sektor mindre, og dereguler økonomien). Den republikanske guvernør John Kasich, der forsøgte sig som kandidat til præsidentvalget i 2016, prøvede f.eks. i sine to perioder som guvernør i staten med en blanding skattelettelser og erhvervspolitiske lempelser for virksomhederne at sætte gang i Ohios økonomi. Der var fremgang. Arbejdsløsheden faldt, - som de i øvrigt gjorde i USA som helhed i præsident Obamas præsidentperiode. Men der er stærkt delte meninger om, hvorvidt det skyldtes guvernørens tiltag, eller det var den almindelige fremgang i den nationale økonomi, der gjorde det. Indkomstskatter og ejendomsskatten lettedes, hvad der gavnede de mere velstående, men samtidig øgedes vareafgifterne (sales taxes), så resultatet var meget magert for de lavere indtægter. Disse blev til gengældt paradoksalt nok tilgodeset af den forhadte Obama Care (Præsident Obamas sundhedsreform), der ellers var meget forhadt blandt mange amerikanere, idet det lykkedes for Ohio at få i hundredetusindevis af borgere sundhedsdækket, hvad der medførte, at mia af $ af føderale penge flød til staten i medicintilskud og hjælp til sygebehandling.
I Obamas første præsidentperiode havde den føderale regering (unionsregeringen i Washington) yderligere reddet det meste af den amerikanske bilindustri via føderale lånegarantier. Den var ellers bragt på knæ af finanskrisen og manglende omstillingsevne m.h.t. fornyelse af produktsortimentet. Det føderale låneprogram var forhadt blandt republikanerne, men Ohio kom til at nyde godt af det, da en del af statens rustbælteindustri består af halvfabrikataleverancer til bilindustrien.

På trods af al snakken om spøgelsesbyer i Midtvesten, hvor industrier har stemt med fødderne og flyttet produktion til Mexico og Kina, skal man ikke være blind for, at USA samtidig har nogle af de stærkeste spydspidser i den globale teknologi- og erhvervsudvikling. Det gælder f.eks. IT og dele af den amerikanske serviceøkonomi.
I Californien i USA opstod en stor del af IT-industrien i og omkring Silicon Valley, hvor ledende universiteter som Stanford o.a. lå tæt på det innovative miljø i området syd for San Francisco (Silicon Valley). Hertil krævedes så blot risikovillig kapital (Venture Capital). Så havde man den nyttige trekant af viden, innovationslyst og risikovillig investeringskapital, som førte til dannelsen af voksende IT-virksomheder, der kunne forny det amerikanske erhvervsliv og stille det stærkt i den internationale konkurrence. Men hvordan er det gået til, at det samtidig - og ikke mindst i kombination med globaliseringen - har ført til stigende uligheder i indkomst og formuer i det amerikanske samfund? Det kræver en lidt længere redegørelse.

"To Amerikaer", som har meget svært ved at forstå hinandens kultur og syn på verden, hænger sammen med ulige regional og lokal udvikling.
De hjemløse og underbetalte hænger ud i downtown San Francisco og ser de airconditionerede busser, som er betalt af de rige virksomheder i "Dalen", køre ud med IT-ansatte til de glitrende high-tech virksomheder i Silicon Valley. Der er verdener til forskel med hensyn til lønninger og personalegode - og muligheder for selv at blive selvstændig og realisere den amerikanske drøm.
Man kan derfor sige, at det klinger hult, når Donald Trump gjorde sit slogen til "Make America Great Again". USA er allerede stort på det økonomiske område, men det er det selektivt. Og man kan sige, at landet har udviklet velfærdsordningerne alt for lidt i forhold til at skabe social balance i samfundet.

Et af de helt stor samtaleemner i økonomiske tidsskrifter de senere år har været Thomas Pikettys bog Capital in the 21st Century. Den har vakt opsigt, både på grund af den store dataindsamling, den bygger på, og på grund af de tendenser, Piketty mener at kunne se for verdensøkonomien, og herunder ikke mindst USA’s økonomi.
Piketty underviste ved det amerikanske MIT i midten af 1990′erne, men vendte tilbage til Europa efter få år, bl.a. fordi den økonomiske teori, han mødte på MIT, forekom ham “gold og formålsløs”. . “Noget mærkeligt skete. Jeg blev pludselig klar over, at jeg intet vidste om Verdens økonomiske problemer”.
Det er en vinkel på økonomien, mange danske økonomer kunne blive inspireret af.

