GLOBALE AKTØRER – IMF, Verdensbanken, WTO og de multinationale – INDLEDNING

 Af Gregers Friisberg

NAVIGATION:

Hvordan skulle Verden indrettes efter II. Verdenskrig, så man kunne undgå økonomisk krise og bringe Europa på fode efter den ødelæggende krig?

   Det blev diskuteret i de to sejrende lande, USA og England. Bortset fra det japanske angreb på Pearl Harbour i december 1941 var USA’s territorium uskadt. Den amerikanske økonomi ekspanderede som en krigsøkonomi med store offentlige udgifter til militær opbygning i krigsårene. Det hjalp med til at overvinde krisen i 30’erne. Og det efterlod USA som Verdens stærkeste økonomiske magt ved slutningen på krigen. Samtidig kom efterkrigsperioden til at blive præget af en rivalisering imellem Øst og Vest, kommunistiske planøkonomier i Østeuropa under Sovjetunionens ledelse og kapitalistiske markedsøkonomier i Vesteuropa og Nordamerika under amerikansk-britisk ledelse.

    Som den stærkeste magt ønskede USA at præge Verden i mere liberal retning. Man ville gerne væk fra 1930’ernes handelsprotektionisme (handelsbeskyttelse), hvor hvert land for sig selv ville beskytte sit eget marked for at fremme afsætningen af varer på sit eget hjemmemarked. En stor del af handelen foregik i 1930’erne som såkaldt bilateral (tosidet) handel, hvor to lande aftaler, at man handler bestemte mængder af varer i forhold til hinanden. Man blev tvunget til at handle på denne måde, fordi valutaerne ikke uden videre kunne veksles frit i forhold til hinanden. En importør i f.eks. Danmark skulle fra 1932, hvor man indførte en Valutacentral, først have en tilladelse til at importere et parti varer, før Nationalbanken gav valutaen til det. Handelen var ikke fri, og det hæmmede den økonomiske omsætning og forværrede den økonomiske krise, som hærgede i 1930’erne.

    På den baggrund var det forståeligt, at mange lande gik ind for, at efterkrigsverdenen skulle indrettes på en anden måde.

    Det, man forestillede sig i USA og Storbritannien, var større økonomisk frihed, der kunne fremme vareomsætning og handel. Det skulle dog være en frihed, der  reguleredes af nogle fælles regler og et sæt af internationale organisationer. En række organisationer skulle dække områderne for det økonomiske samarbejde, det valutapolitiske samarbejde, samarbejde om långivning til lande, der var ødelagt under krigen, en organisation til regulering af de handelsmæssige samkvem og forskellige organisationer til det politiske og sociale samarbejde (FN m. underorganisationer).

    GATT overgik fra 1995 til WTO, World Trade Organisation (Verdenshandelsorganisationen).

 Til top

VERDENSBANKEN OG  IMF (Den internationale Valutafond)

Ved en stor konference i Bretton Woods i USA i 1944 enedes man om principper og grundvedtægter for en international valutafond (IMF) og en bank for international genopbygning og samarbejde (Verdensbanken). Ved andre konferencer grundlagde man FN (San Francisco 1945) og en International Handelsorganisation ITO (International Trade Organisation) i Havana i 1948. Den Internationale Handelsorganisation kunne ikke blive godkendt af den amerikanske Kongres. Derfor enedes man i stedet om nogle principper for handelen, GATT, der stod for General Agreement on Tariffs and Trade (Generel aftale om told og handel).

Verdensbanken

Verdensbanken har sæde i Washington. Verdensbanken er et aktieselskab, der ejes af aktionærerne, dvs de omkring 180 lande, der er med. Det er altså regeringerne i medlemslandene, der er aktionærer i banken.

Hovedsigtet med Verdensbankens virke var i starten af yde lån til genopbygning af infrastrukturen (veje, skoler, jernbaner, havne, etc.) lande til låntagerne i især Vesteuropa. Efter Vesteuropas økonomiske konsolidering i 1950’erne og 1960 har Verdensbanken skiftet fokus, så den især koncentrerer sig om de fattige  områder af verden. Her gives lån til især infrastruktur, sundhed og uddannelse. Igennem underorganisationen IDA (International Development Association) gives langfristede lån til ingen eller lav rente til de fattigste u-lande.

