POLITIKKEN I ØKONOMIEN

Den amerikanske politolog Larry M. Bartels fra Princeton Universitetet udgiver i juni 2008 bogen Unequal Democracy:
The Political Economy of the New Gilded Age ("Ulige demokrati: Den nye forgyldte tidsalders politiske Økonomi"), hvor han offentliggør resultatet af forskning i udviklingen i indkomstfordelingen under henholdsvis demokratiske og republikanske præsidenter. Bogen er omtalt på Harvard-økonomen Dani Rodriks blog.
 

Figur 1:  Indkomstvækst efter indkomstniveau under demokratiske og republikanske præsidenter 1948-2005

Figuren viser, hvordan indkomstfordelingen har udviklet sig. Den måles i procentintervaller på x-aksen. Fra 90 - 100 er altså de højeste indkomstmodtagere, fra 0 - 20 de laveste.
   Opad y-aksen kan man se, hvor meget årlig vækst der har været i de forskellige intervaller. For alle indkomstgrupper har væksten i realindkomst været størst under demokratiske præsidenter. Bartels mener, at hans forskning faktisk viser, at politik gør en forskel. De samme tendenser viser sig, når en republikaner har afløst en anden republikaner på posten. Den næste i rækken har fortsat den foregåendes politik, og indkomstfordelingen har opretholdt sin ulighed eller øget den.
   Demokraterne er derimod mere lighedsorienterede i deres politik, og det er slået igennem i indkomstfordelingen. Argumenterne om, at mere frit marked fører til en udligning, holder dermed ikke.
    Man kunne også indvende, at demokratiske præsidenter inden for den betragtede periode er kommet til magten og haft den på tidspunkter, hvor økonomien er god. Det var f.eks. tilfældet under Kennedy/Johnson epoken i 1960'erne. Og det var tilfældet under Clinton i 90'erne (hvad der også viser sig i jobskabelsen, jvf figur 2 herunder). 

Forskningsresultatet får Rodrik til at stille det meget relevante spørgsmål:

Hvis disse resultater er korrekte, hvorfor har  Demokraterne så ikke vundet alle præsidentvalg?

Det spørgsmål har Bartels også taget stilling til. Hans svar er, at de amerikanske vælgere er "myopiske" (nærsynede), og mange arbejdere i USA stemmer på Republikanerne ud fra de kulturelle og nypolitiske issues: Hvis man er imod indvandring f.eks., lønner det sig bedst at stemme republikansk. Hvis man er imod registreret partnerskab for homoseksuelle, for slet ikke at tale om deres evt. adoptionsret o.lign.,  lønner det sig bedst at stemme republikansk. 

Bartels undersøger også mindstelønnens udvikling. USA har en lovbefalet mindsteløn, hvor Kongressen har fastlagt nogle satser. Mange af enkeltstaterne går dog ud over denne af Kongressen fastlagte sats. Han når frem til det resultat, at mindstelønnen er steget mest under demokratiske præsidenter.

Figur 2:  Kumuleret nettotilgang af jobs siden indsættelsen (inauguration) af Clinton og Bush

Note: Hver gitterlinje repræsenterer 5 mio. jobs. Kilde: http://krugman.blogs.nytimes.com .

Den ovenstående graf skyldes ikke Bartels, men derimod Paul Krugman, der også som økonom interesserer sig for "politikken i økonomien". Under Clinton blev der skabt næsten 23 mio nye jobs netto i USA, under Bush kun godt 5 mio.

