USA

Amerikansk politik adskiller sig på mange måder fra dansk og europæisk politik.
   I Danmark har fagbevægelsens og arbejderpartiernes rolle igennem det 20. århundrede, f.eks. med opbygning af en velfærdsstat, skabt en tradition for socialistisk/socialdemokratisk politik, som man ikke kender i USA. I EU-landene i Vesteuropa har man skabt den europæiske sociale model med relativt veludbygget velfærd/socialforsikring.
   Amerikansk politik har i højere grad været præget af noget af den  lykkeridderfilosofi, lonesome cowboy-individualisme og troen på, at man selv klarer paragrafferne - uden statslig indblanding, der blev en del af den indre koloniseringsproces. Det kan næsten se ud som om, det politiske højre-venstre spektrum i USA starter med Socialdemokrater/Radikale og ud mod højre. Det er dog ikke hele sandheden, da man kan se nogle af de samme holdninger som i dansk venstrefløjspolitik ligge i begrebet "liberal". Det betyder i amerikansk sammenhæng nærmest progressiv-venstreorienteret. Derimod kan man have svært ved at se en parallel til Det religiøse Højre i Danmark. Det er der nok, men i noget mindre omfang og med delvist andre sager.
   

Politiske spektra, holdninger/værdier

I USA går en væsentlig politisk skillelinje mellem at være "liberal" ("venstreorienteret") og Højre-konservativ. De førstnævnte går ind for en vis velfærd, f.eks. et universelt sundhedssystem, rimelige sociale ydelser og uddannelsernes udbygning, så man får lige muligheder. Man går også ind for fri abort, registreret partnerskab/ægteskab for homoseksuelle. De vil gerne have stor valgfrihed i personlige anliggender, men støtter samtidig central (og føderal) beslutningstagning i økonomiske-og velfærdsmæssige anliggender. De svage skal hjælpes ud fra retfærdighedsbetragtninger. De er også tilhængere af multikulturelt samfund.     
   I den anden ende finder vi det religiøse højre (imod fri abort/pro life). Her kan man være imod seksualundervisning i skolerne og evt. i, at de skal undervises efter Darwins teorier. I stedet vil man have undervisning i skabelsesberetningen (Creationism) og i dens nye variant intelligent design. Og vi finder i  det nationalistisk-konservative højre ønsker om markant varetagelse af amerikanske interesser rundt omkring i Verden (herunder også varetagelse af amerikanske interesser med militære midler). Den republikanske vicepræsidentkandidat i 2008, Sarah Palin, blev taget til sig af det evangeliske kristne Højre. Da hun talte for en gaspipeline, der skulle bringe gas fra Alaska til det øvrige USA, et projekt til 40 mia $, bad hun folk om at bede til Gud for, at den skulle bygges. Og hun kaldte krigen i Irak, hvor hendes egen søn Track skulle deltage som soldat for "en opgave, der kommer fra Gud" ("a task that is from God". The Independent 7.9.08)
   Disse synspunkter kan sommetider brydes med en anden tradition i amerikansk politik, også hos Højre,  nemlig isolationisme.

Billedet American Progress (af John Gast fra ca 1872) af Columbia, der som det personificerede USA leder civilisationen vestpå, kaldes en allegorisk repræsentation af den manifeste skæbne, Gud har tildelt det amerikanske folk. Under hende kan man se nybyggerne. Og hun giver selv en hånd med ved at trække telegraftråde. Hun har endvidere en skolebog under armen. Den symboliserer oplysning og fremskridt  (kilde: Eng. Wiki)

Den såkaldte exceptionalisme, der betyder en holdnings-/værdimæssig dimension af at være noget særligt i Verden og have en mission i Verden,  går på, at det amerikanske folk er "udvalgt" af Gud til at være "byen på bjerget", der med frihedsfaklen kan være et lysende eksempel for andre folk. Den republikanske vicepræsidentkandidat Sarah Palin sagde således ved et valgmøde i Colorado før præsidentvalget i november 2008:

“Vi ser Amerika som den stærkeste kraft for det gode i denne verden. Hvis vi kan, vil vi være det fyrtårn af lys og håb for andre, der søger frihed og demokrati, og som kan leve i et land, der endda vil tillade intolerance i udøvelsen af de lige rettigheder, som vort militær kæmper for og dør for på vore allesammens vegne." (New York Times 4,10.08)

Faklen lyste bl.a. for nye immigrantgrupper ("Give me your tired, your poor, your huddled masses..").  Nogle af de grupper, der kom til USA i 16-1700-tallet flygtede fra religiøs undertrykkelse i Europa. At være blandt "de udvalgte" kunne styrke identitet og gruppefølelse.
    Exceptionalismen har kunnet begrunde the Frontier spirit (Go West...) og følelsen af, at man via manifest destiny (skæbnen) var udpeget og berettiget til at købe land vestpå og herved skubbe nationens grænser længere i denne retning og ultimativt underlægge sig andre lande, f.eks. Mexico, hvoraf store dele blev indlemmet i midten af det 19. århundrede. Det var man moralsk berettiget til, fordi man billedlig talt kom med en skolebog under den ene arm og bibelen under den anden. Man repræsenterede fremskridtet.
   Der er imidlertid også andre tolkninger af amerikansk exceptionalisme. Historikeren George C. Herring har i bogen From Colony to Superpower -  U.S. Foreign Relations Since 1776 fremsat og argumenteret for den tese, at den amerikanske exceptionalisme ikke oprindelig var særlig altruistisk i sin udformning. Det kan man bl.a. se i USA's håndtering af relationerne til nære naboer som Haiti, Cuba og Nicaragua i det 19. århundrede, lande med betydelige indslag af sorte befolkningselementer. Exceptionalismen havde altså dengang en racemæssig begrundelse. Det kunne endvidere retfærdiggøre udryddelsen af indianerne og indlemmelsen af store dele af Mexico i unionen. Herring mener også, at det er en myte, at USA nogensinde har været isolationistisk. Han finder rødderne til amerikansk imperialisme allerede hos de grundlovsgivende fædre. Allerede ved det grundlovsgivende konvent i Philadelphia i 1987 talte James Madison om at "lægge grunden til et stort imperium". De neo-konservative i Washington er ikke en ny opfindelse. 
 

 

Det hvide Hus i Washington - sædet for det mest magtfulde politiske embede i Verden.

Under Det hvide Hus er der et ganske omfattende administrativt apparat, der på forskellige måder servicerer præsidenten.    Dels er der præsidentens stab i Det hvide Hus, dvs personlige rådgivere, dels er der forskellige adminstrative organer og råd. Et af de vigtige er f.eks. Office of Management and Budget (OMB), som forbereder de præsidentielle inputs i det føderale budgetarbejde.     Et vigtigt organ er Det nationale Sikkerhedsråd, der rådgiver præsidenten om unionens sikkerhed.

Figur : Det amerikanske magtbalancesystem sammenlignet med dansk parlamentarisme:

Note: Checks and Balances: Det er beskrevet i forfatningen, hvordan de forskellige ”magter” holder hinanden i skak, så ikke en enkelt af dem bliver for magtfuld. Præsidenten udnævner højesteretsdommere og ministre, men udnævnelser skal godkendes af Kongressen (Congress). Præsidenten kan nedlægge veto imod lovgivning (legislation) vedtaget (passed by) af Kongressen (Congress). Herefter kan loven kun komme igennem, hvis den vedtages med 2/3 flertal (majority). Højesteret (the Supreme Court)  har mulighed for at prøve loves grundlovsmedholdelighed. Højesteret kan endvidere dømme om, at beslutninger og administrative rutiner er forfatningsstridige og derfor skal ændres. Senatet (the Senate) har særlige beføjelser i udenrigspolitikken, f.eks. retten til at erklære krig imod fremmede stater.

Valg til Kongressen                                                                                                                                          

Valg til Repræsentanternes Hus og Senatet holdes hvert andet år. Senatorer (Senators) vælges for 6 år, således at 1/3 udskiftes ved valgene hvert andet år. Hensigten med dette har været at sikre staterne kontinuitet i unionsstyret i Washington. Repræsentanterne (Congressmen) vælges for 2 år.
    Ved disse valg har man flertalsvalg i enkeltkredse, dvs det er den kandidat, der har fået flest stemmer i hver valgkreds, der er valgt. Øvrige stemmer er for så vidt "spildt" for partiet.

Gerrymandering
Der er mulighed for manipulation ved den måde, Kongresdistrikternes (Congressional Districts) grænser fastlægges. Dette kaldes Gerrymandering. Valgkredsene ved valgene til Repræsentanternes Hus kan altså udformes sådan geografisk, at det sikrer valg/genvalg til den siddende kandidat. Det er den enkelte stats lovgivende forsamling (national assembly), der bestemmer, hvordan valgkredsene dimensioneres, og det sker normalt hvert tiende år efter en folketælling (census). Det har medvirket til lav valgdeltagelse ved valg til Repræsentanternes Hus, idet den demografiske sammensætning kan være sådan via gerrymandering, at "slaget" er vundet eller tabt på forhånd, - og hvorfor så have besværet med at gå hen og stemme? .
    Gerrymandering er ikke mulig ved valg til Senatet, fordi staternes grænser ligger fast.