Figur 10 : Udvikling i indkomstfordelingen i USA. Den rigeste 10 pct’s andel af de samlede indkomster

Kilde: Piketty xls’er.

Der er allerede peget på mange af årsagerne til denne udvikling (jvf ovenfor). En del af forklaringen kan også ligge i, at mindstelønningerne ikke er fulgt med.

Lov om mindsteløn

I USA har man en føderalt fastlagt mindsteløn. Det er typisk for lande med lav organisationsgrad (medlemskab af faglige organisationer) på arbejdsmarkedet. I Danmark, hvor mange er organiseret, har arbejdsmarkedets parter forhandlet mindstesatser.

Figur 11: Udviklingen i organisationsprocenten på arbejdsmarkedet i OECD-området og nogle OECD-lande

Mindstelønnen var i 2016 på 7,25 $ i timen, hvad de fleste er enige om er temmelig lavt. Mange på mindsteløn er nødt til at have to jobs eller få madkuponer for at kunne klare sig. Det er uværdigt, og der har været mange forsøg på at hæve mindstelønnen, men det møder hver gang modstand fra konservative lovgivere i Kongressen. Angiveligt med den begrundelse, at arbejdsgiverne ikke har råd til det.

Det har ført til, at mange lavtlønnede, f.eks. i fast food branchen og Wal Mart kædens supermarkeder har taget sagen i egen hånd og kæmpet for en løn til at leve af på 15 $ i timen. Det er symptomatisk, at man vælger denne metode frem for traditionel faglig organisering og mobilisering. Det er der nok nogle, der gør, men med risiko for fyring og forfølgelse for faglig aktivitet.

Figur 12: Udviklingen i den føderale mindsteløn

Kilde: Pew Research. Den grå kurve er den nominelle mindsteløn, den gullige kurve er mindstelønnen beregnet over tid i inflationstilpassede $. Mindstelønnen toppede på et tidspunkt, hvor fagbevægelsen stadig stod nogenlunde stærkt i USA.

Den føderale mindsteløn ligger betydeligt under adskillige europæiske landes niveau. Tyskland: 8,5 euro pr time. Frankrig: 9,67 europr time. For slet ikke at tale om Danmark, hvor "mindstelønnen" i overensstemmelse med den danske model fastlægges ved overenskomsterne mellem arbejdsmarkedets parter (Dansk Industri og fagforeninger, der organiserer arbejdere i industrien) til pt ca 112,- kr pr time, en aftalt løn, der så følges også på andre overenskomstområder.

Det er sjældent, at en roman når en så stor berømmelse, at den kommer til at give navn til en samfundsvidenskabelig teori eller påstand. Det er sket med den amerikanske forfatter F. Scott Fitzgeralds roman The Great Gatsby. Dens tema er den amerikanske drøm og hvordan den realiseres i 1920’ernes USA i skikkelse af hovedpersonen Jay Gatsby.
Den beskriver livsstilen hos de ekstremt rige mennesker i 1920’ernes fineste forstæder på Long Island uden for New York. Romanen har fået en betydelig renæssance de senere år, hvad der måske hænger sammen med, at den ulighed, man havde i det amerikanske samfund i 1920’erne, er kommet tilbage på omtrent samme niveau i starten af det 21. århundrede.

Kilde: Miles Corak. (Klik for større udgave af figuren). Figuren viser landes ulighed ud ad x-aksen. Uligheden er målt ved ginikoefficienten, der viser den økonomiske indkomstulighed på en skala fra 0 (lavest mulig ulighed) til 100 (total ulighed, hvor en person har alle indkomster). Op ad y-aksen måles, hvor let eller svært det er at få samme eller bedre økonomiske vilkår som forældregenerationen (generational mobility). Et lavt tal her udtrykker stor evne/tendens til generationsmobilitet, et højt tal lav generationsmobilitet. (R2, R squared, er 0,76, som på en skala fra 0 – 1 siger, hvor tæt dataene er på den lineære sammenhæng. 1=100 pct sammenhæng (siger dog ikke nødvendigvis, at der er årsagssammenhæng)).