    Verdensbanken har tilvejebragt størstedelen af sit kapitalgrundlag fra de rigeste ejere/donorlandes indskud i banken. De fleste penge til de løbende udlån hentes dog på de internationale lånemarkeder. Det sker ved, at Verdensbanken optager obligationslån.

    Verdensbankens officielle målsætning er fattigdomsbekæmpelse.

  Til top

IMF

IMF startede sin virksomhed i 1947. Der var i lang tid diskussion om, hvordan den vestlige verdens valutasystem skulle indrettes, så man slap for 30’ernes kriser med handelsbeskyttelse og konkurrerende devalueringer, hvor landene skubbede problemerne over på naboerne i stedet for at finde fælles løsninger på dem.

    Den ordning, man endte med, bar præg af, at USA var blevet Verdens dominerende og stærkeste økonomiske magt. Den amerikanske dollar var fastlagt i et ombytningsforhold til guld. Dollar kunne veksles til guld. I henhold til Bretton Woods aftalerne enedes man om at definere en dollarværdi i guld og derefter definere de andre valutaer i et fast  kursforhold til dollar. Den danske krone havde således en værdi i forhold til dollar på omkring 7 kr for en dollar. En dollar var så tilsvarende en bestemt vægt i guld værd.  

    Hertil kom, at man i 1969 indførte særlige ”internationale penge”, der kunne supplere dollaren som reservevaluta (reservevaluta: En valuta, der bruges i international handel og til at ligge som reserver i Nationalbanker). Denne kunstige valuta blev kaldt ”Særlige trækningsrettigheder” (SDR: Special Drawing Rights). Grunden til dette var en frygt for, at der ikke ville være tilstrækkeligt med betalingsmidler i omløb, når man kun havde guld og var afhængig af størrelsen af guldproduktionen, og man kunne frygte for, hvordan den amerikanske betalingsbalance – og dermed forsyningen med dollars – ville udvikle sig.

    Princippet i IMF er, at hvert land har indbetalt en kvote af egen valuta, dollar (og andre reservevalutaer) og guld i banken, og så får landet ret til at trække et større beløb ud i tilfælde af betalingsbalance- og valutakriser. Det er en måde, hvorpå man øger rigeligheden af fælles penge i systemet, så den internationale handel lettedes, og landene ikke kastes ud i pludselige valutakriser.

    De østeuropæiske kommunistiske lande kom ikke med i IMF. Efter Berlinmurens fald i 1989 og indførelsen af markedsøkonomi er langt de fleste af dem kommet med. IMF har i dag 183 medlemmer. Der er således de fleste lande i Verden, der er medlemmer.

    IMF’s opgave var at levere det valutapolitiske grundlag for frihandelen. Det tilbagevendende problem, når to lande handler med hinanden er, at der kan opstå vedvarende ubalance imellem dem. Hvis det ene land igennem lang tid sælger mere, opstår problemet, hvordan man skal finansiere underskudslandets køb. Underskudslandet har et underskud på betalingsbalancen, der skal finansieres på en eller anden måde. Det letteste er, hvis man uden videre kan acceptere hinandens valutaer. I det lange løb vil man ikke acceptere valutaen fra et land, der konstant har underskud i samhandelen. Valutaen fra dette land vil få tendens til at falde i værdi. Det er kun sundt, fordi det gør det billigere for dette land at sælge i de andre lande, hvorved det får mulighed for at genoprette situationen med handelsunderskud.

   For kraftigt svingende valutaer giver imidlertid ustabilitet. Derfor gælder det om at finde en ordning, som både kan give en ønsket stabilitet, og som kan give den nødvendige tilpasningsevne. Man ville altså både have rimelig stabile valutakurser og mulighed for at tilpasse valutakurserne, når dette blev nødvendigt – f.eks. hvis et land igennem længere tid have enten vedvarende overskud eller vedvarende underskud i sin samhandel med omverdenen. I det første tilfælde kunne man så opskrive valutaens værdi (revaluere). I det andet tilfælde kunne man nedskrive valutaens værdi (devaluere).