Kilde: www.Nationalatlas.gov

38. kreds Pct Latinoer 70,6 Hvide 13,6 Sorte 3,6 Asiater 10,2 Andre 2   46. kreds Pct Latinoer 16,9 Hvide 62,8 Sorte 1,4 Asiater 15,4 Andre 3,5   Figurerne viser et par af de mere vidtgående udslag af gerrymandering, to valgkredse i Los Angeles, det 38. og det 46. distrikt.     En af grundene til, at det er svært at reformere systemet, er, at det bliver forbundet med "etablerede rettigheder", som folk ikke vil finde sig i at miste. Det 38. distrikt i Øst Los Angeles er således et distrikt, der er domineret af en minoritetsgruppe, Latinoerne, som herigennem sikres repræsentation i Washington. Modsat er det 46. distrikt en valgkreds for mere velbeslåede befolkningsgrupper. I Californien er der et meget udbredt direkte demokrati med folkeafstemninger. I november 2008 stemtes om en del initiativforslag. Der skelnes mellem initiativ og referendum. Det sidste er afstemning om et vedtaget forslag. Der kan ikke laves referendum om hastelovgivning, skatte- og bevillingslove og love til udskrivning af valg. Der kræves 5 pct af vælgernes underskrifter (i forhold til antallet af samlede afgivne stemmer ved sidste guvernørvalg) for at kunne lave en afstemning om enten initiativ eller referendum.    Der har før været afholdt folkeafstemning om gerrymandering i valgdistrikterne til det californiske parlament og Repræsentanternes Hus i Washington, hvor afskaffelse af systemet er blevet afvist af vælgerne.     Der er de, der mener, at denne form for valgdistrikter gør amerikansk politik mere politiseret, fordi valgkredsene udformes sådan, at "ekstremer" fremmes og fastholdes. Derfor er der mange fortalere for reformer af systemet. Der går imidlertid politik i det. I november stemte vælgerne i Californien om Proposition 77 ("Referendumforslag 77"), som ville have skabt en uafhængig kommission bestående af tre dommere, der skulle tegne valgdistrikterne til både valg til Repræsentanternes Hus, samt senat og forsamling i selve Californien, op på en måde, der kunne eliminere gerrymandering.    Guvernør Schwarzenegger støttede initiativet. Han mener, valgdistriktsinddelingen har medvirket til at skabe et polariseret parlament, hvor der hvert år er store problemer med at få vedtaget et statsbudget for Californien fordi diverse special interest groups skal have ønsker tilgodeset. Det hører imidlertid med til historien, at det californiske budget skal vedtages med 2/3 flertal, hvad der ikke gør det lettere at få det igennem.    Vælgerne tvivlede imidlertid på, om guvernørens initiativ var helt upolitisk, eller han kom til at favorisere sit eget republikanske parti. Forslaget blev i hvert faldt forkastet, som lignende tidligere forslag er blevet det.     Der er græsrodsorganisationer, der kæmper for at få et mere proportionalt valgsystem, f.eks. ved at indføre større valgkredse med valg af adskillige kandidater.

Gerrymandering blev oprindelig opfundet af Elbridge Gerry (1744-1814), guvernør i  Massachusetts fra 1810 til 1812. I 1812, underskrev Guvernør Gerry en lov, der omdannede valgkredsene i hans stat, så det blev til fordel for hans eget parti. En valgkreds kom til at ligne en salamander, deraf betegnelsen gerrymander.
   

Kortet viser valgkredsene til Repræsentanternes Hus (Congressional districts), og hvordan vælgerne fordelte sig ved Kongresvalget ("midtvejsvalget") i 2006, hvor Demokraterne gik frem, bl.a. på en bølge stigende modstand mod præsidenten, der var republikaner (Bush).     Der er  grænser efter, hvordan  Gerrymandering skærer på kryds og tværs, så ønskelige valgresultater nås i forhold til de politiske kulturers fordeling i vælgerbefolkningen. Demokraterne står traditionelt stærkt i storbycentre, blandt organiserede arbejdere, offentlig ansatte, minoriteter, studerende og uddannede.      Republikanerne står ofte stærkt blandt selvstændige, privatansatte, og man finder dem typisk  i småbyer og rige forstæder.      Der er dog også store forskelle på de velståendes politiske kulturer, om man f.eks. er storby - "liberal", kører Toyota Prius og læser New York Times (chance for at finde enDemokrat), eller forstadsvelhaver med stort hus og  Offroadere i garagerne (chance for at finde en Republikaner).

Det er blevet almindeligt at betegne de vælgermæssige tilknytninger til partierne med betegnelserne "røde" og "blå" stater. De første er de republikanske, de blå de demokratiske.  Det skifter fra valg til valg, men et gennemgående træk er, at de nordøstlige og vestlige stater (Californien og nord for) og den industrialiserede nordlige del af midtvesten, er demokratisk og de mere landlige områder i midten af landet og sydpå er republikansk. De sydlige dele af landet og Californien påvirkes i stigende grad af de mange latinoer, der er blevet den største minoritet i USA. I flere byer og områder udgør de efterhånden den største gruppe. Det kan medvirke til et godt valg for Demokraterne, der traditionelt står stærkt blandt amerikanere af mexicanske afstamning.

Senmodernitet/globalisering påvirker vælgeradfærd

Politiske partier

De politiske partiers arbejdsformer er i vidt omfang lokalt bestemte.
     Der er store forskelle i måderne, hvorpå der arbejdes på græsrodsniveau. Kandidater støttes økonomisk via bidrag. Lovgivningen har fastlagt grænser for, hvor mange penge der må gives, men der er ingen, der kan forhindre nogen i at samle en større gruppe af bidragsgivere (bundling), der hver især giver det legalt angivne beløb. Herved kan der samles store pengebeløb ind. Det er almindeligt at samle penge ind ved store middage, hvor der betales en høj kuvertpris, og kandidaten møder op og holder en tale.Der er også mulighed for at sponsorere konferencer og events.  Systemet er demokratisk betænkeligt, fordi store bidragsgivere eventuelt favoriseres bagefter ved udnævnelser til politiske poster. I USA har man det såkaldte spoilssystem ("et system til fordeling af "byttet""), der giver en nyvalgt præsident mulighed for at besætte nogle tusinde poster. F.eks. er USA's  ambassadører i fremmede lande og ved internationale organisationer politisk udnævnt.
    Præsidentkandidater kan få et offentligt beløb i støtte til at føre valgkamp for. Denne mulighed er indført i et forsøg på at dæmme op for penge-i-politik problemet. Barack Obama sagde i 2008 nej til at få disse penge. Herved var han ikke nødt til at underlægge sig de offentlige regler for at få støtten. Og han kunne i øvrigt samle langt flere penge ind udenom dette offentlige støttebeløb (over 150 mio $ i løbet af september 2008). Pengene bruges bl.a. på dyre TV-reklamespots. Der er lovgivning, der begrænser kampagnefinanciering. Individuelle bidrag må højst udgøre 2.300$, men når man læser det, der står med småt i loven, ser man, at større beløb kan gives via joint fund-raising committees ("fællesudvalg til rejsning af valgkampagnepenge"). Over 600 glade givere gav i september 2008 mere end 25.000 $ hver til Barack Obamas kampagne. Det var mere end tre gange så mange, som gav til McCain. Organiserede interesser er repræsenteret i hovedstaden i dyre kontorpaladser, og de forsøger med alle tilgængelige virkemidler at få indflydelse, herunder også ved at give penge til kandidater.  
    Før et valg er der masser af aktivitet på gadeplan. Især Demokraterne forsøger at få folk til at registrere sig som vælgere. Republikanerne har omvendt forsøgt at gøre det sværere at stemme, idet der angiveligt er tilfælde af folk, der har stemt uretmæssigt. Det ønsker man at stoppe. Derfor kræver de, at der indføres regler omkring legitimering via foto o.lign.  

Community organisering er en af måderne at nå ud på. "Community" betyder lokalsamfund. I de afro-amerikanske communities har kirken spillet en ganske stor rolle. Hvis man kan få kendte præster til at støtte sin kampagne, anbefaler de den pågældende kandidat over for deres "sognebørn". De følger ofte rådet.
    Partierne i USA er nok løse samlinger omkring nogle ideer, og deres landsorganisation er løs.    Men de er stærke m.h.t. at bygge "politiske maskiner" i "the community", dvs finde lokale folk, der støtter, og som er opinionsledere for større blokke af stemmer. Obama byggede sin politiske kampagne op på tværs af disse traditionelle politiske maskiner.

Holdnings- og ideologiforskelle mellem Demokrater og Republikanere

“Hvis den vedtages, vil dette være det vigtigste stykke socialpolitik siden loven om Social velfærd (Social Security Act) i 1930'erne og den vigtigste reform af vort sundhedssystem siden Medicare blev vedtaget i 1960'erne.”