Figuren er blevet brugt til påstanden: Hvis uligheden bliver meget høj, så bliver den sociale mobilitet i samfundet lav. Det forklares f.eks. i virkelighedens verden ved, at der er ret lukket adgang til uddannelser. De forbeholdes eliten, som man f.eks. ser det i USA “ivy league” skoler (Harvard, Princeton, Yale, Stanford, etc), eller tilsvarende i England (“Oxbridge” universiteterne).

Kilde: Worldbank.org. Gini-indekset fremkommer ved at dividere det lyserøde områder over Lorenz-kurven med hele området (både det lyserøde og det lyseblå) under 45-graderlinjen. X-aksen viser 10.-dele af det totale antal indkomstmodtagere. Y-aksen, hvad tiendedelen får i andel af samlet indkomst. Økonomisk ulighed stadig på rekordniveau, ifølge OECD.

Det økonomiske opgør mellem Donald Trump og Hillary Clinton er blevet set som et ekko af en strid om økonomi, som fandt sted for nogle årtier siden, i 1980’erne under præsident Ronald Reagan og i 1990’erne under præsident Bill Clinton:

Bill Clinton ville øge "middelklassens" købekraft i stedet for at give skattelettelser til de rige. Det ville for ham at se stimulere økonomien mere. Nogle skatter skulle stige, men det offentlige forbrug skulle også stige og samlet ville der blive tilført købekraft til økonomien.

Kilde: The Guardian October 3rd 2016.

Reagan, ville give store skattelettelser til dem med høje indkomster med påstand om, at de ville tjene sig ind igen, fordi der ville blive sat så meget mere økonomisk aktivitet i gang ved det, at skatteindtægterne ville komme igen igennem en stigning i BNP. Og når de velhavende blev meget rigere, ville alle blive noget rigere igennem en trickle-down effekt ("nedrislingsvirkning"). Det ville "risle ned" fra de rige, når økonomien går frem, så de fattige også fik glæde af det. Hvis man ser BNP som en stor rund kage, hvor de fattige og de rige har hver deres del, så vil de fattige få mere, når kagen vokser, og de bevarer deres andel. Spørgsmålet er imidlertid, om de bevarer samme relative andel?
Reagan-økonomer brugte blandt andet den såkaldte Lafferkurve til at forklare sammenhængen mellem lavere skat og igangsættende virkninger på økonomien.

I dag ser man en slags nyreaganisme i Trumps økonomiske politik, som han bl.a. fremlagde i en tale i Den økonomiske Klub i New York:

Hvis vi sænker vores skatter, fjerner ødelæggende reguleringer, slipper den kæmpemæssige skat af amerikansk energi løs, og vi forhandler handelsaftaler, som sætter Amerika først, så er der ingen grænse for det antal jobs, vi kan skabe, og den mængde rigdom vi kan slippe løs. (Trump i New Yorks Økonomiske Klub 15. sep 2016. Kan findes på Youtube).

Han foreslår konkret, at selskabsskatten (skat på virksomhedernes overskud) skal sænkes fra 35 pct til 15 pct. Og de overskud, amerikanske virksomheder har stående i udlandet, kan de repatriere (sende tilbage) til USA med en skattebetaling på kun 10 pct (det kan lyde som lidt af en foræring og er det sådan set også. På den anden side kan det få de enorme profitter i 2,5 - 3 trillion$ klassen, som US virksomheder har stående i udlandet, hjem. Og det er vel det, der er Trumps pointe?) .
7 skatteinddelinger i indkomstskatten (10%, 15, 25, 28, 33, 35, 39,6% ved indkomst ud over 415.000$ årligt) skal efter Trumps plan samles i 3 (12, 25 og 33 pct i den føderale skatteskala). Marginalskatten skal derved sænkes, hvorved indkomstskatterne samlet set sættes betydeligt ned. De allerlaveste indkomster skal helt slippe for at betale skat. Trump mener, han er generøs i skattelettelser til de fattige, men økonomer, der har regnet på virkningerne af skatteforslagene mener, at det bliver et overflødighedshorn af et tag-selv-bord til de rige.