   Til top

IMF som krisestyringsorgan

 IMF har de seneste årtier fået rollen som krisestyringsorgan, der kan gribe ind ved overhængende finanskriser, hvor f.eks. u-lande har svært ved at betale renter og afdrag på udlandsgælden. Det er en delvist ny rolle i forhold til, hvad organisationen skulle lave ved dens grundlæggelse. Det hænger sammen med det ulige forhold, der er opstået i verdenshandelen mellem de rige og de fattige lande og i det internationale finansielle system siden oliekriserne i 1970’erne.

    Handel med olie har altid foregået i dollar. Da olien blev meget dyrere i 1970’erne, førte det til opbygning af store mængder af såkaldte ”petrodollars” (dollartilgodehavender afledt af oliehandelen) i de lande, der havde overskud, f.eks. Saudiarabien. Disse penge blev investeret rundt omkring, og de kom også til at danne grundlag for långivning til de fattige lande.

   Det hører med til historien, at USA ophørte med guldindløseligheden i 1971. Hermed blev dollaren ”givet fri” til at kunne vokse i omfang og mængde som international valuta. Den skulle jo ikke længere kunne veksles til en bestemt mængde guld.

    Der er naturligvis grænse for, hvor mange dollar der kan være i omløb, uden at det fører til verdensinflation.

   USA fik fra nu af muligheden for at finansiere betalingsbalanceunderskud gennem dollartilgodehavender til resten af Verden. Det fungerer så længe der er tillid til dollaren.

   Som helhed medvirkede det til en kraftig forøgelse af den internationale likviditet (pengemængden i international handel) i de følgende år. I Europa opstod det såkaldte eurodollarmarked, som var dollartilgodehavender, der kunne lånes ud af europæiske og amerikanske storbanker. Det var gavnligt for handelens udvikling og dermed for internationalisering og globalisering.

    For mange af de fattige lande kom det til at betyde accelererende gældsætning. Det var ofte en proces, der foregik nærmest pr automatik, uden nogen lagde særlig meget mærke til det. For at de fattige lande kunne købe de rige landes produkter, var man nødt til fra de rige landes side at forstrække dem med valuta. De rige lande indførte eksportkreditordninger, der kunne finansiere handelen, så de fattige lande ikke behøvede at betale for varen eller tjenesteydelsen ved modtagelsen, men først efter en længere periode. U-landsbistanden fungerede i mange tilfælde også som led i disse ordninger.

    Det fremmede den internationale handel og kunne også i gunstigste fald føre til, at u-lande fik adgang til ny teknologi, der kunne sætte skub i landets udvikling. Men det førte samtidig til en katastrofal gældsætning, som IMF i mange tilfælde blev sat til at håndtere.

Indflydelsen i IMF er ulige fordelt. Man stemmer ikke ”efter hoveder”, som man gør i f.eks. FN’s generalforsamling, hvor hvert land har én stemme. Man stemmer ”efter høveder”, efter størrelsen af indskudskapitalen. Det er altså ikke befolkningsstørrelse, der bestemmer et lands indflydelse i IMF. Det er de økonomiske muskler som bestemt ved størrelsen af landets kvote i fonden, der angiver indflydelsens størrelse i de styrende organer.

 Til top 

 IMF er kommet under kritik for sin krisestyring under nogle af de store finanskriser, som Verden er blevet rystet af  i de senere år.

    Under den såkaldte peso-krise i Mexico i 1994-94 blev Mexico tvunget ud i en voldsom devaluering af pesoen. Den var nok uundgåelig, da landet havde et stort underskud på betalingsbalancen, og her reagerede IMF da også hurtigt, idet Mexico fik et lån på 40 mia. dollars. Det medvirkede til at bringe landet nogenlunde på fode, så man undgik den frygtede ”tequila-effekt”, hvor man forestillede sig, hvad der ville ske, hvis pesokrisen havde bredt sig til det meste af Latinamerika. En stor del af landene har en meget stor udlandsgæld. Hvis alle debitorer holdt op med at betale af på udlandsgælden på én gang, ville det få katastrofale konsekvenser for det internatioanle valutariske og finansielle system. En række internationale storbanker står bag en betydelig del af lånene, og disse bankers eventuelle krise ville kunne ryste den internationale økonomi.