Efter Senatet vedtog sin lovpakke om sundhedsreformen den 24.12.09, holdt præsident Obama en pressekonference, hvor han udtalte ovenstående om reformen, der formentlig bliver endeligt vedtaget i løbet af februar 2010.

De to nævnte lovkomplekser fra 1930'erne og 1960'erne var betydningsfulde i og med, at de blev definerende for amerikansk politik i årene fremover. Rooseveltreformerne fik betydning for amerikanernes opfattelse af statens rolle i deres liv. Det samme gjorde Johnsons "Great Society", hvoraf medicare var en væsentlig del, idet den forsynede alle over 65 med et offentligt tilbud om lægehjælp og hospitalsbehandling.

Hvis Obamas udtalelse skal vurderes i dette historiske perspektiv, betyder det, at Demokraterne under hans ledelse er i gang med at rulle den liberalistiske Reaganrevolution tilbage. Den yngre Bush' forsøg på at få dereguleret og privatiseret Social Security var formentlig denne revolutions sidste markering. Det mislykkedes som bekendt. Og siden har virkningerne af den deregulerede finanssektor i form af finanskrisen sat yderligere mærker i lakken.

Sådan fortolker det amerikanske web-magasin Politico det:

In this light, health care reform would become a latter-day equivalent of Social Security—a program that quickly evolves into a politically untouchable federal commitment and which fundamentally alters voters’ relationship to Washington in ways that benefit the party of activist government. (I dette lys ville sundhedsreformen bliver det nuværende modstykke til loven om social velfærd - et lovprogram, der hurtigt udvikler sig til et politisk urørligt unionsforpligtelse og som grundlæggende ændrer vælgernes forhold til Washington på måder, som tilgodeser partiet for regeringsindblanding.

Er det en korrekt tolkning? Det kan også være en sur republikansk kommentar. Måske skal det hele ses som en kamp om politiske diskurser. Den meget "polariserede afstemning" (60/39 med ingen på den anden side af partidelingen) kunne dog tyde på, at der måske er noget om fortolkningen. Amerikansk politik er ofte mere ideologisk polariseret, end vi europæere umiddelbart kan se med det blotte øje.
    Det er sjældent Kongressen stemmer sådan. Under alle omstændigheder siger sagen noget centralt om nogle forskelle i ideologiske holdninger de to store partier imellem. Demokraterne er traditionelt partiet for en vis statslig indblanding, mens Republikanerne traditionelt er partiet for størst mulig markedsmæssig indretning.

Er Barack Obama socialist? Dette spørgsmål blev stillet under valgkampen i 2008. Obama formulerede som  et af målene med sin økonomiske politik at "spread the wealth around" ("sprede velstanden"). Af sin modpart blev han beskyldt for at være socialist p.g.a. denne formulering. Der er imidlertid tale om valgkamp, og det er nok grunden til, at den anden præsidentkandidat McCain brugte betegnelsen "socialist". Det siger lidt om den status, dette ord har i amerikansk sammenhæng, mere end, at det siger noget om Barack Obamas politik. Det kan godt være et socialistisk mål at ville have større lighed, og altså "spread the wealth around", men det er der mange andre end socialister, der har arbejdet for. Det kan lige så godt betegnes som "socialliberalt" eller "socialkonservativt" at sprede velstanden.
    Omvendt var der mange traditionelt konservative amerikanere, der følte sig tiltrukket af Obama og hans budskaber. Colin Powell, tidligere udenrigsminister i George W. Bush' regering, meddelte under valgkampen, at han ville støtte Barack Obama. Han betegnede Obama som en "forandringsskikkelse". En del af Barack Obamas retorik (måde at tale på) kan betegnes som konservativ. Det gælder den måde, hvorpå han fremhæver et personligt ansvar og kernefamiliens værdier.
    I andre dele af sin anvendelse af amerikanske symboler kan han være både socialliberal og konservativ. Det gælder f.eks. hans opfattelse af den amerikanske drøm, som han ser både som noget, der kan opnås i fællesskab med andre og noget, der kan opnås via privat iværksætteraktivitet.
    Mange libertarianere, der var utilfredse med Bush' big government konservatisme (oprustning, terrorbekæmpelse, angreb på frihedsrettigheder) støttede Barack Obama.
     På de to partiers yderfløje eller uden for partierne finder man også andre ideologiske synspunkter.
     Libertær er f.eks. en betegnelse, der er knyttet til  en af de republikanske kandidater i den tidlige fase af primærvalgkampene 2008, Ron Paul. Der er her nærmest tale om en anarkistisk libertær indstilling, imod stat og statslig indblanding og for størst mulig frihed for den enkelte i både økonomiske og personlige anliggender.
    Den socialdemokratiske Big Government-tradition går i USA tilbage til Franklin D. Roosevelt (præsident fra 1933 og ind i II. Verdenskrigs-perioden). Han lancerede New Deal politikken, der brød med den foregående republikanske administrations liberalistiske linje. Velfærdspolitikken fortsattes med Lyndon B. Johnson i midten af tredserne (The Great Society).     
   Libertarianere kan adskilles i to lejre: Der er både højrefløjslibertarianere og venstrefløjslibertarianere. De er alle imod en stor stat, men der er forskel på, hvor meget de er imod terrorbekæmpelse via store statsagenturer (f.eks. Homeland Security, et stort statsagentur, hvor Bush samlede sikkerhedstjenesterne), og hvor meget de går ind for uindskrænket støtte til de forskellige frihedsrettigheder.
  Venstrelibertarianere (f.eks. Noam Chomsky) er imod den økonomiske frihed og friheden til privatejendom i kombination med frie markeder, fordi det ses som noget der fører til koncentration af kapitalmagt og økonomisk ulighed.

 Primærvalg

 Primærvalg er en metode til valg af partiets kandidat til et valg. Når det gælder præsidentvalget, starter primærvalgene næsten et år før selve præsidentvalget i november. I 2008 fandt det første primærvalg sted i januar.
   Der er også på dette punkt lokale forskelle på procedurer. Som nævnt kan der vælges ved primærvalg eller caucus. Ét princip er winner-takes-all. I så fald er det den kandidat, der får flest stemmer, der tager alle de delegerede, der vælger præsidentkandidaten ved det store nationalkonvent i løbet af sommeren, hvor partiet endelig vælger præsidentkandidat.

Caucussystemet (lokale partimøder) kan føre til, at en kandidat får flere stemmer, men færre delegerede end den anden kandidat. Det skete f.eks. i Nevada i 2008. Her fik demokraten Hillary Clinton 51 pct af stemmerne, Barack Obama, en anden demokratisk kandidat, kun 45 pct. Men Obama fik en delegeret mere end Clinton til det demokratiske nationalkonvent. Det skyldtes, at Clinton vandt store caucuses, mens Obama vandt mange mindre caucuses. I denne stat var det ikke winner-takes-all for hele staten, men resultatet i hver caucus, der var afgørende.
   Nevada er præget af en stor servicesektor og oplevelsesøkonomi (Las Vegas med spillecasinoer m.v.). Det er samtidig præget af en stor organiseringsgrad på arbejdsmarkedet. Hele 15 pct af statens arbejdsstyrke står i fagforening, hvad der er usædvanligt for privat-sektor ansatte i USA. Mange af disse mennesker arbejder på skiftehold, og deres fagforeninger havde indleveret en klage over, at de derfor ikke kunne deltage i caucuses. Det blev derfor bestemt, at der kunne arrangeres caucuses på arbejdspladserne.

    Det blev imidlertid indbragt for de lokale domstole af Clintonlejren med krav om, at man skulle gå over til ”almindelig” caucusafholdelse, som det kendes fra andre steder i USA. Hillary Clintons advokater tabte sagen, og dette nye interessante indslag i amerikansk politik kunne nu holde sit indtog.

Det kræver godt et par tusinde delegerede ved konventet i sensommeren at afgøre nomineringen (2025 for Demokraternes vedkommende).
    Hvis billedet er uklart, kommer de såkaldte superdelegerede (superdelegates) til at spille en større rolle i valget. De vil i tilfælde af en mudret delegeretsammensætning kunne afgøre det til den ene eller anden kandidats fordel. Hos Demokraterne består de superdelegerede af de demokratiske guvernører og medlemmer af Kongressen, samt tillidsfolk fra partiet. Systemet med superdelegerede blev skabt i 1982, hvor det var ment som et system, der skulle give noget af magten over nomineringsprocessen tilbage til partiets organisation, så det ikke kun var aktivister, der havde været aktive i primærvalgkampene, der kom til at gøre udslaget. Risikoen ved dette var, at man kunne komme til at genoplive tidligere skandaleombruste partikonventer, f.eks. partikonventet i Chicago i 1968, hvor partiaktivister demonstrerede og anklagede parti-insiderne for korruption og udemokratiske procedurer.
    Der er ikke klare regler for, hvilke retningslinjer de superdelegerede skal stemme efter. New York Times skriver 10.2.08: "Skal de ratificere de almindelige delegeredes beslutning og stemme for den kandidat, der er foran i juni, lige meget hvor lille føring, denne har? Er de forpligtet til at følge den stemme, der er afgivet af vælgerne i deres valgkredse i primærvalg eller caucuses? Eller skal de simpelthen følge deres samvittighed og stemme for hvemsomhelst, de synes er den bedste at nominere? (.....) I det tætte løb om den demokratiske præsidentielle nominering i 1984 støttede de superdelegerede i overvældende grad Walter F. Mondale, hvorved de hjalp ham med at vinde over Gary Hart. I år er konkurrencen mere intens, og de superdelegeredes støtte er mere ligeligt fordelt" (mellem Clinton og Obama).