Figur 15: Progressiv indkomstskat (som i USA's føderale indkomstskattesystem) er en slags "Robin Hood" princip

Note: Når det gælder indkomstskat, kan der være forskellige principper af de ovenstående i forskellige intervaller. Der er typisk et bundfradrag for indkomstskat. Den progressive skats højeste trin (topskat) sætter i USA ind ved en relativt høj indkomst (over 400.000$).
Det er altså en slags Robin Hood-princip, der er indbygget i skattelovgivningen.
Til gengæld kan moms og punktafgifter være degressive i deres faktiske virkninger, da de hviler forholdsvis tungere på lave indkomster. Trumps forslag mindsker progressiviteten i den højere ende, men forlænger det skattefri bundinterval, så der også bliver skattelettelser til de lavere indkomster.

Trumpkampagnen hævder, at de foreslåede skattelettelser ikke vil føre til stigende ulighed, som påstået af Demokraterne, men til 2000 mia$ nye investeringer og en forøgelse på knap 10 pct i de gennemsnitlige lønninger, hvad der forventes at ske via en forøgelse i den økonomiske vækst i BNP.

Clinton ville lukke skattesmuthuller for de store virksomheder og bruge flere penge på infrastrukturinvesteringer og jobprogrammer, som ville få økonomien til at gå frem, idet almindelige forbrugere får flere penge mellem hænderne, og det vil få stimulerende virkninger på økonomien, når det breder sig som ringe i vandet ("Keynes-effekt").

Clinton kaldte i den første præsidentdebat før valget i 2016 Trumps økonomiske politik for "trumped-up trickle down" ("oppumpet nedrisling"), idet hun mente, at det var vildt overdrevent, at skattenedsættelsespolitikken ville få de dynamiske effekter, som Trumplejren påstår. Udsagnsordet "trump up" betyder en svigefuld måde at pumpe noget kunstigt op på.
Når skattenedsættelserne ikke ifølge Demokraternes økonomer får de forventede dynamiske virkninger på økonomien, vil de i stedet resultere i en dramatisk forværring af USA's statsgæld (det, staten skylder, fordi der igennem mange år har været underskud på statens saldo), der i forvejen ligger oppe omkring 100 pct af BNP.

Når man ser på skema 1 ovenover, må man sige, at begge de to tidligere præsidenter tilsyneladende har haft en heldig hånd. Den økonomiske vækst pr år er af en størrelse, man kun kan drømme om i dag. At væksten tilsyneladende var højere under Clinton end under Reagan, kan vanskeligt bruges som bevis for, at Clintons politik var "bedre" end Reagans.
Der er nemlig mange baggrundsfaktorer, der kan have spillet ind. Sluthalvfemserne var en dynamisk økonomisk periode, bl.a. p.g.a. den såkaldte dot.com bølge i amerikanske erhvervsliv, hvor nye internetvirksomheder voksede frem i stort tal. Nogle af dem, f.eks. Amazon, blev kæmpestore multinationale koncerner. Der var samtidig pæn vækst i verdensøkonomien, bl.a. p.g.a. stærke kinesiske væksttal. I 2016 er den kinesiske vækst begyndt at løje noget af.
Det er ofte teknologiske innovationer, investeringer i nye anlæg og start af nye virksomheder, der kan sætte gang i en økonomi. Og det var kommet uanset, om præsidenten havde rød eller blå farve.
Keynesiansk orienterede økonomer har sagt, at de relativt fine væksttal under Reagans 2. periode i virkeligheden hang sammen med offentlig stimulans af økonomien (altså keynesianske virkemidler, hvor man kommer ud af lavkonjunktur ved at sætte mere gang i offentlige udgifter eller give skattelettelser, så forbruget stiger). Keynesianske økonomer afviser den føromtalte Lafferkurve effekt, idet de siger, at det ikke er særlig godt dokumenteret i empiri (virkelighed), at der skulle være de virkninger, og hvis de skulle være der, vil det i høj grad afhænge af konjunkturerne (økonomiens op- og nedgange) og de forventninger, disse giver til virksomheder og investorer. Hvis man er i lavkonjunkturer og BNP stagnerer, vil man ikke øge investeringerne i nye anlæg, - selv med faldende topskat.
Lavere marginalskat kan få den virkning, at arbejdstagere heller vil "tilkøbe" sig mere fritid, når den disponible indkomst (indkomsten efter skat) stiger. Dermed bliver de påståede dynamiske virkninger ikke til så meget.
Den utilsigtet "keynesianske politik" under Ronald Reagan skete i form af stærkt forøgede forsvarsbevillinger. Det førte til skabelse af masser af nye jobs i forsvarsrelaterede virksomheder, men førte samtidig til en kraftig forøgelse i statens budgetunderskud (udgifter større end indtægter på de offentlige finanser), og dermed også til en stigning i den amerikanske statsgæld.