    Der blev også reageret ret hurtigt under den sydøstasiatiske krise i 1997/98. Det var en krise, der blev udløst af, at internationale investorer med stor optimisme havde anbragt store mængder af penge i ”tigerøkonomierne” i forventninger om gode afkast på deres investeringer. I nogle af landene kom der lidt for meget gang i den økonomiske udvikling, bl.a. med ejendoms- og spekulationsbobler på børserne til følge. Samtidig var flere af landene præget af korruption og den såkaldte ”crony-kapitalisme”, dvs en markedsøkonomi, hvor man giver ordrer og kontrakter til vennerne (”cronies”) snarere end til de bedste eller prisbilligste.

   Da nogle af landene samtidig udviste dårlige betalingsbalancetal, fik en stor del af de internationale investorer kolde fødder på én gang og begyndte at trække deres penge ud. Det førte til voldsomme omvekslinger af thailandske baht, indonesiske ringiit, etc. hvad disse landes valutabeholdninger ikke kunne klare. Landene kom ud i store devalueringer med efterfølgende inflation (prisstigninger). Med de devaluerede valutaer kunne de ikke betale deres udlangsgæld, der jo som regel var fastlagt i dollar. Et totalt sammenbrud truede, og IMF måtte hurtigt gå ind med sin akutte ambulancetjeneste. Det gjorde IMF også med et historisk stort beløb til Sydkorea (57 mia. dollars) og noget mindre beløb til de andre nødlidende lande.

    Det, der vakte harme og førte til massedemonstrationer i landene, var betingelserne (strukturtilpasning), der blev knyttet til lånene fra IMF. Man forlangte bl.a., at lande, der ikke havde særlige underskud på de offentlige budgetter, skulle skære ned på sociale hjælpeprogrammer, f.eks. støtte til nedbringelse af fødevarepriser i Indonesien.

 Til top

    I starten af 2002 udnævntes peronisten Duhalde til præsident. Han fik gennemført en mulighed for devaluering af den argentinske valuta. Landets lovgivning, som hidtil havde fastslået, at pesoen skulle følge dollaren i et bestemt vekselforhold blev ændret, så det blev muligt at tilpasse    pesokursen efter markedsforholdene. Da pesoen blev givet fri på valutamarkederne, faldt den hastigt til et niveau på omkring det halve af, hvad den havde været under valutastyringen, hvor 1 peso skulle være lig en dollar. Da pesokursen var 2 peso = 1 dollar, var det imidlertid et spørgsmål, om landets valuta nu ikke var undervurderet? 

WTO

WTO startede sin virksomhed 1. januar 1995 som en udløber af den såkaldte Uruguay runde. Det var den sidste handelsrunde under GATT (General Agreement on Tariffs and Trade, dvs told- og handelsaftale). Uruguay runden var en lang række af handelsforhandlinger, der strakte sig fra 1986-1994.

    GATT var en stor aftale om nedsættelse af toldsatser og forsøg på at få frihandelen udstrakt til så mange som muligt. I første række var det selvfølgelig GATT’s medlemmer, men efterhånden flere andre, fordi de lande, der havde skrevet under på GATT kunne udstrække lignende handelsregler til andre lande. Det gjorde USA f.eks. i et vist omfang over for Kina, idet den amerikanske Kongres hvert år bevilgede en status af begundstiget handelspartner til Kina.

   Principperne  i GATT var ikke-diskrimination og mest-begunstigelse. Man måtte ikke diskrimnere et medlem af GATT toldmæssigt i forhold til andre. Mest-begunstigelse gik ud på, at en underskriver af GATT har krav på lige så god behandling, som en anden underskriver giver et tredjeland.

    I løbet af sidste halvdel af det 20. århundrede lykkedes det via GATT-aftalerne at få nedbragt toldsatserne. Det stimulerede handelen. Verdenshandelen voksede i faste mængder med omkring 6 pct om året i de 50 år fra 1950 til 2000. Det var mere end produktionen voksede.