Kamp om de afro-amerikanske vælgere mellem Barack Obama og Hillary Clinton. Her ved Abyssinian Baptist Church i Harlem, hvor Hillary Clinton mødte frem for at "pleje" en del af sit bagland, som hun måske var ved at miste.  Der laves gadeaktion for Barack Obama.    Den kulturelle diversitet er stor. De kandidater, der ikke forstår dette, og det gælder både Demokrater og Republikanere, har ikke mange chancer for at vinde.       Foto: GF

Præsidentvalget - valgmandskollegiet                                                                                                             

Præsidenten vælges hvert fjerde år og kan kun vælges igen én gang. Formelt set er det et indirekte valg, der foretages, idet der vælges valgmandsstemmer til et valgmandskollegium, som så vælger præsidenten. Valgmandskollegiet har et antal medlemmer, der svarer til antallet af medlemmer af Repræsentanternes Hus og Senatet, samt tre fra District of Columbia (DC), hvor hovedstaden Washington ligger.
    Den kandidat, der får flertal i valgmandskollegiet, er ikke nødvendigvis den, der har fået flertal i vælgerbefolkningen. I 2000 vandt George W. Bush således over Al Gore, selv om den sidste fik flest stemmer blandt samtlige vælgere. Bush vandt et flertal af valgmænd. Det var endda sådan, at der til det sidste opstod tvivl om resultatet i den udslaggivende stat Florida. Det bevirkede, at Højesteret skulle udtale sig om, hvordan valget i Florida var gået. Højesteret resolverede, at George Bush havde vundet i Florida, hvorved han havde flertal i valgmandskollegiet.
    Valgmandskollegiet blev oprindelig lavet p.g.a. de lange afstande og transporttider til Washington. Som visse andre dele af forfatningen kunne valgmandskollegieinstitutionen nok trænge til nogle reformer. Det er imidlertid ikke let at ændre forfatningen.
    Den oprindelige filosofi bag valgmandskollegiet var, at man lokalt skulle vælge mænd, der kunne tage ind og på enkeltstaternes vegne vælge en præsident. Det almindelige er winner-takes-all princippet. Når en præsidentkandidat har fået bare én stemme mere end den anden, får vedkommende alle valgmandsstemmerne. I andre stater, f.eks. Delaware er det brudt ned på Kongresdistriktsniveau, så det altså er den i hvert Congressional District, der får flertal, som løber med en valgmandsstemme fra distriktet. 
    Det gælder altså om at vinde i de afgørende stater, når stemmerne står nogenlunde lige, hvad de ofte gør. Det er almindeligt, at de to kandidater lægger sig ind imod midten og kæmper om midterstemmer. Dermed kommer kampen også til at stå om stater, hvor de står nogenlunde lige, såkaldte swingstater. 

"Forandringens politik" - hvor blev den af, den forandring?

I lang tid var der mange, der i 2008 var spændt på udfaldet af præsidentvalget.
   Indtil da havde det hele været forudsigeligt. I over 20 år var der blevet valgt en person, der tilhørte en af to familier (Clinton eller Bush). Var amerikansk politik gået hen og blevet dynastisk politik?
    Da det i løbet af 2008 lykkedes for Barack Obamas nyslåede - og på nogle punkter  relativt originale kampagnemaskine - at slå Hillary Clinton i primærvalgene, ventede mange, at nu var der lagt op til mulige ændringer i Washington.
   I løbet af 2008 svandt håbet ind. Barack Obama gik til valg på forandring: "Change we can believe in" ("Troværdig forandring"). Han havde ikke stemt for Irakkrigen som senator. Han ville trække USA ud af Irak. Henover sommeren blev det til, at det skulle være en gradvis og langsommelig proces, og de frigivne tropper skulle sættes ind i Afghanistan i stedet.
    En stor del af det, som både McCain og Obama talte om, var nødvendigheden af at ændre måden at føre politik på i Washington. Vælgerne var trætte af lobbyisterne, horse-trading ("hestehandel") - politik, pengenes indflydelse på poltik på både den ene og den anden måde.
    Begge kandidater kritiserede den traditionelle måde at føre politik på i Washington, de ensidige interesser, der kæmpede for sig selv og deres medlemmer og støtter, de traditionelle partipolitiske maskiner, der favoriserede sig selv og egne interesser, og anciennitetssystemet i Kongressen, der sikrer, at jo ældre en politiker, man er i den interne hakkeorden, jo større magt får man i beslutningsprocesserne.
    Da man så de indstuderede taler ved partikonventerne i august/september, og hvordan pengeinteresser igen stod for sponsoreringen, svandt noget af håbet om fornyelse af amerikansk politik. Og da begge kandidater i nogenlunde skøn samdrægtighed var med til at lægge de partipolitiske uenigheder til side og sammen gå med til at gelejde hjælpepakken til de, der ramtes af finanskrisen, igennem Kongressen, jvf gennemgang af beslutningsproces og lovbehandling nedenunder, var billedet komplet. Spørgsmålet er, hvad det nærmere er, der får amerikansk politik til at gå tilbage i sin velkendte støbeform?
    Det er svært at dokumentere i detaljer, hvordan det militær-industrielle kompleks (kombinationen af forskningsmæssige, industrielle og militære interesser) spiller en rolle i amerikansk politik, men at det spiller en betydelig rolle, har man bl.a. en tidligere amerikansk præsidents ord for. Dwight D. Eisenhower advarede imod det, da han trådte tilbage. Dets indflydelse er næppe blevet mindre siden da.   Hertil kommer interesser i den globale del af det amerikanske erhvervsliv, der i Barack Obama har set en mulighed for at få forbedret det amerikanske image i Verden, som blev så effektivt ødelagt under George W. Bush. Obama er afro-amerikaner, han er intelligent, har enestående kommunikative evner, og han har en velfungerende kernefamilie. Her var manden, der bedre end nogen anden kunne hele delingerne i det amerikanske folk og kunne bedre billedet af USA i Verden.
    En anden faktor er, at politik i dag er en vare, der designes og formidles som andre varer. Roger Simon fra Onlinemagasinet Politicosatte sig for at undersøge sagen mere indgående. Han lavede dybere interviews med 25 ledende kampagnemedarbejdere i begge lejre, og det har resulteret i en 25 siders rapport, "Relentless: How Barack Obama outsmarted Hilary Clinton" ("Ubønhørlig. Hvordan Barack Obama førte en smartere kampagne end Hilary Clinton"), der ligger tilgængelig på nettet. Det er lidt af et lærestykke i amerikansk designerpolitik, når den er bedst, - eller værst, om man vil!
    Der er ingen tvivl om, hvem der var favorit i starten. Og det er vel også det, der har givet Clintonlejren et overmod, som har ført til for meget slinger og dårligt organiserede fremstød i nogle af de enkelte stater. Obamakampagnen forstod at organisere de unge og bruge internettets sociale netværkssites som Facebook. Nettet blev bl.a. brugt til at rejse penge og samle opmærksomhed. Resultatet var, at man fik mobiliseret en masse unge i kampen.
Man fik fra starten formuleret nogle enkle slogans, som man holdt sig til igennem hele forløbet. Det var bl.a. temaerne "håb" og "forandring" og "Yes, we can" sloganet, der gik igen og igen i Barack Obamas taler.
    Strategen bag denne kampagne var David Axelrod, førende politisk kampagnekonsulent fra Chicago. Han var bl.a. kendt for at være god til at "pakke sorte kandidater til hvide vælgere", ifølge det britiske blad The Economist.
At han stod over for et stort politisk talent i Obama, var Axelrod ikke i tvivl om. Han så muligheden for at lave det store kunstgreb at kunne sælge ham til både Chicagos "lakefront liberals" og den sorte arbejderklasse. Samtidig benyttede han sine kontakter i Washingtons pressekorps til at cirkulere ideen om, at her var en usædvanlig ny national stjerne, der ville stige på firmamentet med stor hast. Det lykkedes. Barack Obama var i lang tid lidt af en mediedarling. Blandingen af bi-racial baggrund, græsrodsarbejde i de sorte kvarterer i Sydchicago, uddannelse fra et Ivy League universitet (fint betalingsuniversitet), oratoriske evner og personlighed gjorde ham til et oplagt emne for en lancering.
    Axelrod fik lanceret en effektiv servicepakke, et stykke designerpolitik med stor gennemslagskraft i medierne. Pointen er imidlertid, at ved at designe politik på denne måde, gør man sig hen ad vejen til et offer for det apparat, man oprindelig var ude på at besejre. Man bliver selv en del af det Washington, der starter med at se på the opinion polls (opinionsundersøgelserne) om morgenen, inden man går i gang med dagens politik.

