|
KINAS ØKONOMISKE REFORMER I den kinesiske
planøkonomi frem til 1980'erne blev en del af grundlaget for Kinas
økonomiske styrke bygget op. Det drejede sig om en nationalistisk
statsstyret
økonomi, hvor der fra centralt hold blev grebet ind, og hvor de udenlandske
interesser i det kinesiske marked blev styret med hård hånd. Kina havde
uheldige erfaringer med de ulige traktater, der blev indgået i midten af det
19. århundrede efter opiumskrigene. 1. Planmål fastsat af staten igennem 5-års planer 2. Socialistiske forbrugsmålsætninger: Yde efter evne og nyde efter behov 3. Statslig ejerskab af virksomhederne 4. Vægt på sværindustri og udvikling af de indre regioner af landet 5. Statslig fastsatte priser og leveringsbetingelser 6. Et statsligt distributionssystem 7. Staten finansierer investeringer 8. Statslig kontrol med råvareleverancer og priserne på råvarer 9. Statslig regulering af arbejdskraftens løn og arbejdsvilkår 10. Udenrigshandelsministerium styrer udenrigshandel, tager imod valutaindtægter og tildeler valuta 11.Valutakurs styret af planhensyn REFORMERNE I HOVEDPUNKTER Et grundliggende element i de økonomiske reformer, som indførtes fra 1978/79, var det såkaldte ansvarlighedssystem. Virksomheden forhandler kontrakter med staten. Med kontrakten følger en række forpligtelser for virksomheden. Det gælder f.eks., hvad der skal ske i tilfælde af, at virksomheden får overskud af en bestemt størrelse, eller den får underskud. I det førstnævnte tilfælde er det fastsat, hvor stor en del af overskuddet der skal tilfalde staten, og hvad virksomheden må gøre med den øvrige del. I det andet tilfælde er det bestemt, hvordan underskud skal dækkes: Hvor meget skal staten betale af det? Hvor stor en del dækkes af virksomhedens egne reserver, etc. Reformerne kan kort beskrives således: 1. Økonomiske frizoner. Joint ventures med udlændinge. Udenlandske investeringer 2. Ansvarlighed via kontrakter 3. Økonomiske incitamenter til virksomhederne og deres ansatte 4. 5-årsplanerne antager karakter af økonomiske rammer (planmål) 5. Vægt forskydes fra sværindustri til let industri og tilfredsstillelse af forbrugere 6. Vægt på kystregioner (økonomiske frizoner) 7. Stigende anvendelse af markeder og fri prisdannelse 8. Mulighed for at statsvirksomheder kan gå bankerot 9. Virksomhederne må gå til finansmarkedet efter midler til investeringer 10.Stigende anvendelse af privat ejendomsret 11.Øgede muligheder for fristilling af arbejdstagere 12.Store virksomheder kan selv stå for udenrigshandel 13.Valutakurs følger markedet. På sigt fuldt konvertibel valuta Det kan også være fastsat, at staten skal have en vis andel af et overskud, og at dette beløb stiger med en bestemt procentsats pr år. Hvad der ligger herudover må virksomheden selv råde over. Med reformerne blev det statslige distributionssystem ændret. På visse områder blev planøkonomien bevaret, især inden for sværindustri, energiforsyning m.m. På andre områder fik virksomhederne frihed til at afsætte dele af deres produktion udover en bestemt andel fastsat af planmyndighederne, på frie markeder og til priser, virksomhederne fik hel eller delvis frihed til selv at fastsætte. Det gav incitamenter, som kunne virke ansporede på produktionen, men gav også en lang række uheldige bivirkninger, f.eks. at virksomheder købte billige råvarer til statsligt fastsatte priser og solgte disse videre på frie råvaremarkeder til højere priser og inkasserede fortjenesten. Hovedparten af investeringerne (ca. 2/3) kom frem til slutningen af 1990’erne fra kinesere i udlandet. Kineserne er kendt for at lave business i familienetværk, hvor folk fra nær- og lokalområder ofte favoriseres. De særlige økonomiske zoner, som blev dannet som led i reformpolitikken i 1978 er oprettet i områder, hvorfra mange kinesere har forladt moderlandet. Det har fremmet investeringsstrømmen. For disse kinesere har det næsten været som at komme hjem igen at kunne investere i deres tidligere hjemegn. Det drejede sig om Shenzhen, Zhuhai og Shantou i Guangdong provinsen i nærheden af Guangzhou (Canton) og Xiamen i den tilgrænsende Fujian provins. Senere blev også øen Hainan erklæret for særlig økonomisk zone. De særlige økonomiske zoner gav privilegier til de udenlandske virksomheder, der investerede der, så som lav skat af overskud (kun 10 pct mod 33 pct i det øvrige Kina), ret til at beholde større andele af indtjent fremmedvaluta, lempelige