Figur 1: Udviklingen i Verdens produktion og eksport i faste priser 1950-2000 (1950=100)

Kilde: Tal fra WTO

Handelsekspansionen har derfor nok stimuleret den økonomiske vækst. Der har imidlertid været tendens til, at handelen er vokset stærkt imellem de rige lande i Vesteuropa, Nordamerika og Japan og imellem disse tre områder indbyrdes, hvorimod det kun er nogle dele af det, man kaldte den ”3. Verden”, der har fået større andel i væksten.

   Derfor har de fattige lande stillet krav om flere lempelser i told og handelsregler på de områder, som de kan opnå konkurrencefordel indenfor. Det drejer sig om tekstiler, lette industriprodukter og råvarer. For landbrugsprodukter har man stået over for vidtstrakt landbrugsstøtte i mange af de rige lande. Dem har u-landene forlagt reduceret, så de kommer til at stå konkurrencemæssigt stærkere på de rige landes markeder.

   Uruguayrunden var forum for forhandlinger om disse ting. Og de er fortsat i WTO. Ved mødet i Doha i Quatar i november 2001 enedes man i princippet om en afvikling over et åremål af landbrugsordningerne.

    GATT-principperne, som er omtalt ovenfor, er fortsat en del af WTO’s grundlag. Med dannelsen af WTO sker der det, at WTO får et relativt stort sekretariat (550 ansatte) i Genéve, og organisationen får forøget sin kompetence, især på spørgsmålet om løsning af handelskonflikter. Hvis der opstår en handelskonflikt, der f.eks. drejer sig om, at et land bryder reglerne, nedsættes et såkaldt ”Dispute Panel” (Konfliktløsningspanel) til behandling af konflikten. Dette panel har kompetence til at træffe en afgørelse, som landet skal følge.

 Til top 

Figur  2: Grundrids af WTO’s organisation

WTO’s øverste myndighed er ministerkonferencen. Landene sender deres øverste handels-/udenrigsøkonomisk ansvarlige minister til disse møder, der finder sted mindst én gang hvert andet år. Her fungerer det som et samarbejde af mellemstatslig form. Ministerkonferencens opgave er at udstikke rammer for kommende forhandlinger og opgaver. Generalrådet påser, at Ministermødernes beslutninger føres ud i livet. Et afgørende organ er Konfliktløsningsorganet (Dispute Settlement Body).

Det interessante ved WTO er den såkaldte Dispute settlement (behandling af tvister), dvs proceduren for, hvordan en handelskonflikt løses. Et land har ikke lov til at bryde handelsreglerne, og det kommer under temmelig kraftigt pres, hvis det alligevel sker.

    Reglerne er imidlertid temmelig komplicerede, og de små og fattige lande siger ofte, at systemet er i de rige og magtfuldes interesse. F.eks. hævede USA sin told på stål og stålprodukter i 2002. USA gjorde det under henvisning til, at den amerikanske stålindustri blev udsat for dumping (urealistisk lavt ansatte priser). Det kan man ikke konkurrere imod, og følgelig er man altså evt. efter WTO-reglerne berettiget til at indføre en beskyttelsestold. I dette tilfælde vil dispute settlement proceduren gå i gang. Der er indbygget forskellige tidsfrister, fordi parterne skal høres, og sagen kan trække ud i temmelig lang tid. 

  Til top

DE MULTINATIONALE SELSKABER 

Den globale økonomi er domineret af de multinationale, også kaldet transnationale, virksomheder. De største virksomheders omsætning er større end mange mindre og mellemstore landes BNP.     Disse virksomheder er stå store, at de også kommer til at dominere politisk.

    Den politiske indflydelse er ofte svær at få øje på, fordi den som regel foregår i det skjulte. Virksomhederne forsøger at påvirke deres regeringer til at føre en bestemt politik, der er i virksomhedernes interesse. Den amerikanske regeringer har f.eks. ved adskillige lejligheder grebet ind i lande i Latinamerika for at sikre amerikanske økonomiske interesser i området.