Hertil kommer en faktor, man kan kalde "den store popularitetskonkurrence". Når en kandidat beslutter sig for at stille op, kommer kampen om at blive accepteret af partiets bagland. I USA er det en kamp, der går over mange runder - primærvalg - inden man kan sætte sig i ringhjørnet og puste lidt ud. Undervejs er der imidlertid sket en hel masse med kandidatens synspunkter. De er blevet pudset grundigt af under mødet med partiets græsrødder, hvor man har skullet sikre sig fællesnævneren, der giver valg på langt sigt. Det helt afgørende er mødet med swing-vælgerne i swing-stater og swing-valgkredse. Swing-vælgere er per definition laget i midten, som man skal vinde over på sin side.  Man finder som regel hurtigt ud af, om man har sagt noget rigtigt eller forkert, når man studerer meningsmålingerne den følgende morgen. Efterhånden finder man ud af, hvordan man retter ind, så effekten i meningsmålingerne bliver maksimal.

 

Decentralisering                                                                                                                       

Decentraliseringen viser sig f.eks. i dag i uddannelsessystemet. Det er enkeltstatsdomæne, men selv inden for enkeltstaten er det på det nærmeste brudt helt ned på skoledistriktsniveau. Staten vil normalt lave de overordnede rammer for inddeling i skoleformer, overgang mellem niveauer o.lign. Det enkelte skoledistrikt fastsætter imidlertid selv mange standarder og normer. Der er ikke en national standard på føderalt niveau i Washington, som alle skal følge, og det ser mange som et problem i den globaliserede tidsalder, hvor man kan risikere at sakke agterud i forhold til Asien og Europa.
    Det føderale niveau kan forsøge at blande sig med f.eks. ”No Child Left Behind” politikken, og den kan føre til føderale mandates, altså regler, enkeltstater/skoledistrikter skal følge, men da der ikke følger penge med, er selve udførelsen ofte af meget tvivlsom værdi. Når man nævner ”No Child Left Behind”, som præsident George W. Bush lancerede, trækker de fleste amerikanske educators på smilebåndet, hvis de ikke sætter et latterbrøl op. Gennemslaget ned på skoleniveau er tvivlsom. Det bevirker, at det er de økonomiske realiteter, der kommer til at bestemme. Da skolerne gennemgående finansieres v.h.a. ejendomsskatter, afhænger bevillingerne af disses højde. Det bliver derved ejendomsvurderingerne, der lægger grunden til store lokale forskelle i niveauet. Ejendomsskatterne er meget lavere i skoledistrikter, hvor der bor mange fra minoriteterne. Der mangler finansielle udligningsordninger, der effektivt kan udligne disse forskelle.

     Decentraliseringen viser sig ved, at der er fleret tusinde politimyndigheder, lige fra New York Police Department med 42.000 ansatte ned til f.eks. et universitets eller andre lokale enheders egne politienheder. Det er kun igennem centrale krav til uddannelse og våbenhåndtering m.v., at der sker central styring.                                                                                                                     

Pork Barrel politics

Pork Barrel betyder egentlig en "tønde svinekød". Udtrykket går tilbage til slavetiden, hvor slaver kunne blive belønnet med en tønde saltet kød. Udtrykket bruges i dag om politik, hvor de lokale interesser favoriseres, f.eks. når det lykkes for en senator eller repræsentant at få bevillinger igennem til lokale interesser hjemme i valgkredsen, evt. folk, der har støttet ham eller hende i valgkampsarbejde.

Lokale interesser kan generelt blive tilgodeset via de såkaldte earmarks, som er en slags tillæg til føderale bevillingslove (finanslove). Det kan f.eks. være et community sports center, et universitet, et infrastrukturprojekt el.lign., man får puttet ind i en føderal bevillingslov som en "earmark".
    Lokalt vil man opfatte sådanne politikere som dygtige. De er gode til at gøre noget for folks at home. Det kan imidlertid blive et problem for en sådan politiker, hvis man vil gøre karriere i national, føderal politik. Så vil medierne begynde at bore i, om man har været alt for ihærdig i jagten på earmarks, så man derved mister troværdighed som en politiker, der kan arbejde for amerikansk nationale interesser.
    Dette dilemma blev Sarah Palin konfronteret med, da hun blev John McCains vicepræsidentkandidat i 2008. Medierne begyndte hurtigt at bore i, hvad hun havde medvirket til af earmarks via sin tid som guvernør for Alaska, f.eks. via samarbejde med repræsentanten fra Alaska i Repræsentanternes hus eller de to senatorer fra staten.    

                                                                                                                                                                    

Forholdet mellem præsident og Kongres

Magtens tredeling er ret præcist beskrevet i den amerikanske forfatning. Alligevel kan der opstå gnidninger mellem præsident og Kongres.
    Det kan gøre det lettere for præsidenten at få sine forslag igennem, når hans parti har flertal i det ene, eller helst begge kamre. Men det er ikke altid en betingelse for et gnidningsfrit samarbejde, at det præsidentielle parti har flertal. Medlemmerne kan ofte være under kraftig indflydelse fra grupper i det område, hvor de er valgt. Og de kan undertiden være mere enige med "ideologisk ensartede" medlemmer af det andet parti, end de er med partikammeraterne. 

Filibustere - Grus i maskineriet

Endelig er der den såkaldte filibuster,  der kan bringe Senatet i en tilstand, hvor det ikke er i stand til at vedtage noget, fordi det sandes til i  gammeldags politiske procedurer. Det ender i frugtesløs hesteprangerpolitik, som man har set det i sagen om sundhedsreformen. Under præsident Bill Clinton forsøgte man at gennemføre en stor sundhedsreform. Det lykkedes ikke.
    Eller det ender i ingenting, som man har set det i sagen om Kyoto-protokollen og Københavnstopmødet om klima, hvor man kunne se, at det var Senatet, der var bagstopper for en præsident, der godt ville gå videre. Senatet skal godkende traktater, USA indgår med andre lande.

Det politiske systems tilsanding i procedure viser sig som sagt i den stadig hyppigere brug af Filibustere. En filibuster består i, at forhandlinger trækker i langdrag, idet modstander efter modstander stiller sig op på talerstolen og taler i det uendelige, indtil Senatet opløses, fordi man går på ferie. En filibuster kan kun stoppes af et flertal på 60 senatorer (ud af 100), og det kan selvsagt være svært at mobilisere så mange. Muligheden for filibuster er ikke nævnt nogle steder i den amerikanske forfatning. Det er noget, Senatet selv har fundet på. På samme måde som reglen med de 60 for via en procedureafstemning at stoppe filibusteren.

Det kunne være et underholdende indslag i en forsamling af gamle mænd, hvoraf en stor del er mangemillionærer i $ og har modtaget donationer fra pengeinteresser til deres valgkampe. Hvis det altså ikke lige var fordi, USA er en global magt, hvor det politiske system gerne skulle kunne træffe effektive beslutninger.

Problemet er jo, at vælgerne snydes. Det er ganske enkelt udemokratisk. I 2008 vandt Demokraterne stort i både præsidentvalget og valget til Kongressen. Demokraternes måske største valgkamptema var en sundhedsreform, der kunne give stort set alle amerikanere en sundhedsforsikring. Det var der over 40 mio., der ikke havde. I ethvert andet demokratisk politisk system ville de med den andel af stemmerne have fået et mandat til at få deres politik igennem. Republikanerne kunne bruge filibusteren, muligheden for at maratonsnakke på talerstolen  -  sammenholdt med den besynderlige regel, som siger, at der skal 60 ud af Senatets medlemmer til for at stoppe en sådan debat, der kører i evighed (filibuster). Disse ting står der ikke noget om i forfatningen. Når man skulle "overtale" tvivlende senatorer (fra begge partier) til at stemme for, fik disse senatorer en umådeholden stor indflydelse på lovgivningen.

Det er ikke bare et spørgsmål om sundhedsreform. Demokraterne havde også ønsker om at vedtage et sæt af regler om bedre regulering af den finansielle sektor, så USA kunne få i et et fungerende finansielt-økonomisk system, hvor det ikke kun er Wall Street, det drejer sig om, men hvor også det, man kalder Main Street (Hovedgaden, hvor de almindelige virksomheder ligger), får en chance: de ærlige forretningsdrivende, der gør et stort arbejde for at få en forretning til at køre rundt. Eller tænk på klimaændringerne, hvor den elendige klimaerklæring, der blev taget til efterretning i København 19.12.09, var det mest yderliggående, præsident Barack Obama kunne komme hjem med uden at blive flået levende af rasende konservative senatorer.

