Overforbrug af materielle ting ser ud til at true den økologiske balance, naturgrundlaget, ikke mindst efterhånden som den levestandard, vi har vænnet os til i Vesten og betragter som naturlig, breder sig til resten af Verden. 

    Kan problemerne løses via markedsmekanismerne, f.eks. handelen med CO2-kvoter, eller der skal skrappere reguleringstiltag til?

Det  vakte opsigt mange steder, at det moderat konservative, respektable nyhedsmagasin The Economist i  starten af september 07 for alvor tog den globale miljøtrussel om global warming og klimaforandringer alvorligt.
   Bladet var ellers i sin tid et af de medier, der var med til at lancere Lomborg ("the Skeptical environmentalist") og hans syn på, at den globale miljøtrussel er et rent cost-benefitspørgsmål, der skal holdes op imod andre værdige sager, der kan ofres penge på.

Under overskriften "The Heat is on" ("Der er tændt for varmen") skrev bladet en bekymret leder om, at den klimamæssige stabilitet, vi har haft til nu, er ved at blive truet af for store mængder af drivhusgasser, der ledes ud i atmosfæren. Bladet noterede sig dog, at "klimaforandring er kompliceret og usikker", men siger så: "Som vores oversigtsartikel i dette nummer siger, så er den underliggende beregning lige ud ad landevejen: Den gennemsnitlige globale temperatur forventes at vokse mellem 1.4 og 5.8 grader celsius i dette århundrede".

Som bladet bemærker, så vil den nedre grænse indebære et lidt behageligere liv på dele af den nordlige halvkugle og lidt mindre behageligt på den sydlige, men hvis den øvre grænse slår igennem, eller noget midt imellem, så kan det føre til katastrofestigninger i havenes niveau og forøgelser af ekstreme vejrbegivenheder, så som orkaner, oversvømmelser og tørkeperioder, der igen vil føre til faldende fødevareproduktion og evt. hungersnød og massive befolkningsflytninger.

USA er for øjeblikket verdens største udleder af drivhusgasser, men det varer ikke mange år, før Kina vil indtage den plads. Hvert år bygger Kina for øjeblikket kraftgenereringskapacitet, der svarer til Storbritanniens samlede kapacitet, og en meget stor del af denne kapacitet bruger kul som energiform. Andre store u-lande, især Indien, er også godt på vej. Forudsætningen for, at de nyindustrialiserede lande begynder at gøre noget ved problemet, vil være, at USA skifter holdning til Kyoto og andre internationale aftaler.

Der er muligvis også ved at ske noget. Californien har lige vedtaget Kyoto-standarder for CO2-reduktion, men Bush-administrationen tøver stadig. Bush har dog erkendt, at USA må reducere sin afhængighed af fossile brændsler. Og forskellige lobbygruppers tryk peger også i den retning. Neo-cons vil reducere afhængigheden af Mellemøsten. Det evangeliske Højre er delt imellem de, der vil tage hånd om Guds skaberværk og de, der mener, at "orkaner er Guds vilje", og det skal man ikke blande menneskelige viljeshandlinger ind i. Andre pressionsgrupper er imidlertid ved at blive mere miljøbevidste. Det gælder f.eks. organisationer for jægere og lystfiskere. Det er noget, der har Bush-administrationens bevågenhed: "Close to the heart of the Bush administration (as Dick Cheney showed when he accidentally peppered an old friend)". Meningsmålinger har vist, at to tredjedele af jægerne og fiskerne i USA stemmer republikansk.

 

 Sternrapporten

 

Stern-Rapporten beskriver indgående de økonomiske modelbetragtninger, der ligger bag velfærdsøkonomiske effekter. Det gøres bl.a. i rapportens kapitel 2. Her forsøger man f.eks. matematisk at estimere nytten af fremtidigt forbrug for på den måde at måle "nødvendigheden" af at foretage drastiske reduktioner i CO2 udledning nu. Her arbejdes så med en diskonteringsfaktor for faldende grænsenytte af det fremtidige forbrug. Det kan synes en noget kuriøs måde at gå til værks på, men er typisk for den såkaldt velfærdsøkonomiske analysemetode. Som rapporten selv er inde på, skal det måske snarere ses som en intergenerationskonflikt og et etisk og politisk spørgsmål i hvilket omfang, der skal sættes ind med effektive foranstaltninger her og nu.