Tabel 1: De 10 største virksomheder i Verden efter omsætning 2001

Kilde: Fortune Magazine. Det danske BNP var i 2001 ca 150 mia dollars. Denne meget almindelige sammenligningsmåde af gigantvirksomhedernes omsætning med små landes BNP er blevet kritiseret for, at det er ikke-sammenlignelige størrelser. I en virksomheds omsætningstal (virksomhedens salg) indgår de anvendte rå- og hjælpestoffer. Det gør de ikke i et lands BNP. Hvis sammenligningen skulle være konsistent skulle man altså kun måle værdiforøgelsen i virksomhederne, eller alternativt bruge det af landenes nationalregnskabstal, der kaldes varer og tjenester til rådighed.

 Man kan se af tabel 1, at de fem største virksomheder har en omsætning, der er større end det danske BNP. De planlægger produktion og fordeling med globale konsekvenser for profitoverførsler og fordeling af beskæftigelse eller arbejdsløshed. Det kan have større betydning for den danske beskæftigelsesudvikling, hvis et sådant selskab lægger produktionsafdelinger i det danske område, end hvis man fører en ekspansiv finanspolitik. Derfor er de multinationale selskaber meget væsentlige aktører i det internationale system.

 Tabel  2   :De største virksomheder efter kapitalstørrelse 

Kilde: Financial Times 2002. Hvis man her skulle sammenligne med lande, skulle man lave et skøn over landenes formueværdier. Det er meget vanskeligt. Et meget løseligt skøn kunne sige, at Danmarks nationalformue er det 2-3 dobbelte af BNP, dvs 3-4000 mia dollars i 2001. Det bringer ”forretningen” Danmark op på en 2.-3. plads i listen ovenover.

  Til top

Man kan også måle virksomhedernes størrelse efter kapitalværdien, dvs den samlede værdi af alle aktier/ejerbeviser i virksomheden. Nogle foretrækker den sidste opgørelsesmetode, fordi den i højere grad end omsætningen viser en virksomheds magt, finansielle muskler og værdien af en evt. monopolposition. Den sidste liste er således præget af IT virksomheder og medicinselskaber (Pfizer, Merck), den første i højere grad af olie og biler. Fælles for begge lister er, at de dominerende virksomheder for langt hovedpartens vedkommende ligger i de rige lande i Nordamerika, Japan og Europa.
   Det afgørende er naturligvis ikke disse jumbolister, men hvad de multinationale har af virkninger på verdensøkonomiens funktionsmåde. Der er det helt afgørende at se dem som meget vigtige aktører. En af globaliseringens virkninger er den bølge af fusioner og virksomhedsovertagelser, der har fundet sted i de senere år. Det bevirker, at enhederne bliver større og større. Dermed bliver den økonomiske magtkoncentration i nogle store selskabers topledelser mere betydende.

    De multinationale virksomheder står i dag for en stor del af vareproduktion, handel og investeringer i Verden, ikke mindst den internationale/globale del af disse strømme. En stor del af produktionen og handelen foregår endda som virksomhedsintern handel, altså imellem filialer og hovedselskaber og filialer indbyrdes. Det giver disse virksomheder store muligheder for at lade overskud/underskud fremstå der, hvor det af forskellige årsager er mest bekvemt. Det sker f.eks. ved over- og underfakturering, dvs igennem prissætningen i den virksomhedsinterne handel: Man køber og sælger til dattervirksomheder på måder, der får overskud/underskud til at stå der, hvor det skattemæssigt svarer sig bedst. 
   Tidligere var mange multinationale vertikalt integrerede, dvs de stod for produktion og distribution lige fra råvareudvinding til distribution af færdigvarer. Sådan er der stadig mange, der opererer, men den mere globale økonomi, der er opstået med toldreduktioner og fælles standardiseringer af produkt- og servicespecifikationer i Uruguay-runde og WTO (fra 1995) har bevirket, at det er almindeligt at lade flere og flere aktiviteter blive outsourcet, så den stærke virksomhed er den, der koncentrerer sig om "det, den er god til". Herved bliver teknologiudvikling, værdiforøgelse og profit maksimeret. 