Man vil hertil sige: Jamen, sådan har det repræsentative demokrati i USA jo altid fungeret! Det må man bare lære at leve med. - Og så i øvrigt væbne sig med tålmodighed. Reformerne kommer nok, bare man venter længe nok!

Men sådan er det ikke! Den amerikanske politolog fra University of California Barbara Sinclair har undersøgt anvendelsen af filibusteren. Det viser sig, at den anvendes i stærkt stigende omfang. I 1960'erne var det kun 8 pct af vigtigere lovgivning i USA, der blev berørt af det, der med en eufemisme kaldes "extended debate related problems". Borgerrettighedslovgivningen i 1960'erne var berørt af det. Ellers var det ikke så udbredt. Men det er det blevet. I dag er det sådan, at minoritetspartiet i Senatet bruger truslen om filibuster til at blokere snart enhver lov, den ikke bryder sig om. I 1980'erne var det steget til 27 pct af al lovgivning. Og efter at Demokraterne fik kontrollen over Kongressen ved midtvejsvalget i 2006, er det steget til 70 pct.

Et af de seneste eksempler er republikanske senatorer, der ikke ville stemme for forsvarsbudgettet, hvad der i USA opfattes som noget nær nationalt selvmord, i et forsøg på at udsætte sundhedsreformen.

Det har under præsident Obama  især været republikanerne, der har været aktive i denne parlamentariske sabotagepolitik. Rent statistisk var de ikke nær så meget anvendt under George W. Bush (2001 - 2008). Og Bush fik vedtaget vidtrækkende ting, har konservative senatorer argumenteret som svar på kritikken af deres brug af filibusteren.
    Men det kan også hænge sammen med, at Bush var en "buy-now-pay-later president". Hans voldsomme udvidelser af forsvarsbudgettet og øgede bevillinger til Medicare var underfinansierede. Og argumentet er altså her, at det er let nok at være populist, når man ikke forsøger at få den populistiske politik finansieret.

Men er det da bare et spørgsmål om forskellig politisk kultur i de to lejre? Det er det måske nok. Men det er også et resultat af stadig mere polariseret politik i landet under præsident Obama. Det er ironisk, idet Obama gjorde sig til talsmand for en "forsoningens politik", hvor de modstående politiske fløj skulle komme hinanden i møde.
    Der er åbenlyst behov for reformer af Senatets forhandlingsprocedurer. Problemet er bare, at sådanne reformer mødes af, ja... gæt engang!!

Sundhedsreformen blev vedtaget af Senatet i december 2009 med 60 stemmer (alle Demokrater) mod 39 (alle republikanere. Det er ret enestående i amerikansk politik, at der sker en så klar afstemning efter partilinje. Forinden var den vedtaget i Repræsentanternes Hus i november 2009 med 220 stemmer imod 215. Da de to versioner af loven fra de to kamre ikke er identiske, skal der forhandles en samlet lov, der kan vedtages i begge kamre, inden loven går videre til Præsidentens underskrift. Ifølge loven skal næsten alle amerikanere, bortset fra de fattigste, have en sundhedsforsikring, der leveres af private forsikringsselskaber. Staten vil yde støtte til dem med lavere indkomster og middelindkomster med et beløb på knap 900 mia $ over ti år ifølge Kongressens Budgetkontor  (the Congressional Budget Office). En stor del af de fattigste amerikanere bliver indrulleret i Medicaid-programmet, hvor de får en grundlæggende sundhedsdækning. 

Den således vedtagne reform svarede ikke helt til præsident Obamas egne ønsker til, hvordan en reform skulle se ud. Mange undrede sig over, hvorfor han ikke var trådt mere i karakter og forsøgt at påvirke politikerne til at gennemføre en mere offentlig præget ordning. Der var kritikere, der mente, at det ville komme de private forsikringsselkaber for meget til gode med et helt privat forankret system. Men præsidenten har formentlig ikke ønsket at polarisere amerikansk partipolitik mere end det var i forvejen. Derfor holdt han en relativt lav profil og lod Kongressen komme igennem med det, der var muligt.

Den "kejserlige" præsident

George W. Bush' præsidentperiode (2001-2008) blev ofte af kommentatorer kaldt for "det kejserlige præsidentembede" (the imperial presidency). Der er tendens til, at præsidentens magt øges i krisetider - og måske især under krig? For i sådanne tider må man stå sammen som nation! De føderale organers magt er i det hele taget øget. Det kan dog ske på vidt forskellige måder.
     F.eks. skete det i 30'erne, hvor USA under præsident Franklin D. Roosevelt udviklede en del velfærdspolitikker. Og det kan også på en noget anden måde ske i militære krisetider som f.eks. under George W. Bush, der benyttede terrortruslen efter angrebet på World Trade Center i 2001 og sin rolle som øverstkommanderende for de militære styrker til at øge den præsidentielle magt.
   Samme George W. Bush mistede dog en del af sin folkelige opbakning i den sidste del af sin præsidentperiode. Det gik ikke så godt med krigene i Irak og Afghanistan; og det virkede selvsagt svækkende på den præsidentielle magt. I september 2008 var hans approval rating (respondenter i en spørgeskemaundersøgelse, der svarer bifaldende på et spørgsmål om holdning til præsidenten), faldet til 27 pct., noget af det laveste for en siddende amerikansk præsident nogensinde.  Under finanskrisen i 2008 overlod han det til sin finansminister Henry Paulson at tage initiativerne til en løsning.

Tabel 1:  Nogle nøgletal for Kongressens arbejde 1993-2007

Kilde: Thomas E. Mann, Molly Renolds and Nigel Holmes: Could Congress be Waking Up? New York Times 19.1.08. Anm: Foranstaltninger: Substantielle: Vedrørende vigtig politik eller højprofilerede sager. Rutine: Ukontroversielle eller politisk betydningsløse sager. Symbolske: Uden virkning eller reel effekt for større offentlighed, men kun vedrørende partikulære interesser eller enkeltpersoner. Oversigtshøringer: Høringer, et udvalg foranstalter for at undersøge en politik eller gennemgå en sag. Filibuster: En mulighed, Senatet har for at trække en sag i langdrag, taler efter taler stiller sig op og taler for at undgå, at der sker noget i sagen. Gennemsnitlig partienighedsscore: Måles for hvert parti for sig og vedrører roll call votes, dvs afstemninger, hvor medlemmerne forventes at deltage og det registreres, hvad de har stemt. Partienighedsscoren måles som procentdel af det antal gange, et medlem stemmer sammen med sit parti i forhold til alle de gange, vedkommende stemmer. Se i øvrigt Op-Chart hos NY Times. Læs også her en oversigtsartikel af to af de samme forfattere.
 

Interesseorganisationerne øver indflydelse på mange måder. Ved Kongresvalget i november 2008 udfoldedes store bestræbelser fra både erhvervslivet og den organiserede fagbevægelse på at påvirke valget til senatet.
    35 senatorer var på valg, og Demokraterne havde fremgang. Det så ud til, at de havde mulighed for at erobre 60 pct af pladserne i Senatet. Det ville give mulighed for at afværge filibusters. Filibusters kan ikke lade sig gøre i Repræsentanternes Hus, hvor The Rules Committee ("Regeludvalget") fastlægger regler for, hvor lang tid den enkelte repræsentant kan tale. I Senatet har man ikke et sådan udvalg. Senatorerne kan lægge sager døde ved at tale i det uendelige (en såkaldt filibuster). I 2006 blev det nyvundne demokratiske flertal udnyttet til at fremlægge en lovgivning om organisering af arbejdere i virksomheder, hvor der ikke er fagforeningsrepræsentation i forvejen. Ifølge amerikansk lov skal der afholdes hemmelig afstemning (secret ballot) blandt arbejderne på en virksomhed, før der kan gennemføres organisering i fagforening. I 2007 fik man vedtaget en lovændring i Repræsentanternes Hus, der ville gøre det nemmere for arbejderne på en virksomhed at organisere sig. Loven (Employee free Choice Act) blev imidlertid standset i Senatet af en republikansk filibuster. I løbet af sommeren 2008 holdtes møder mellem direktion og ledelser af Wal-Mart butikker, hvor der blev advaret om, at loven ville kunne føre til fagforeningsorganisering blandt over en million Wal-Mart ansatte.
     Hvis Demokraterne fik 60 pct af pladserne i Senatet i november 2008, ville denne lovgivning ikke længere kunne stoppes. Det fik US Chamber of Commerce til at gå ind med betydelige beløb (35 mio $ ifølge Wall Street Journal), det dobbelte af, hvad der blev brugt ved Kongresvalget i 2006. Pengene blev dels brugt på senatspladser, der lå på vippen, dels til landsdækkende TV-reklamespots.  

