Megapoliser

Et træk i globaliseringen som samfundsmæssig proces er skabelsen af enheder, både økonomisk, kommunikationsmæssigt og kulturelt, der går på tværs af nationalstaterne.  
   Øresundsområdet/Ørestad er et eksempel. Det kaldes af nogle for en megapolis (en kæmpeby, der strækker sig over to eller flere grænser mellem lande). Det er en ny enhed, der følger sin egen udviklingslogik uafhængigt af de nationalstater, den breder sig over. På den måde udhules nationalstatens styringskapacitet.  Sådanne enheder bliver der flere og flere af.

   Megapoliserne erstatter ikke helt og aldeles nationerne. De indoptager dem i sig og tildeler dem nye funktioner, begrænsninger og muligheder. Nogle Megapoliser bliver så store, at de på det nærmeste kan sætte nationalstaterne i skyggen. De kan i nogle tilfælde blive vigtigere som økonomiske enheder end de stater, de rækker ind over.  Der skal åbnes nye markeder, og de eksisterende skal moderniseres. Andre steder forsvinder markederne under omstruktureringsprocesserne. Det kan f.eks. være tidligere landbrugsområder, der trues af affolkning og kulturel udslettelse, når det økonomiske grundlag forsvinder.

    Megapoliserne stiller nationalstaternes politiske styring over for nye problemer: Hvordan styre en storby, der rækker ind over 2, eller måske 3, landeområder? USA og Mexico har oplevet problemet med San Diego/Tijuana, El Paso/Ciudad Juarez, m.fl. storbypar på begge sider af en grænse, der bliver mere og mere befærdet, mere og mere præget af globaliseringens øgede penge-, menneske- og kulturstrømme. I dette område blev globaliseringen dog sat noget i stå efter 11. september 2001 angrebet på World Trade Center. Dette angreb førte til, at USA skærpede sin grænsekontrol. USA forsøger også – ligesom EU – at ”lukke” sin grænse imod syd, så man ikke ”oversvømmes af billig arbejdskraft” fra den 3. Verden.