Der er mange måder, hvorpå transnationale virksomheder investerer i u-lande, nyindustrialiserede lande og rige lande.
  For det første kan man spørge, hvorfor der overhovedet investeres? Hvorfor ikke nøjes med at eksportere fra virksomhedens hovedsæde i i-landet? Svaret er, at der naturligvis investeres i lokal produktion, fordi man kan opnå nogle fordele derved. Man kommer tættere på et nyt marked. Man kan spare på arbejdskraftomkostningerne. Og man kan forhindre sine konkurrenter i at etablere sig der før en selv. Tidligere hang det også sammen med toldmure - og gør det vel stadig nogle steder. Der opbyggedes parallelproduktion i en lang række lande, så man var sikker på at kunne producere sit produktsortiment lokalt frem for at eksportere det.

   I dag foregår parallelproduktion i højere grad i form af licensproduktion, hvor man overlader lokale parter den know-how, man har opbygget - mod en passende betaling.
   Når det gælder transnationale koncerners investeringsstrategi i u-lande skelnes ofte mellem switchingstrategien og fokuseringsstrategien. Switchingstrategien vil sige, at der investeres i produktion, der let kan flyttes et andet sted hen, hvis de lokale forhold ophører med at være så gunstige, f.eks. hvis lønniveauet stiger. Det kan typisk dreje sig om f.eks. let tekstil- eller elektronikproduktion, hvor den udenlandske investor kommer med maskiner, råvarer og oplæringsprogrammer, og u-landet stiller produktionsfaciliteter og gunstige skatteregler til rådighed. Et eksempel kunne være en vestlig virksomhed, der får lavet jeans eller sko i en eksportzone med en produktionsfacilitet, der let kan flyttes et andet sted hen. En stor del af de amerikanske virksomheder, der har anbragt sig i grænseområdet i det nordlige Mexico er af denne type. 
    Fokuseringsstrategien vil sige, at den udenlandske investor satser på produktionssteder, hvor man forsøger at benytte sig af det lokale produktionssteds leverancer og markedsmuligheder med henblik på at opnå langsigtede fordele ved at være til stede i landet.

   Fra u-landets synsvinkel er fokuseringsstrategien som regel mere fordelagtig end switchingstrategien. Det er især velfungerende økonomier i den 3. Verden, der har nydt godt af fokuseringsstrategien, f.eks. Kina.

  Til top

De multinationale selskaber og de dominerende handelsblokke

De store internationale virksomheder lader sig ikke begrænse til et snævert vesteuropæisk, japansk eller nordamerikansk marked. De vil operere globalt(verdensomspændende). Samtidig ser det imid­lertid ud til at være svært at udstrække frihandelsordningen til et globalt niveau.

   Tre store handelsblokke aftegner sig: Østasien med centrum hidtil i den japanske økonomi, men med stigende vægt af andre nyindustrialiserede lande (Kina, Sydkorea, Vietnam), Nord- og Mellemamerika med centrum i den amerikanske økonomi og Europa med centrum i den økonomisk-mone­tære union i EF. Hvert af disse tre områder vil være et valutaom­råde med stor indbyrdes handel og fælles valuta eller valutaer, som følger en dominerende valuta (hen­holdsvis yen, dollar og euro).

   Et sådant billede af verden ligger langt fra ideerne om en ligelig og retfærdig Verdensorden. U-landene risikerer at  blive reduceret til modtagere af u-landsbistand og/eller producenter af råvarer og lavprisindu­strivarer til forbrugerne i de tre hovedcentre. Samtidig udgår der vækstimpulser fra centrene, som gør, at det bliver attraktivt at komme "ind i varmen". Man ser det i det stigende antal af ansøgere om EU-medlemsskab i disse år.         

EU er i starten af det 21.århundrede Verdens største og mest dominerende handelsblok økonomisk set. EU var det område, der havde den største handel med resten af verden. Tyskland alene var lige i hælene på USA som  Verdens næststørste eksportør af varer og tjenester i slutningen af 1990’erne.