Figur 16: Udviklingen i realt BNP (BNP renset for inflation) per indbygger og den historiske trend

Kilde: Dshort.com.Der er tegnet en tendenslinje igennem vækstkurven, som viser, at væksten i perioder har været over denne, i perioder under. Perioderne under Reagan og Bill Clinton var, som det ses, dynamiske vækstperioder.. Siden finanskrisen har der været et betydeligt produktionstab (over 10 pct) i den amerikanske økonomi (vækstkurven under tendenslinjen)

Libertarianerne (Libertarian Party) opstillede Gary Johnson, tidligere guvernør i New Mexico, til præsidentvalget. Han lå pænt i meningsmålingerne i adskillige stater. Libertarianerne lover skattelettelser/- for nogle libertære kandidaters vedkommende afskaffelse af indkomstskatter og vareafgifter (sales taxes) på både føderalt og statsligt niveeau. Og man foreslår nedlæggelse af Centralbanken, The Federal Resverve.
De Grønnes kandidat til præsidentvalget i 2016, Jill Stein, har fremlagt en økonomisk plan, der satser på en grøn omstilling af den amerikanske økonomi. Der skal skabes jobs ved at satse massivt på vedvarende energi. Desuden vil hun arbejde for større lighed i det amerikanske samfund. Mindstelønnen skal hæves til 15$ pr time, hvad der ligger på linje med græsrodsarbejderbevægelsen, der kæmper for en løn til at leve af.
At have et job skal være en ret. Samlet set skal der laves et bærdygtigt samfund, der defineres således: "Arbejdsløsheden skal afskaffes. Det skal fattigdom også. Den overhængende klimakatastrofe skal afmonteres igennem opbygning af en grøn økonomi. Og samfundet skal gøres mere retfærdigt".
De Grønne har mange støtter og vælgere, især i Californien og det vestlige USA. Og her er partiet også repræsenteret i lokale repræsentative forsamlinger. Men bl.a. på grund af valgmåden (flertalsvalg med first-past-the post i enkeltkredse), der favoriserer et to-partisystem, har man haft svært ved at slå igennem på nationalt plan. I 2000 kom den grønne kandidat Ralph Nader til faktisk at forhindre valg til præsident af den grønt sindede demokrat Al Gore, idet de Grønne med deres ca 2,7 pct af stemmerne kom til at vippe vægtskålen og give valgmandskollegiestemmer til Republikanernes George W. Bush, så han blev valgt i stedet for Al Gore. I 2016 skete det igen. Clinton fik flere stemmer end Trump, men tabte slaget om valgmændene!

Populisme er en –isme, hvor man tager udgangspunkt i "folkets" verdensbillede. Den populistiske politiker ser, at der er opstået en uoverensstemmelse mellem det etablerede poltiske systems syn på verden og "folkets" syn på den. Med kontrol over medierne ser man i dag endvidere en tendens til, at populisten kan forstærke og evt fordreje det folkelige verdensbillede.
Politik kan derved blive præget af modsætninger mellem styret og folket. Det er ”os mod dem”. Ofte bliver enkeltsager, som optager befolkningen taget op. Populisten forsøger at knytte en forbindelse til befolkningen ved at forklare for dem, hvordan ”de er blevet trådt på” af de etablerede politikere (I USA: ”Washington”). Populære synspunkter, der trækkes frem, kan være: ”Skatterne”. ”Indvandringen”. Der kan blive pisket stemninger op. Man henviser til dolkestødslegender for at forklare egne fiaskoer, etc.

