Den kinesiske og amerikanske regering har aftalt at holde to årlige dialogmøder om økonomi, herunder de bilaterale økonomiske relationer, på højt niveau. I midten af december kom den amerikanske finansminister Henry Paulson hjem fra det første af disse møder. At møderne tillægges betydning fra amerikansk side ses af, at bortset fra præsidenten og vicepræsidenten, så var alt, hvad der kunne krybe og gå af økonomiske topbeslutningstagere med til mødet i Beijing, der sluttede den 15.12. Om det så var formanden for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Ben Bernanke, deltog også han.

Meget står på spil for både kinesere og amerikanere i disse bilaterale samtaler. Kineserne er interesserede i, at verdensøkonomien fortsat ligger åben for deres eksport. Det er en forudsætning for, at den kraftige økonomiske vækst i landet kan blive ved, og denne økonomiske vækst er igen en forudsætning for, at der kan sikres social fred og nogenlunde stabilitet i Kina. Væksten skaber jobs til de mange nye, der kommer ud på byernes arbejdsmarked, dels fra uddannelsesstederne, dels fra de kinesiske landdistrikter. Derfor er præsident Bush' relativt liberale økonomiske agenda en Godsent for kineserne.
    Det er en dagsorden, de ikke kan tage for givet. Kritikken af oursourcing og tab af jobs til Østen er voksende i USA. Ved midtvejsvalget i november opnåede Demokraterne kontrol over begge Kongressens kamre. De er ikke nær så sikre tilhængere af frihandel og globalisering som Bush-republikanerne.

Henry Paulson er vant til at forhandle med kinesere. Som tidligere topleder i et af USA's største finans- og investeringshuse med mange kontakter østover har han betydelige erfaringer på området. Formålet med Paulsons rejse er i den sammenhæng lige så meget indenrigspolitik som handelspolitik. Han skulle gerne komme hjem med resultater, der kan stemme amerikanerne mildere over for det voksende handelsunderskud i den bilaterale handel USA-Kina, jvf tabel 1. Kineserne har nok været mere end villige til at høre på hans andragender på en positiv måde. Og der er da også allerede sket en del for at rette op på problemerne. Dels har kineserne placeret enkelte store ordrer på strategiske amerikanske produkter, så som Boeing-fly, dels har de faktisk ladet renminbien flyde op ad, altså ladet den revaluere. Det er sket siden sommeren 2005. I december 2006 er den kinesiske valuta således revalueret med 6 pct over for dollaren, og kursopskrivningen ser ud til at fortsætte.

Den demokratiske senator Chuck Schumer er gået sammen med republikaneren Lindey Graham i udarbejdelsen af et forslag om straftold på kinesiske varer, hvis ikke yuanen(renminbi) fortsat revalueres. Med den ændrede partisammensætning i Kongressen, er det ikke umuligt, at sådanne forslag, som er set før, kan vedtages. Man må formode, kineserne vil gøre, hvad de kan, for at forhindre handelsrestriktioner. Mange af de store amerikanske virksomheder vil modsætte sig sådanne restriktioner, da det i virkeligheden bl.a. er dem, der via datterselskaber i Kina står for en del af den kinesiske eksportoffensiv. Det er et kompliceret sammensurium af lobbyister, der forsøger at påvirke den amerikanske handelspolitik.

Note: US exports reported on FAS basis; imports on a general customs value, CIF basis
Sources: US International Trade Commission, US Department of Commerce

Som man kan se af tabel 1, accelererer handelsunderskuddet med stor hast. De sidste par år er underskuddet vokset med omkring 40 milliarder. Og det er en udvikling, der ser ud til at fortsætte i 2006 også.

Det stiller et åbent spørgmål ved, om det overhovedet er muligt at få det ud af verden, selv med en forøget hast i apprecieringen (glidende revaluering/fordyrelse) af den kinesiske valuta. Sagen er den, at den kinesiske eksportoffensiv muligvis kan blive boostet yderligere af en langsomt glidende appreciering. En stor del af Kinas eksport består af industriprodukter, der samles af mellemfabrikata andre steder fra, og disse inputs vil blive billigere at importere for de kinesiske virksomheder.

Der skal andre ting til for, at det amerikanske underskud kan komme ud af verden. Der skal for det første en øgning af den amerikanske opsparing til. Den amerikanske opsparingskvote har længe været tæt på nul eller negativ. Ved en øget opsparing vil importen blive formindsket. Underskuddet på det føderale budget på flere hundrede mia $ spiller også her en rolle. Ved en øgning af skatterne eller besparelser på de offentlige udgifter (kontraktiv finanspolitik) vil budgetunderskuddet kunne nedbringes. At gennemføre dette kræver dog nok større politisk kapital end præsident Bush pt er i besiddelse af.
 

Som det kan ses af tabel 2 og 3 er en stor del af den amerikanske eksport til Kina relativt højteknologisk, mens en stor del af den kinesiske eksport til USA er relativt lavteknologisk. Den kinesiske eksport er imidlertid hastigt på vej opad i værdikæden. De kommende år vil man formentlig se en hastig stigning i eksporten af biler til resten af Verden.

Man kan fundere over, hvad der sker den dag, det ikke længere er muligt for smidige forhandlere at klare uoverensstemmelser og gnidninger mellem de to handelsmæssige supermagter. Man så i trediverne, hvad der skete, da en ekspanderende japansk økonomi blev holdt ude fra internationale markeder og - ekspansion. Vil noget lignende kunne ske igen, - blot nu forstørret op til et langt voldsommere problem, når man tager den kinesiske økonomis og befolknings størrelse og omfang i betragtning?
    Der er forskellige fortolkninger af, hvad der kan ske: En nytårsleder i The Economist anlægger en optimistisk fortolkning:

"Sammenlignet med det meste af det 20. århundrede har dagens stormagter få direkte konflikter med hinanden. USA er ikke længere i direkte konfrontation med en sovjetunion. Rusland rejser nu igen hovedet, men dets fokus er hovedsageligt på dets egne nære omgivelser. Det opadstigende Kina kan true USA's fremtid som eneste supermagt, men de to landes økonomier er gensidigt forbundne, og begge har behov for gode relationer. Der er selvfølgelig konkurrence, men kinesernes offensiv i Afrika f.eks.,er en kommmerciel affære, mere end det et sammenstød af imperier af den slags, der fandt sted før første Verdenskrig, da de europæiske magter var ved at falde over hinandens ben for at få imperier."

Det er et spørgsmål, om denne optimisme ikke er lidt naiv? Det er et spørgsmål, om ikke Kina er klog nok til at anerkende, at der på det militære område pt er én supermagt, og det er nødvendigt at tilpasse sig den, snarere end at konkurrere aggressivt med den? Kina har holdt sig forsigtigt tilbage, både i Sudan, hvor landet nu er vigtigste handelspartner og i Iran, hvor Kina også har fået meget betydelige økonomiske interesser. Spørgsmålet er, hvordan Kina vil optræde den dag, landet også militært er meget stærkt?

Gregers Friisberg 2006