Ligesom Europa fik først toldunionen EEC og frihandelsområdet EFTA, senere Europæiske Fællesskab (EF/EU), har der dannet sig et Nord-/Mellemamerikansk økonomisk frihandel­sområde (Canada, USA, Mexico).

    Det kaldes NAFTA (North American Free Trade Area). Det er et økonomisk område med relativt vidtgående aftaler, ofte mere vidtgående end i WTO. I NAFTA har virksomheder og regeringer muligheder for at indbringe overtrædelser af handels- og investeringsregler i et værtsland for uafhængige voldgiftsretter. Det giver en investor en større grad af retslig beskyttelse end ifølge WTO-aftalen. I NAFTA har man endvidere liberaliseret handelen med serviceydelser på en sådan måde, at den er fri, bortset fra bestemte sektorer, som er nævnt i traktaten. I WTO-traktaten er nævnt, hvilke sektorer der er omfattet. Ikke-nævnte sektorer er ikke med.

  NAFTA-aftalen har været under kraftig kritik i USA, fordi man mener, aftalen kan føre til eksport af arbejdspladser til Mexico, hvor lønningerne er langt lavere. Samtidig er der imidlertid ingen tvivl om, at de amerikanske forbrugere nyder godt af billige varer fra Mexico, som kan importeres uden toldtariffer, og amerikanske investeringer foretages i massiv skala i det mexikanske område. Samhandelen mellem de to lande og med Canada er vokset betydeligt, siden aftalens ikrafttræden i 1993.

    Landene benytter sig således af den mulighed for dynamisering af de økonomiske forbindelser, som en nærliggende geografisk beliggenhed indebærer. Tendensen til dannelse af regionale handelsområder har været stærkt stigende. I Sydamerika og det caribiske område er der adskillige regionale handelsaftaler, som af USA forventes at blive til et panamerikansk frihandelsområde senest i år 2005. Det kan evt. ske som en udvidelse af NAFTA. . I 2001 blev der ved et stort møde i Canada besluttet, at der skal etableres et Free Trade Area of the Americas (FTAA), altså et frihandelsområde for Nord- og Sydamerika, dvs toldsatserne skal aftrappes/fjernes inden for dette store område.

  Et andet område er APEC (Asia Pacific Economic Co-operation, det asiatiske og stillehavsområdet for økonomisk samarbejde), som omfatter USA, Japan, Kina, Taiwan, Malaysia, Australien og yderligere et dusin lande med kystlinjer op til Stillehavet. Her forventes man at have opnået frihandel i år 2010 for de rige lande og for de øvrige i år 2020.

  Det første USA-Asien topmøde om økonomisk samarbejde blev holdt i 1993. Siden er de blevet gentaget. USA har med samarbejdet bragt sig i en bedre handelsmæssig position i området, end EU har været i stand til. USA’s markedsandel i området var i midten af 1990’erne betydelig højere end EU’s.

    Der er i store dele af Latinamerika udtrykt betænkelighed ved FTAA. Man er bange for amerikansk dominans. Frihandel kan blive til de fattige landes fordel, når der er tale om fair og lige handel. Det er imidlertid slet ikke altid tilfældet. Når frihandel er mere retorik end virkelighed, kan frihandelen skade de fattige lande, fordi den fører til ulige konkurrence. De store ”frihandelsområder” bliver derved til ”tumlepladser” for de store multinationale koncerner. Som den engelske avis the Guardian skrev den 11.4.02:  “Den europæiske union og USA tyvstjæler milliarder af dollars fra Verdens fattige hvert år I eksportindtægter ved at præke frihandel, mens de beskytter deres egne markeder”. Avisen citerede en rapport fra den britiske organisation Oxfam om den skævdelte handel i Verden. Ifølge Oxfam-rapporten er EU værst m.h.t. protektionisme, der går ud over de fattige lande. Derefter kommer USA, Canada og Japan. I alt skønner rapporten, at u-landene mister for over 100 mia dollars i eksportindtægter – eller mere end dobbelt så meget som udviklingsbistanden fra de rige lande – som følge af protektionismen. I EU er det f.eks. landbrugsordningerne, der må stå for skud. I USA fødevarer, tekstiler, skotøj m.fl. lettere industriområder.   

  Til top