Det var "Pussygate"-videoen, der gjorde det af med Trump nogle uger før valget, idet den stødte ham så
langt ned i meningsmålingerne at det var svært at komme op igen - med eller uden en Brexit-plus strategi? Clinton-kampagnen var effektiv m.h.t. at grave belastende materiale frem fra Trumps baggrund. Om der
var tale om et effektivt "karaktermord" eller det blev gjort i en god sags tjeneste, fordi han var uegnet som
præsident, diskuteres, og vil sikkert blive diskuteret fremover. Ifølge Trump selv var udtalelserne over 11 år
gamle, og det var angiveligt "locker room snak" uden betydning!
"I have a tremendous respect for women", erklærede han bagefter under TV-debatterne.
Under alle omstændigheder var hans tag i en stor del af de marginaliserede i det amerikanske samfund ganske
effektivt. Han vakte begejstring i en stor del af den amerikanske vælgerbefolkning, hvad der bl.a. fremgår af hans
mass rallies. Men når han stødte kvindelige vælgere og store minoritetsgrupper fra sig, var det umuligt at vinde
et amerikansk præsidentvalg. Populismen skulle have været bredere funderet, hvis han skulle vinde.

Al lovgivende myndighed, der er givet i denne forfatning, skal overdrages til en Kongres for De Forenede Stater, bestående af et Senat og et Repræsentanternes Hus.

1. Repræsentanternes Hus skal sammensættes af medlemmer, der vælges hvert andet år af folket i de enkelte stater. (…)

3. Repræsentanterne og de direkte skatter skal fordeles mellem de stater, der optages i denne union, i forhold til deres indbyggertal, som består af antallet af frie individer, også omfattende dem, der er forpligtet til tjeneste i en vis årrække, men ikke omfattende indianere, der ikke er beskattede, samt tre femtedele af alle andre individer. … Antallet af repræsentanter skal ikke overstige én for hver 30.000, men alle stater skal have mindst én repræsentant. (...)

1. De Forenede Staters senat skal bestå af to senatorer fra hver stat, valgt af statens lovgivende forsamling for 6 år, og hver senator skal have én stemme (...).

4. De Forenede Staters vicepræsident skal være formand for Senatet, men han skal ikke have stemmeret, med mindre der er stemmelighed. (...)

2. Ethvert lovforslag, som er vedtaget af Repræsentanternes Hus og Senatet, skal, før det bliver lov, forelægges De Forenede Staters præsident; hvis han godkender det, skal han underskrive det, men hvis ikke skal han sende det tilbage til det hus, hvor det først er behandlet, sammen med sine indvendinger. (...) Hvis det efter fornyet behandling vedtages med to tredjedeles flertal, skal det sammen med præsidentens indvendinger sendes til det andet hus, hvor det ligeledes skal behandles igen, og hvis det også her vedtages med to tredjedeles flertal, bliver det lov. (...)

1. at pålægge og opkræve skatter, told og afgifter med det formål at betale De Forenede Staters gæld og sørge for deres fælles forsvar og almindelige velfærd; men alle toldsatser og afgifter skal være ens over hele De Forenede Stater.

3. at regulere handelen med andre nationer og mellem staterne og med indianerstammerne (...)

1. Den udøvende magt skal overdrages en præsident for Amerikas Forenede Stater. Han skal sidde i en periode af fire år og skal vælges sammen med en vicepræsident, der også sidder i fire år.

2. Hver stat skal (...) udpege et antal valgmænd, svarende til det samlede antal af senatorer og repræsentanter, som staten er berettiget til i Kongressen. (...)

5. Ingen der ikke er født som borger i De Forenede Stater, eller som var borger, da denne forfatning indførtes, kan vælges som præsident for De Forenede Stater. (...)

1. Præsidenten skal være øverstkommanderende for De Forenede Staters hær og flåde og for folkevæbningen i de enkelte stater, når disse udskrives til tjeneste for De Forenede Stater. (...)

2. Han skal have myndighed til, med Senatets godkendelse, at indgå traktater forudsat to tredjedel af senatorerne giver deres samtykke; og han skal, med Senatets godkendelse, udnævne ambassadører, andre ministre og konsuler, højesteretsdommere og andre embedspersoner, der ikke er nævnt her, men som oprettes ved lov. (...)

Den dømmende magt i De Forenede Stater skal overdrages til én højesteret og til sådanne domstole af lavere rang, som Kongressen fra tid til anden kan oprette. (...)

Når to tredjedele af begge Huse anser det for nødvendigt, kan de foreslå forbedringer af denne forfatning (...) som i enhver henseende bliver en del af denne forfatning, når de er godkendt af tre fjerdedele af de enkelte stater. (...)