En videreførelse af den klassiske teori skete med Chicagoøkonomen Milton Friedmans teorier om pengenes rolle, den såkaldte monetarisme.

Monetaristerne siger, at i en situation med stigende priser skal man føre inflationsbekæmpende økonomisk politik, og det gør man ved at kontrollere pengemængden, dvs beholdningen af betalingsmidler (rede penge, indeståender på konti, etc). Pengemængden skal ikke stige mere, end hvad der er nødvendigt for den økonomiske vækst. Det er klart, at når en økonomi bliver større, så bliver der behov for flere penge. Der skal betalingsmidler til at ordne vareomsætningen.

Friedman bruger den såkaldte kvantitetsteori til at sige, at en for stor stigning i pengemængden medfører inflation. Pengemængden må ikke stige mere, end hvad der er nødvendigt for at formidle transaktioner ved en stigende økonomisk aktivitet

Monetaristerne fik mange steder overtaget over keynesianerne i den økonomiske diskussion p.g.a. stagflationen i 1970'erne efter oliekriserne. Stagflation er samtidig forekomst af prisstigninger (inflation) og stagnation (små, ingen eller fald i produktionen). Det havde keynesianerne svært ved at gøre noget ved via deres traditionelle krisemanagementteknikker. Monetaristerne kunne tilbyde en løsning. Inflationsforventningerne skulle brydes, fagforeningernes monopol på salg af arbejdskraft via landsdækkende overenskomster  skulle fjernes, og pengemængden kontrolleres.

Den monetaristiske politik blev taget op og fulgt i flere lande, som var blevet trætte af inflation (prisstigninger), store offentlige udgifter og lønkrav fra fagforeningerne. Man mente, at hvis man kunne bryde forventningerne om, at lønnen hele tiden skulle stige med mere end inflationen, så kunne man lægge grunden til en ny lavinflationsøkonomi.

Det forsøgte man at gøre i England under Margaret Thatcher i 1980’erne. Her fik man især succes med hensyn til at bryde fagforeningernes magt og nedsættelse af skatterne på de højeste indtægter. M.h.t. besparelser på det offentlige og herunder udgifterne til sociale ydelser lykkedes det ikke at nå målene. Det sted, man fik størst succes med den monetaristiske pengepolitik, var imidlertid Tyskland. I den tyske forbundsbank i Frankfurt blev det til en hel videnskab at holde øje med pengemængden. Hvert kvartal, ja efterhånden endnu tiere, offentliggjorde den tyske forbundsbank tal for pengemængdens udvikling, og der blev sat mål for, hvordan man kunne begrænse væksten i pengemængden. Hvis det ikke lykkedes, kunne Forbundsbanken finde på at hæve renten i stedet, for på denne måde at stramme pengepolitikken.

Tyskland blev foregangsland m.h.t. lavinflation. Andre lande ønskede at følge det tyske eksempel. Den tyske model med en uafhængig centralbank (Forbundsbanken) kom til at danne model for den europæiske centralbank, ECB, som  fører pengepolitikken for hele euro-området. ECB har dog i dag et inflationsmål (2 pct), -  ikke et pengemængdemål som primær målsætning. Men det er klart, at kontrol med pengemængden opfattes som en forudsætning blandt flere for opfyldelse af inflationsmålet.