 POLITISK KOMMUNIKATION

Politisk retorik og diskurser i præsidentvalgkamp
Mesterstykkek i politisk kommunikation består i konstruktionen af en ny politisk diskurs, dvs en ny italesættelse af virkeligheden. Det var måske det, der lykkedes for den amerikanske præsident Richard M. Nixon i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne, hvor USA var præget af store sociale og kulturelle kampe mellem forskellige dele af befolkningen. Det var kampe, der efterhånden drejede sig mere om kultur, etnicitet, race og værdier omkring lov og orden end om økonomi. Sådan kan det ses,  i hvert falde ifølge en New York Times kommentator:

For 40 år siden gjorde Richard Nixon en bemærkelsesværdig markedsføringsopdagelse. Ved at udnytte USA' sociale delinger - delinger over Vietnam, delinger over kulturelle ændringer, og - fremfor alt - racemæssige delinger, var han i stand til at genopfinde det republikanske brand ("varemærke").  Plutokraternes ("de riges") parti (Republikanerne) blev pakket om til det "tavse flertals" parti, de almindelige fyre - hvide fyre, siger det sig selv - som ikke brød sig om de sociale ændringer, der var i gang.

Politisk kommunikation er bl.a. markedsføring af geniale nye måder at bruge sproget på. Men pointen er naturligvis også, at det, Nixon var i stand til at gøre, var mere end blot opfindelse og udbredelse af et nyt brand. Han var i stand til at dreje en hel diskurs i en anden retning, nemlig diskursen om, hvordan man varetager den almindelige vælgers interesser? Er det ved en Demokratisk inspireret velfærdspolitik, eller er det ved en mere hard core agtig kultur- og værdipolitik, der sætter velfærdspolitikken i skyggen interessemæssigt. Det er naturligvis også et konjunkturspørgsmål, hvad der optager vælgerne. Man var i midten af en konjunkturopgang.
   Hvorom alting er: Det lykkedes Nixon ved hælp af sin diskurs omkring det "tavse flertal", og hvordan det var trådt ned af de uddannede liberals fra Øst- og Vestkystens storbyer, at udfolde en ny konservativ diskurs i amerikansk politik.
    Herved lykkedes det ham at vinde traditionelle demokratiske vælgere, blue collar workers (manuelle arbejdere i kedeldragt) over på sin side.
    Man hørte kun de venstreorienterede - the liberals - i debatten om krigen - ikke det "tavse flertal". Det "tavse flertal" havde også en mening om krigen i Vietnam og hippierne i Haight-Ashbury kvarteret i San Francisco. Det havde en mening om den stigende voldskriminalitet.  Det tavse flertal skulle gives en stemme, og den var Nixon i stand til at give dem.

Joe the Plumber - en ikke helt almindelig blikkenslager

Under valgkampe udformes den politiske kommunikation efter vælgernes segmentering (opdeling i lag og grupperinger).
    For at vinde et valg skal man nå ud til gennemsnitsvælgeren. Derfor kan det ikke nytte med alt for lange og svære sætninger.
    Sammenhænge må forklares i et sprog, der får budskabet til at brænde igennem.
    Man så det under præsidentvalgkampen i USA i 2008. Her opnåede to-tre udtryk for gennemsnitsamerikaneren stor udbredelse og blev benyttet på næsten ikonisk vis i valgkampen.
    Det var Joe Sixpack ("Bodega-Bent") og Joe the Plumber ("Joe Blikkenslager"). Den republikanske vicepræsidentkandidat Sarah Palin gjorde sig direkte til fortaler for Joe Sixpack-Amerika og Hockey-Moms (de husmødre, der bruger meget tid på at køre ungerne til sport). 
    Man kan imidlertid også overdrive, så populismen giver bagslag. Hvis den er skåret for tykt ud, og de, der portrætteres, gennemskuer det, kan den populistiske kampagneform ramme senderen som en boomerang. Det skete sandsynligvis for republikanerne med både Joe Sixpack, Hockey-Moms og Joe the Plumber, - eller også var Barack Obama, Demokraternes præsidentkandidat, for dygtig til at returnere dem.
    Joe the Plumber blev brugt til at forklare amerikaneren, hvorfor han/hun ikke skulle antage Demokraternes skattepolitik.
    Demokraterne havde talt om skattelettelser for "middelklassen", dvs folk, der tjente op til 250.000 $ om året. På en valgturné i den vigtige swingstat Ohio blev Demokraternes præsidentkandidat Barack Obama passet op af en mand, der præsenterede sig som blikkenslager. Han begyndte at kritisere Barack Obama for dennes skattepolitik og sagde, at han som blikkenslager, der gerne ville realisere den amerikanske drøm, ville blive ramt af skattepolitikken, når han ville forsøge at etablere egen virksomhed. Som selvstændig ville han hurtigt komme op på den indtægt, og hvis han skulle plyndres i skat, ville det betyde, at han ikke ville kunne skabe arbejdspladser i sin virksomhed. Den gik i første omgang lige ind. Joe the Plumber blev herefter ved en debat mellem de to præsidentkandidater nævnt 27 gange - ikke mindst af den republikanske kandidat McCain.
    Her var et letfatteligt argument til at kunne forklare vælgerne, hvorfor Demokraternes skattepolitik efter republikansk opfattelse ikke duede: Denne skattepolitik ville gøre det vanskeligere for gennemsnitsamerikaneren at etablere egen virksomhed og dermed realisere den amerikanske drøm. Eksemplet blev imidlertid en boomerang for Republikanerne. Joe the Plumber (alias Samuel J. Wurzelbacker) viste sig at være en impostor. Han var ikke uddannet som blikkenslager og var ikke medlem af den faglige organisation. Han var ikke ved at etablere egen virksomhed, men lavede noget arbejde som tillært blikkenslager.  Han havde ikke en indtægt tilnærmelsesvist i nærheden af den kvarte mio $. Blikkenslagernes fagforening kunne vise en lønstatistik frem, ifølge hvilken gennemsnitsindkomsten for en amerikansk blikkenslager i Ohio lå omkring 47.930 $.
   Det kom frem, at Samuel J. Wurzelbacker havde deltaget i republikanske primærvalg. Han var altså registreret republikansk vælger. - Var han opfundet til lejligheden af McCainkampagnen? Eller havde de benyttet ham uden at "vette" ("underkaste sikkerhedscheck") ham først? Det blev ødelæggende for McCainkampagnen, at den ikke havde tilrettelagt sin kommunikationspolitik mere professionelt.  

Vælg dine ord

Ovenover er et uddrag af Barack Obamas måske vigtigste tale i 2008, hvor nogle af de temaer trækkes frem, som han sandsynligvis vandt valgkampen på.
   Udviklingen kom ham til hjælp idet finanskrisen brød ud i fuldt flor godt en måned efter ovenstående tale, og med finanskrisen skiftede hovedfokus i valgkampen over på økonomiske spørgsmål, hvor Obama i vælgernes bevidsthed havde et fortrin i forhold til modkandidaten. Når vælgerne opfattede det sådan, var det bl.a. p.g.a. den måde, temaet blev slået an på i f.eks. ovenstående citat.
   Der benyttes flere oratoriske kneb. Læg f.eks. mærke til, hvordan Obama tager flere af modstanderens ord og vender dem, så de fremstår i en anden belysning. McCains forsøg på at vende ordet "recession" ("økonomisk nedtur"), så det fremstilles som noget rent bevidsthedsmæssigt, vendes igen af Obama til at blive et økonomisk fænomen.
   Etiketten "klynker" hæftes på de mennesker, Obama fremhæver som de virkelige "amerikanske helte", automobilarbejderne, der fortsætter med at gå på arbejde, stik imod alle odds. De laver bremser, andre er afhængige af. De indgår som hjul i et kæmpemæssigt samfundsmaskineri, hvor alle er afhængige af hinanden og må erkende det. Han forbinder sig selv til disse amerikanske helte i et organisk fællesskab: These are the Americans I know.
   Der er her ikke tale om en helt konkret person, som i tilfældet Joe the Plumber. Dermed kommer man ikke til at løbe den risiko, at modparten støver personen op og viser løgne og inkonsistenser i fremstillingen af vedkommende. Intet kan være mere ødelæggende for en politisk kampagne end et sådant forløb, jvf hvordan Joe the Plumber blev et skud i foden for McCain.
    Taleren virker tilsyneladende forstående over for McCain i sidste afsnit af citatet. Det er imidlertid meget værre end mangel på omsorg for en præsident in spe, at denne end ikke kender til problemerne. Manglende omsorg kan konkret skyldes glemsomhed og være et almindeligt menneskeligt træk. Men uvidenhed om folkets sorger og bekymringer kan ikke tillades for en præsident. Obama behøver ikke at sige mere, men mange af tilhørerne vil selv komme i tanke om andre tilfælde af modpartens "glemsomhed" eller uvidenhed, f.eks. da han ved et møde under valgkampen direkte blev spurgt om, hvor mange huse han og hans kone ejer og ikke kunne huske det, men måtte meddele spørgeren, at han ville lade sin kampagnestab checke det. Denne episode var en af McCainkampagnens største brølere. Det var blevet for tungt, hvis Obama igen havde trådt rundt i denne fatale uvidenhed om egen økonomi fra McCains side, som han ellers har udnyttet i andre af sine taler. Man skal ikke banke for hårdt og for ofte løs på modstanderen med de samme argumenter eller de samme eksempler, men de kan udnyttes konnotationsmæssigt via den konkrete sammenhæng, der tales i. Det er et spørgsmål om at indkode budskabet på den rette måde og diskret formidle måden, det vil blive afkodet af lytteren på. Her kan mimik og gestus, kropssproget, komme til hjælp.
    Ordet "middelklassen" er centralt. Den, der kan vinde hævd på at definere "middelklasse" på den  mest inkluderende måde, løber med palmerne. Når man i opinionsundersøgelser har spurgt amerikanerne om, hvilken klasse de selv mener at tilhøre, svarer over 2/3 "middelklassen". Ingen har lyst til at tilhøre "arbejderklassen" - eller "overklassen" for den sags skyld. Når Obama taler om "middelklasse" drejer det sig ofte om mennesker, man f.eks. sociologisk ville definere som hørende til arbejderklasse eller lavere middelklasse.
    I forhold til det konkrete vælgersegment, man taler til, er der forskellige ord, der reageres på på en bestemt måde, idet de i tilhørernes bevidsthed forbindes konnotationsmæssigt med andre ting. Det gælder f.eks. "big corporations" og "oil companies". I forhold til en tilhørergruppe af Demokrater behøver Obama ikke yderligere uddybe, hvad der menes. Billeder af Wall Street, finansfyrster, casino og matador vil af sig selv springe frem i tilhørernes bevidsthed, på deres indre nethinder, - og det er det stik modsatte af billeder af mennesker, der cykler på arbejde eller sætter vindmøller op. Det er talerens kunst at kunne generere sådanne billeder frem med små midler.
    Det er under talen et spørgsmål om indkodning og afkodning af budskabet som bestemt af sammenhængen, ordene høres i. En demokrat forbinder noget helt andet med disse ord, end den typiske republikaner gør. - Og det er endda en sandhed med modifikationer. I dele af det republikanske vælgerkorps kan der appelleres med en understrøm af populisme.

