Arbejdsløshedsprocenten er afsat ud ad x-aksen og inflationen op ad y-aksen. Amerikansk økonomi

Interessen for en gammel kending i økonomisk teori er ved at blive genoplivet. Det drejer sig om Phillipskurven, der viser sammenhængen mellem arbejdsløshed og inflation. Sammenhængen blev undersøgt af økonomen A.W. Phillips for den engelske økonomi 1861 til 1957. Han konstaterede, der var en sammenhæng. Når arbejdsløsheden faldt 1 pct, ville inflationen typisk tage til med en halv pct.

Phillipskurven blev flittigt anvendt i 1960'erne af politikere, der ville finde den rette balance mellem de to variable. Når der var et "trade-off" mellem inflation og arbejdsløshed, kunne man overlade det til politikerne, ud fra den almindelige forestilling om arbejdsdelingen mellem "værdineutral" økonomer og målsættende og -angivende politikere, at finde det nøjagtige balancepunkt.

I Danmark er den påståede sammenhæng også blevet anvendt i den såkaldte strukturpolitik i 1980'erne og 90-erne: Gennem arbejdsmarkedspolitikkens "fleksible arbejdsmarked" kan man forsøge at forskyde Phillipskurven nedad, så man altså med et givent niveau af arbejdsløshed kan opnå lavere inflation.

Phillipskurven blev imidlertid udsat for stærk kritik af monetaristerne i 1970'erne, - ikke mindst efter, at man havde konstateret det såkaldte stagflationsfænomen efter oliekriserne: Den samtidige forekomst af inflation og arbejdsløshed. Hermed var den inverse relation mellem de to variable brudt, blev det sagt. Milton Friedman fremførte endvidere, at kendskabet til sammenhængen var ødelæggende for en inflationsbekæmpende økonomisk politik. Der indbyggedes forventninger om en bestemt størrelse af prisstigninger hos lønmodtagerne og deres organisationer. Forsøg på at få arbejdsløsheden ned igennem øgning i efterspørgselen kunne dermed blive undermineret af indbyggede inflationsforventninger.

Som figuren viser, så det ud til, at Phillipskurvesammenhængen var en realitet i amerikansk økonomi i 1960'erne, men sammenhængen er forsvundet efter årtusindeskiftet. Det, der har overrasket økonomer mest, både på denne og den anden side af "dammen", er, at den lave arbejdsløshed de seneste år i flere lande, bl.a. USA og Danmark, ikke har ført til løn- og prisstigninger, som det skulle forventes. Det er blevet forklaret ved stigende import af masseproducerede billige industriprodukter fra Asien.

Men nu menes det, at arbejdsløsheden er ved at komme så langt ned, at den gammelkendte sammenhæng vil begynde at slå igennem igen, - selv om det sker langsomt. Man kan dog på de seneste inflationstal i Danmark se tendenser i den retning. I den situation kan man sige, det er heldigt for regeringen, der har spillet sig stort set alle økonomiske instrumenter frivilligt af hænde, at den Europæiske Centralbank i sidste uge hævede renten, så Nationalbanken kunne gøre den kunsten efter og hæve den danske rente til 3,5 pct.