arbejdsmiljøregler, etc. Virkningerne udeblev ikke. Shenzhen voksede fra 30.000 indbyggere i 1978 til 2-3 mio i midten af 90’erne. Der var da flere tusinde udenlandske virksomheder, de fleste meget eksportrettede. Og der var anlagt en moderne by med skyskrabere og motorvejsudfletninger, men også med sociale problemer i form af økonomisk og anden kriminalitet, alkoholisme, rodløshed og prostitution. Senere blev særrettigheder for den internationale kapital udvidet til 14 byer på østkysten og et antal teknologiske udviklingszoner. Det var en brat overgang fra Mao-æraen, hvor udenlandske investeringer var blevet betragtet som et udslag af imperialisme. Kina ville pludselig ikke længere være et indadvendt land, der satsede på selvforsyning. Det har medvirket til det pludselige kursskifte, at man har haft nærliggende modeller, der har demonstreret, hvilket udviklingspotentiale der kan ligge i at få opbygget en økonomi, der deltager i Verdensmarkedet og udvikler sig igennem eksportdrevet vækst. Der var allerede da en kraftig økonomisk udvikling i gang på Taiwan, i Sydkorea, Hong Kong og Singapore. Frizonerne har været et laboratorium for de økonomiske beslutningstagere i Beijing. Succeskriteriet har været økonomisk vækst og eksportvækst. Efterhånden som man har set resultaterne er systemet blevet udstrakt til større områder af landet. UDENRIGSHANDEL Et vigtigt område for reformpolitikken blev udenrigshandelen. Styringen af den kinesiske udenrigshandel var traditionelt foregået fra et udenrigshandelsministerium i Beijing. Under dette ministerium befandt sig en række udenrigshandelsselskaber for forskellige produktområder. Disse havde så igen aflæggere i de enkelte provinser. De forsynede importører med importlicenser og den nødvendige valuta til import. Herved kunne man ud fra planøkonomiske hensyn styre importen i retning af produkter, der opfattedes som nødvendige for landet. Eksportører skulle omvendt aflevere indtjent valuta. Denne blev fordelt mellem det centrale niveau, udenrigshandelsselskabet i Beijing, provinsaflæggeren og den eksporterende virksomhed. Med reformerne fulgte en vidtgående decentralisering. Provinsaflæggerne af udenrigshandelsselskaberne fik mulighed for at optræde uafhængigt. Udenrigshandelsselskaberne kunne efterhånden handle med andre varer end dem, de oprindelig var specialiserede i, og virksomhederne fik i et voksende antal tilfælde ret til at handle selsstændigt med udlandet. Det har især drejet sig om store virksomheder. De har altså ikke længere været nødt til at gå via et udenrigshandelsselskab, når de har lavet transaktioner med udlandet. I planøkonomien var kursen på den kinesiske valuta styret af planmyndighederne. Kursen var altså kunstigt fastsat, og den kinesiske valuta var faktisk overvurderet (3-4 yuan for en dollar) i 1980’erne. Det førte til, at eksporterende virksomheder var meget modvillige med at give deres valuta fra sig. Omvendt var importerende virksomheder interesseret i at købe valuta. Der var altså overefterspørgsel efter valutaen. For at få en hurtigere cirkulation af den valuta, der blev indtjent igennem eksporten, fik virksomhederne (i første række virksomheder med udenlandsk kapital) mulighed for at veksle valuta frit i særlige valutacentre. Det blev så udbud og efterspørgsel efter valutaen, der bestemte kursen. Hermed havde man et tovalutasystem. Man havde en officiel kurs, som statsvirksomheder, rejsende m.fl. skulle benytte og ved siden af en frit omsat yuan, hvor kursen blev bestemt af markedet. Efterhånden fik alle virksomheder mulighed for at benytte valutacentrene. De skulle ikke længere søge en embedsmand om lov til at købe valuta. Fra midten af 1990’erne opgav man den officielle valutakurs. Allerede inden da havde de kinesiske valutamyndigheder gået ind og var begyndt at styre valutamarkedet, men nu uden planøkonomisk stivhed. Valutapolitikken blev nu indrettet efter hensynene til at få overskud på den kinesiske betalingsbalance. Det førte til nogle devalueringer af yuanen fra starten af 90’erne. Siden da har kursen ligget fast i forhold til US dollaren. I 2003/04 kritiserede USA denne kurs, idet man mente, at den var for gunstig for kineserne. Det kinesiske handelsoverskud over for USA steg i 2003 til over 100 mia. dollars.
Kilde: Kinesiske handelsstatistikker
|
Inf om Kina
Officielt statistik-bureau |
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||