Det nye Højres politiske diskurs

New York Times kommentatoren Paul Krugman beskæftiger sig i en kommentar med den diskurs,  dele af det nye Højre udviklede under debatten om sundhedsreformen i 2009.

For det første er der det skøre Højre, teselskabs- og dødspanel folket - en tosset marginaliseret fløj, som ikke længere er en fløj, men som har bevæget sig ind i hjertet af Det republikanske Parti. ..... For det andet er der de fiskalkonservative, som rutinemæssigt udsender fordømmende advarsler om den voksende gæld.

Krugman mener, at dele af det republikanske Højre udviklede en ikke-rationel diskurs, når den f.eks. fremstillede demokratiske tilhængere af sundhedsreform som mennesker, der går ind for, at dødspaneler i medfør af denne reform skulle tage stilling til, hvilke af de syge og ældre der måtte leve videre, eller når de fremstillede frihedskampen imod de "demokratiske socialister" som en fortsættelse af The Boston Tea-party.
    Det er imidlertid svært at sammenligne amerikansk og europæisk politik. Hvor sundhedsreformen kunne ses som et opgør mellem "socialisme" (single payer/public option) og frimarkedsideologi (private sundhedsforsikringer og frit marked på sundhedsområdet), så var den i virkeligheden også præget af den traditionelle amerikanske skepsis over for Big Government, der ikke kun drejer sig om socialisme/liberalisme dimensionen, men også om forholdet mellem union og enkeltstater/lokale myndigheder, og i amerikansk forståelse hermed kampen mellem tyranni og frihed.
   Lige meget hvordan sundhedsreformen ville komme til at se ud, ville den styrke den føderale regerings magt over reglerne og den føderale regerings magt over pengene. Ved at nedsætte aldersgrænsen for medicare (et gratis sundhedssystem for alle ældre) og ved at udvide Medicaid (føderalt sundhedsprogram for de fattigste), og ved at lave de nødvendige reguleringer af den private forsikringssektor, styrkes den føderale regerings og administrations magt. Det går imod det ellers ret decentrale amerikanske system.

Joe Sixpack som fixpunkt i kultur- og værdikamp

Den republikanske vicepræsidentkandidat i 2008 Sarah Palin er set som et eksempel på moderne variant af den klassiske amerikanske højrepopulisme: Der sættes en skillelinje op imellem the Regulars og the Elite, som udnyttes i en sindrig klassediskurs, hvor det drejer sig om  en både påstået og reel forskel i klasse og livsstil. Denne forskel  er i høj grad også sproglig. Den udtrykker dermed også forskellen i kultur imellem en liberal elite og middelklasse i de østlige storbyer og storbyerne på vestkysten på den ene side og dele af den almindelige befolkning på den anden. Det er en forskel, Sarah Palin har været effektiv til at udnytte. At hun derved får skabt en realpolitisk umulig alliance imellem det traditionelle konservative, plutokratisk republikanske højre og arbejderklassepopulismen, er en anden sag.
    Den amerikanske forfatter George Saunders har beskrevet denne kulturkamp i satirisk form i My Gal. Forfatteren sætter sig i "Joe Six-packs" eller en lignende "regulars" sted og beskriver sine tanker og oplevelser omkring vicepræsidentkandidaten. Fortælleren er altså Joe Sixpack. Den måde, man er på, er et spørgsmål om at være "wired" på en bestemt måde. Begrebet beskriver et stort kompleks af internaliserede normer og kulturelle værdier.

Now, let us discuss the Élites. There are two kinds of folks: Élites and Regulars. Why people love Sarah Palin is, she is a Regular. That is also why they love me. She did not go to some Élite Ivy League college, which I also did not. Her and me, actually, did not go to the very same Ivy League school. Although she is younger than me, so therefore she didn’t go there slightly earlier than I didn’t go there

Her ruller jeg-fortælleren frem med det grundlæggende sprogligt og kulturelt betingede klasseparadigme. Baggrunden for ambivalensen er delvist elitens lukkethed (Ivy Leagues betalings- og optagelseskriterier). De, der kan elske hinanden, - eller ikke have mindreværdskomplekser i forhold til hinanden, er dem, der har gået i samme skole.  she didn’t go there slightly earlier than I didn’t go there . I denne absurde dobbelte nægtelse nås en af højderne i Saunders' satiriske form. Der er noget, "vi" er fælles om. Vi er "wired identical".

Jeg-fortælleren udtrykker komplekse sammenhænge, der viser en betydelig grad af "belæsthed", og viser sin overlegne brug af fremmedord (dyslexic). Fault zones er et geologisk udtryk, der kan bruges i overført betydning til beskrivelse af multietniske/multikulturelle samfunds dilemmaer:

.... happily, I did not go to college at all, having not finished high school, due to I killed a man. But had I gone to college, trust me, it would not have been some Ivy League Élite-breeding factory but, rather, a community college in danger of losing its accreditation, built right on a fault zone, riddled with asbestos, and also, the crack-addicted professors are all dyslexic.

Joe Sixpacks eliteambivalens kommer her til udtryk i fuldt flor: De er fabriksfremstillede. Han kan føle sig overlegen med god grund. Volds-/NRA-/gun tema introduceres sprogligt underspillet, men netop derfor stærkt; kultur- og livsstilsforskelle beskrives (crack-addicted professors, der er ordblinde). Hvem projiceres ordblindhed over på?

Saunders har på sæt og vis skildret de ideologiske og kulturelle faultlines, der kom til udtryk i den absurde debat om den store sundhedsreform. Den højrepopulistiske linje opnåede et stort come-back, fordi en træthed havde sat ind hos en stor del af vælgerne over den liberale præsident Barack Obama. Hans "change we can believe in", "Yes, we can" var nu blevet slidte one-liners, der ikke længere fængede. Det kunne til gengæld nogle af højrefløjens one-liners.

Figur : Ideologi- og diskurskampe omkring den amerikanske sundhedsreform 2009-10

Note: Single payer: Et offentligt sundhedssystem med lige adgang betalt over skatterne. Public option: Mulighed for et gratis offentligt udbud uden for privat forsikringssektor. President: The enigma in the centre, overlever de diskursive kampe ved at holde sig relativt neutral. Vedrørende Tea Party Patriots.

Bilag  Vælgergrupperinger, ideologier m.v. Gallup polls

Kilde: http://www.gallup.com/poll/108049/Candidate-Support-Political-Party-Ideology.aspx (på dette link i øvrigt: vælgergrupperinger og foretrukken kandidat)

Analyser spillet om indtægter og udgifter på de amerikanske offentlige budgetter. Også mulighed her for at spille policy analyst game.


Links til:
Vælgerundersøgelser

© Gregers Friisberg

Pol. kompas holdningstest

Aktuelt om valg og politik

Politico - aktuelle resultater og kommentarer

Bill of Rights

American constitution (forfatning)

Declaration of Inde-pendence

Hvordan laver Kongressen love?

Føderale valgkom-missions lister over øk. bidrag