Her skal man dog nok lidt forsigtig med de mellemkommende variable. Bush startede på et lavt niveau for arbejdsløsheden, hvorimod denne, da Clinton kom til, lå ret højt, jvf figur 3.
    Under Clinton var der stadig en betydelig tilgang af tidligere hjemmegående kvinder til arbejdsmarkedet. Det var under ham Dot.com bølgen blomstrede op i Silicon Valley og andre steder. Det gav et boost til småvirksomheder i IT-branchen, hvoraf adskillige voksede sig meget store.
    Man skal også på anden måde være forsigtig med konklusionerne. Clinton lavede faktisk noget af det mest frimarkedsvenlige lovgivning, USA længe havde set. Det var under Clinton, vi i midthalvfemserne fik "from welfare to workfare" - lovgivningen, der tvang arbejdsløse kvinder med børn væk fra passiv offentlig forsørgelse. Dette har nok medvirket til at give et betydeligt boost til de officielle tal for beskæftigelsen.

Figur 3: USA's officielle arbejdsløshed. Udvikling i arbejdsløshedsprocenten fra 1991 - 2008

Kilde: Bureau of Labor Statistics.

 Det var under Clinton, vi fik NAFTA-aftalen (1995), der marginaliserede millioner af mennesker i den mexicanske økonomi. De marginaliserede majsbønder søgte i betydelige tal  nord for grænsen, og mange af dem fik lavtbetalte jobs, mc-jobs o.lign., der nok har været med til at få beskæftigelsestallene til at svulme, men næppe på det korte sigt har skabt arbejdspladser, der i særlig grad har øget den samfundsmæssige velfærd.  

Bartels bog - som ikke engang er udgivet endnu - diskuteres vildt og inderligt blandt amerikanske økonomer nu. Der er indkaldt til paneldebat, hvor Paul Krugman medvirker. Sidstnævnte er blevet så optaget af problemstillingen, at han har sat sin egen lille undersøgelse i gang, hvor han sætter udviklingen i gini-koefficienten under alle administrationer siden II. Verdenskrig op imod hinanden. Resultatet herunder:

Figur  4: Udviklingen i Gini (minus: Fald i uligheden. Plus: Stigning i uligheden) under amerikanske præsidenter siden 1948.

Kilde: Paul Krugman. Note: Ike: Eisenhower.

Det er ganske opsigtsvækkende data. Det er dog interessant at se, at Gini også er øget i begge de to Clinton-præsidentperioder, hvor der førtes en ikke meget mindre frimarkedsorienteret politik sammenlignet med de republikanske præsidentperioders. En del af denne var selvinitieret, f.eks sociallovgivningen. En del af den skyldtes også, at Clintonfamilien ikke kunne komme igennem Kongressen med en sundhedsreform i den første Clintonpræsidentperiode.
     Ken-LBJ (Kennedy- Lyndon B. Johnson) perioden i midt-60'erne var en equalizer periode. Det var perioden med Lyndon B. Johnsons Great Society, hvor man indførte tvungen Social Security (social velfærd), der sikrede en minimumsindkomst til alle over 65 og til særlig udsatte grupper.

Noget af problemet ved den sammenstilling af data, Krugman laver i figur 4, er, at det er vanskeligt at lave konsistent sammenligning af tilsyneladende ensartede data over så lang en periode. Det er et helt andet Amerika, der er fremkommet efter det halve århundrede. Ikke alene er tidsånden ændret, - den lader sig selvfølgelig også påvirke af politik, men der er nogle dybereliggende økonomiske strukturer, der er totalt ændret.
   Trumans Amerika var et USA, der var nationalt orienteret i sine økonomiske forbindelser og den økonomiske styring. Man producerede og eksporterede varer fra USA, snarere end at overveje, hvor man kunne producere dem billigst.
    90'ernes USA var en økonomi i hastig forandring, bort fra traditionel industriproduktion og på vej henimod en netværksbaseret vidensøkonomi, hvor virksomhederne foretager hastige outsourcinger og bygger organisationen op efter den globale økonomis hastigt skiftende parametre. Det er strukturvariable, der kan være med til at forklare forskellene i Ginis udvikling under Kennedy-LBJ sammenlignet med Clinton 1 og 2. Clintonfamilien er næppe mindre lighedsorienteret i sin world-outlook generelt, end Kennedy-LBJ var det.